Lørdag aften lykkedes det. Der blev skrevet klimahistorie i Paris. De fleste havde regnet med en aftale. De færreste havde regnet med denne aftale. For klimaaftalen blev en del mere ambitiøs end forventet. Og blækket var på aftalen var knapt blevet tørt, før Obama tilskrev USA æren for klimaaftalen.
Lad os spole tiden to uger tilbage. COP21 skydes i gang. Alle lederne af de store lande er til stede. Alle får nogle minutters taletid. Alle som en siger, at der skal gøres noget nu. Klimaforandringerne skal bekæmpes. Nogle taler om egne klimaintentioner. Nogle taler om, at andre lande skal gøre mere for klimaet. Og nogle taler om, at nu må verden stå sammen. Kun ved samarbejde får landene bekæmpet den globale klimatrussel, som bare ser ud til at vokse og vokse. Obamas tale den mandag i Paris for to uger siden tilhørte den sidste kategori. Han talte næsten udelukkende om, at tiden var kommet til klimakonsensus. At verden skulle stå sammen i kampen mod klimaforandringerne. Umiddelbart ser præsidentens opfordring ud til at være blevet hørt.
Klimaambitionerne er steget stødt
Klimaanalytikere og –eksperter havde mere eller mindre enstemmigt på forhånd udråbt klimatopmødet i Paris til en fuser. I hvert fald hvis man gik med forhåbninger om, at nu skulle klimaet reddes. For med baggrund i de forskellige nationale klimaplaner, de såkaldte Intended National Determined Contributions, som stort set samtlige lande havde meldt ind inden COP21 begyndte, havde man vurderet at den globale opvarmning ville lande på cirka tre grader. Altså én grad over den to-graders målsætning man fastsatte på COP15 i København i 2009. En grad ekstra lyder ikke af meget. Men klimaforskningen taler sit tydelige sprog. Mere end to graders global opvarmning og konsekvenserne vil være af uoverskuelig størrelse.
Landenes klimaplaner gav ikke grobund for optimisme før COP21. Dog var de fleste enige om, at der var stor sandsynlighed for, at der ville komme en klimaaftale i Paris. Den ville bare ikke være stærk nok. Ikke ambitiøs nok. Ikke god nok. Ergo ville COP21 blive et skridt i den rigtige retning. Men ikke meget mere. Endnu engang. Heldigvis steg klimaoptimismen betydeligt i den franske hovedstad. Det startede allerede på topmødets første mandag, hvor Obama, Xi Jinping, Modi, Merkel, Roussef og alle de andre store landes ledere fra talerstolen udtrykte vilje til handling.
Små to uger senere blev der sat punktum for COP21. Et punktum, som medførte jubel, hujen og klapsalver. For i lørdags blev alle 196 lande på klimatopmødet enige om en endelig klimaaftale. En tekst, som er væsentligt mere ambitiøs, end hvad de fleste har turdet håbe på. Landenes indmeldte klimaplaner, som kun ville kunne begrænse den globale opvarmning til tre grader, var blevet afløst af enighed om noget langt bedre. Man har nu forpligtet sig til, at den globale opvarmning skal holdes på et niveau under to grader og helst 1,5 grader. Det er ganske overraskende, at man har kunnet blive enige om så lav en stigning. Det er et udtryk for, at lande fra nord, syd, øst og vest har indset, at handling ikke kan udskydes længere. Præcis som Obama sagde på COP21’s åbningsdag.
USA tager æren for klimaaftalen
Kort efter den franske udenrigsminister Fabuis havde annonceret den endelige aftale, sendte Obama direkte fra Washington D.C. Den amerikanske præsident var glad. Og stolt. For som han selv sagde, havde han allerede i sin indsættelsestale tilbage i 2009 proklameret, at han ville bringe USA i forreste linje i kampen mod klimaforandringer. Obama har taget store klimaskridt hjemme i USA, særligt med sin Clean Power Plan, men, som han også sagde i kølvandet på lørdagens klimaaftale, så er klimaforandringer en udfordring ”selv et fantastisk land som Amerika ikke kan klare alene”.
