Guantanamo ved at blive pinligt for Obama

En af Barack Obamas første handlinger som amerikansk præsident var at underskrive en erklæring om, at Guantanamo-basen skulle lukkes inden for et år. Knap fire et halvt år senere er basen fortsat åben, og det er tvivlsomt, om Obama rent faktisk kan holde sit løfte

Signalværdien var ikke til at tage fejl af. Tværtimod kunne markeringen af, at USA med Barack Obama i spidsen, skiftede kurs i forhold til de otte år med George W. Bush ikke blive tydeligere. Dagen efter, at han var blevet taget i ed som ny commander in chief, sad præsident Obama nu foran snurrende kameraer med fyldepennen i den venstre hånd. På bordet lå en erklæring, der konkret skulle omsætte et af Obamas valgløfter til konkret handling. I sin kritik af Bush-administrationen, havde kandidat Obama kritiseret flere dele af den måde, Bush førte krig mod terror. Ikke mindst basen i Guantanamo, var ifølge Obama, en skamplet, som han ville sørge for blev vasket væk så snart han blev præsident.
Nu sad han der så, med dokumentet, hvis budskab ikke var til at tage fejl af. I løbet af et år skulle Guantanamo-basen være lukket. Nu var det ikke længere bare et kampagneløfte som så mange andre, men en klar melding fra præsidenten om at han mente det.
Knap fire et halvt år er gået, siden Obama satte pennen til papiret og underskrev erklæringen. Men løftet er ikke blevet holdt. For modsat Obamas plan om, at Guantanamo-basen på nuværende tidspunkt skulle være en saga blot, så er det langt fra tilfældet. Tværtimod sidder der fortsat 166 mand på den berømte base i Cuba, og der er ikke noget, der tyder på, at præsidentens ønske bliver til virkelighed. Og selv om løftet om at lukke Guantanamo-basen ikke vejer lige så tungt hos amerikanerne som at skabe arbejdspladser eller at få sundhedsforsikringer, ja, så er det fortsat vigtigt. Og derfor er det også ved at blive lidt pinligt for præsidenten, at han ikke kan holde sit løfte, forklarer USA-analytiker Mette Nøhr Claushøj, der tidligere har studeret menneskerettigheder:
”Det er vigtigt for Obama at få lukket Guantanamo, fordi han har sat noget personlig prestige ind på det. Når han stiller sig op lige fra starten og siger: ’Det her skal lukkes inden for et år’, så er det pinligt ikke at få det gjort. Jo længere tid, der går ud over et år, jo mere pinligt bliver det. Og det er ikke noget, folk glemmer. Det er ikke en sag, der bare går væk. Derfor er det vigtigt for ham. Så er det også vigtigt, fordi det er en sag, som betyder meget for hans egne støtter. Især for den del af det demokratiske parti, det man kan kalde den veluddannede elite. I forhold til dem er det vigtigt, fordi det var en af de ting, Obama ville gøre noget ved.”

Politisk og praktisk vanskeligt
Spørgsmålet er så, hvad der er gået galt, siden Obamas egen tidsplan for lukningen af Guantanamo nu foreløbig er skredet med lidt over tre år. Ifølge Mette Nøhr Claushøj skyldes det flere omstændigheder, men et af de helt afgørende elementer er, hvad man skal stille op med de indsatte, der i øjeblikket befinder sig på Guantanamo:
”Både rent politisk og rent praktisk er det med til at gøre det vanskeligt. For det handler jo ikke bare om at lukke stedet. Det handler om at finde ud af, hvad man skal gøre med dem, der er tilbage. Og der er jo ikke ret mange tilbage på Guantanamo. Det er omkring 140, hvor der tidligere var mange flere. Og langt de fleste af dem, der sidder der, er clearet til, at de godt kan blive løsladt fra Guantanamo, men at man ikke har noget sted at sende dem hen. Det man gjort før er, at man har sendt nogen af dem til forskellige lande og så har man haft som krav til de lande, der modtog dem, at de skulle overvåge dem til en hvis grad. Og det er langt fra alle lande, der har gjort det. Der har været eksempler på folk, der er kommet ud fra Guantanamo og taget direkte tilbage til slagmarken for at deltage i en form for terrorkrig mod USA. Så der er en stor del af fangerne, som man simpelthen ikke ved, hvad man skal gøre ved, fordi der ikke er nogen lande, der vil tage imod dem. Man kan heller ikke bare slippe dem løs i USA. Det kan slet ikke beskrives, hvor stor en indenrigspolitisk katastrofe det ville være for den person, der traf beslutningen om at slippe dem løs i USA.”

Stor indenrigspolitisk modvilje
Netop løsningsmodellen med, at de amerikanske fængsler selv kunne have nogle af Guantanamo-fangerne siddende, var i sin tid en del af den plan, Obama ønskede at følge, for dermed at få lukket Guantanamo. Men her havde præsidenten tydeligvis gjort regning uden vært, for i de enkelte delstater har guvernørerne stået med korslagte arme og rystet på hovedet over udsigten til at modtage fanger, hvilket Obama næppe havde regnet med, vurderer Mette Nøhr Claushøj:
”Indenrigspolitisk i USA en ekstrem modvilje imod at modtage nogle af de her fanger. Det, Obama havde forestillet sig var, at man kunne bruge et fængsel, som stod tomt, til de her fanger. Men der er ikke nogen delstater, som vil tage imod dem. Og så er der selvfølgelig det føderale fængselssystem, som Obama ville kunne gøre brug af, men de indenrigspolitiske konsekvenser vil være så store for ham, hvis han gennemtvinger det, at det i praksis nærmest vil være umuligt. Og der er ingen tvivl om, at den guvernør, der siger: ’De kan godt være hos os’, han bliver ikke genvalgt. Og hans parti vil få virkelig store problemer.”

Må ikke træde guvernørerne over tæerne
I det hele taget er forholdet til guvernørerne med til at gøre det vanskeligt for Obama at spille med musklerne i forhold til Guantanamo-fanger. For i 2014 skal sundhedsreformen for alvor implementeres rundt om i de enkelte delstater, og der kommer guvernørerne til at spille en central rolle. Derfor er det også helt afgørende, at Obama og guvernørerne, hvoraf flertallet er republikanere, ryger i totterne på hinanden over eksempelvis Guantanamo, påpeger Mette Nøhr Claushøj:
”Sundhedsreformen betyder langt mere for ham, end lukningen af Guantanamo.  Men der er andre ting, der betyder mere for ham. Han vil gerne gøre noget ved Guantanamo, for han vil ikke opfattes som tandløs, og som en mand, der siger, at han vil gøre noget, men så ikke gør noget. Især ikke på et område, som er principielt vigtigt. Men sundhedsreformen vejer stadig langt tungere. For hvis den kommer til at fungere ordentligt, og langt de fleste amerikanere har en sundhedsforsikring, ja, så er det jo det, der bliver den store milepæl for Obama. Den slags betyder meget mere. Derfor er det også vigtigt for ham, at han ikke gør sig uvenner med guvernørerne i de enkelte delstater. For de spiller en meget stor rolle i forbindelse med implementeringen af sundhedsreformen. Så selv om sundhedsreformen og Guantanamo er to meget forskellige emner, så hænger de lidt sammen, fordi Obama ikke skal træde guvernørerne over tæerne. Eksempelvis ved at sende Guantanamo-fanger til en eller flere delstater.”

Obama overvurderer egne evner
Det ser altså mere end vanskeligt ud for præsident Obama at leve op til sit løfte om at lukke Guantanamo-basen. Han har ganske vist fastholdt, at han fortsat arbejder for at lukke basen. Og selv om det også fremadrettet vil være linjen, så ender Guantanamo formentlig med at blive en streg i regningen for Obama. Hvilket, ifølge Mette Nøhr Claushøj, et stykke af vejen er selvforskyldt:
”Obama har vist sig ikke at være særlig dygtig til det politiske spil i Washington. Han har overvurderet sine egne evner på flere områder. Efter fire et halvt år som præsident tror han stadig, at måden at overbevise folk i en presset situation er ved at tage ud og tale til befolkningen, fordi det er det, han har haft så meget succes med i præsidentkampagnerne. Men når først man sidder med fingrene nede i den politiske substans, er det meget sværere, og det er meget sværere at få befolkningen, når der ikke skal foretages et valg, men at der er tale om en enkelt politisk sag. Så kan han rejse nok så meget rundt og tale med og til folk. Det er ikke ensbetydende med, at det virker. Han blev spurgt sidste efterår, hvorfor han mente, at der var visse ting, han ikke havde klaret så godt. Hvortil han svarede, at han mente, at der var noget, som han ikke havde forklaret godt nok til befolkningen. Det er meget sigende for hans tankegang. At det er sådan han mener, at man får tingene igennem på. At hele det politiske spil med at skabe alliancer, også på tværs af de politiske skel, det er han ikke så god til. Når det så er sagt, så tror jeg ikke, at man skal overvurdere betydningen af det her i forhold til hans eftermæle. Det indenrigspolitiske eftermæle er langt vigtigere for ham.”