Inden da havde præsidenten nået at kvittere for det massive arbejde det franske værtskab havde gjort for at skaffe aftalen i hus. Obama takkede sin delegation i Paris med Kerry og chefforhandler Stern i spidsen. Herefter gik Obama over til at tale om, at klimaaftalen fra COP21 er et vidne om det stærke amerikanske klimapolitiske lederskab. At USA kan tilskrives stor ære for klimaaftalen. Det er måske at tage munden for fuld. For det er ikke mere end en måneds tid siden, at Kerry sagde, at USA ikke kan gå med i en juridisk bindende aftale. Og at USA ikke kommer til at give de lovede tre milliarder dollars til FN’s grønne klimafond i år.
USA spiller en stor rolle. Ingen tvivl om det. Hvis USA ikke bakkede op om klimaaftalen, ville det være svært at skaffe bred tilslutning fra de øvrige lande. Og det er nok på det grundlag, man skal tolke Obamas udtalelser. For det er ganske enkelt ikke rigtigt, at det er amerikansk lederskab, som har skaffet en global klimaaftale. Hvis man taler lederskab, må man sige, at det er Frankrigs fortjeneste. Men det er også Brasiliens, Kinas, Indiens og Sydafrikas fortjeneste. Blot for at nævne nogle af de større lande. Og det er også USA’s. Men i fællesskab. Det er i fællesskab, at man er blevet enige om denne historiske klimaaftale. Historisk er den, fordi samtlige lande er med i aftalen. Det er nemlig aldrig sket tidligere. Også derfor kan USA ikke tage æren for aftalen. Selvom Obama var mere end blot fristet til at gøre det.
Ambitionerne skal implementeres
Når jublen efter indgåelsen af aftalen er stilnet af, skal de forskellige lande til at have arbejdshandskerne på. Igen. For det er ikke nok blot at sige ja til aftalen. Den skal også implementeres. Og det må siges at være klimaaftalens helt store svaghed. Den er ambitiøs, ja. I forhold til temperaturniveauet. Men aftalen udstikker ikke nogle mekanismer eller regler for, hvordan landene skal bidrage til at holde klodens opvarmning på et niveau under to grader. Det er op til landene selv at finde ud af, hvordan de bedst muligt bidrager til dette. Manglen på styring kan vise sig at være en svaghed. Men måske er det dog samtidig klimaaftalens styrke. Og grunden til at klimaaftalen overhovedet kunne omfatte samtlige lande. Hvis det var blevet pålagt landene at nå den fælles målsætning på en specifik måde, var tilslutningen formentlig blevet afløst af skepsis og status quo.
Det vides endnu ikke, hvordan landene hver især vil nå den samlede målsætning. Men det er en implementeringsknast, som formentlig kan høvles væk. Det er nemlig yderst positivt og progressivt, at man er blevet enige om, at landene hvert femte år skal lægge nye klimaplaner. Hvad vigtigere er; disse klimaplaner må kun blive mere ambitiøse. Det vil sige, at der kun er en fælles retning: Fremad. Klimaaftalen må dermed siges at være ambitiøs, men en kende vag i forhold til, hvordan målsætningen skal nås. Der er endnu en implementeringsknast, som kan vise sig særdeles vanskelig at overkomme.
Den amerikanske forhandlingsdelegation er draget hjemover, men nu venter et stort klimaslagsmål, når klimaaftalen skal præsenteres for den amerikanske kongres. Både Senatet og Repræsentanternes Hus er mildest talt ikke meget for en global klimaaftale. Der er absolut ingen garanti for, at klimaaftalen fra COP21 bliver modtaget med klapsalver på Capitol Hill. Snarere tværtimod. En af de store problemer vil være den klimafinansiering, Kerry har lovet de mest klimaudsatte udviklingslande. Der bliver ramaskrig over, at amerikanske skattepenge skal sendes til lande langt borte til bekæmpelse af klimakonsekvenser. Særligt fordi penge til udviklingslande ødelægger USA’s konkurrenceevne. Og det er blot en af mange stopklodser, kongressen vil forsøge at lægge ud foran amerikansk deltagelse i klimaaftalen.
Obama og USA har taget æren for klimatopmødets succes. Men måske var det en kende for tidligt, at præsidenten gjorde det. Forud venter nemlig en klimapolitisk øvelse på amerikansk jord, der højst sandsynligt bliver mindst ligeså svær, som den man lige har været igennem i Paris. Klimaaftalen er historisk. Den vil blive historisk endnu engang, hvis den bliver fuldt ud accepteret og implementeret i USA.
You must be logged in to post a comment Login