Grådighedens pris

Den nuværende overenskomst i NFL udløber først om to år, men allerede nu er spillere og ejere i fuld gang med skyttegravskrigen. Spillerne ønsker en større del af kagen, men det afviser ejerne. Tre eksempler fra denne sæson viser, hvor høj en pris både ejere og spillere kan komme til at betale for deres grådighed.

Earl Thomas var rasende.

Seattle Seahawks’ 29-årige forsvarsstjernes sæson var slut, nærmest før den var begyndt. Det sidste tilbageværende medlem af ’Legion of Boom’ brækkede 30. september venstre ben i en udekamp mod Arizona Cardinals. Det samme stadion, hvor skader til to andre medlemmer af den frygtindgydende forsvarskvartet, Kam Chancellor og Richard Sherman, sæsonen forinden havde sat en stopper for deres glorværdige tid i klubben, der ikke mindst takket være ’Legion of Boom’ vandt Super Bowl i 2013-sæsonen og var ét fejlslagent spil fra at gentage den bedrift året efter.

Der var kun spillet fire kampe af sæsonen, men Earl Thomas havde allerede opsnappet et kast fra modstandernes quarterback tre gange og dermed bevist, at han stadig var en af de bedste på safety-positionen i NFL. Men han var ikke den bedst betalte. Derfor var han blevet væk fra klubben i hele perioden frem mod sæsonstarten i håb om enten at få en ny kontrakt eller blive tradet til et andet hold, der var villig til at give ham de penge, han følte, han fortjente. Det var ikke sket, men loyal, som han var, havde Thomas trods sin utilfredshed med klubben valgt at støde til sine holdkammerater og opfylde det sidste år af sin kontrakt.

”Jeg har aldrig svigtet mine holdkammerater, byen eller fansene, og jeg har ikke tænkt mig at begynde i denne weekend. Når det er sagt, har jeg noteret mig den manglende respekt, og det vil ikke blive glemt,” skrev han på Instagram i den forbindelse.

Han havde satset på sig selv. Klippefast i troen på, at han nok skulle levere på så højt et niveau, at Seahawks – eller et andet hold – ville tilbyde en løn, der matchede hans evner, når sæsonen var slut.

Nu sad han på en golfvogn med benet i en skinne. Med visheden om, at en trade ikke længere var en mulighed og med udsigt til at tjene markant mindre, når han til foråret vil være fri til at forhandle sin næste og sandsynligvis sidste kontrakt i karrieren. For hvilken klub vil være villig til at kaste mange millioner dollar efter en spiller, der for anden gang på tre år havde brækket benet og hastigt nærmede sig karrierens efterår?

Så på vej ud mod omklædningsrummet gjorde Earl Thomas, hvad ingen kunne fortænke ham i at gøre omstændighederne taget i betragtning. Han skulede i frustration over mod sidelinjen i retning af resten af Seahawks-lejren. Og gav dem fingeren.

Ulige fordeling
Gestussen er sigende for den måde, NFL-spillerne føler sig behandlede på i en liga, hvor ejerne skummer fløden, mens spillerne risikerer liv og lemmer.

For at forstå utilfredsheden er det dog først nødvendigt at ridse op, hvordan NFL er opbygget. Fælles for de amerikanske sportsligaer er, at de er lukkede. Alle klubber er sikret deltagelse. Der er altså ikke noget, der hedder nedrykning med deraf følgende indtægtstab.

Det giver en økonomisk stabilitet, der forstærkes af, at man for at sikre jævnbyrdighed – den såkaldte paritet – opererer med et draftsystem, hvor de dårligste hold får lov til at vælge først, og med et lønloft, som gør, at alle hold har det samme beløb til rådighed til at udbetale løn, så de rigeste klubejere ikke bare kan hamstre de bedste spillere, fordi de har råd til at betale de højeste lønninger, som man ser det med for eksempel Manchester City og Paris Saint-Germain i fodboldens verden. Med andre ord udjævner draftsystemet og lønloftet forskellene på de 32 hold.

Når man tænker på, at USA er kapitalismens højborg, er det paradoksalt, at sportsligaerne er konstrueret på en måde, der i den grad hylder økonomisk omfordeling og lighed. Paradokset bliver ikke mindre af, at spillerne modsat resten af samfundet har en organiseringsgrad tæt på 100 procent, og at fagforeningerne faktisk har forholdsvis meget magt.

Illusionen om jævnbyrdighed – og selvfølgelig er det en illusion, for ellers ville New England Patriots ikke have stået i Super Bowl syv gange, siden ligaen i 2002 blev udvidet til 32 hold, og vundet 2,5 gange flere kampe end Cleveland Browns i samme periode – har skabt et produkt, hvis indtægter er støt stigende. NFL havde i 2017 indtægter for cirka 14,5 milliarder dollar. Af dem tilfalder 48,5 procent de omkring 2.000 spillere i ligaen i form af lønloftet samt pension og forsikringer. Resten ryger i lommerne på de 32 holdejere. Det kræver ikke en matematisk studentereksamen at regne ud, at den fordeling primært gavner ejerne, selv om de selvfølgelig har mange udgifter til driften af holdene.

Lønloftets niveau følger ligaens indtægter og udregnes ved at fratrække udgifterne til pension og forsikringer og dividere spillernes samlede andel af indtægterne med antallet af hold. I år er lønloftet i NFL godt 177 millioner dollar pr. hold. Et beløb, der skal fordeles på 53 spillere. Hvert hold er dog kun forpligtet til at bruge 89 procent af beløbet, men samlet set skal de 32 hold bruge mindst 95 procent af lønloftet. Det betyder, at spillernes andel reelt risikerer at falde til 47 procent. Til sammenligning er lønloftet i NBA på 102 millioner dollar, men her er der kun 15 spillere i de 30 holds trupper.

Kræver flere penge
Derfor går spillerne ind til de kommende forhandlinger om en ny overenskomst, den såkaldte Collective Bargaining Agreement (CBA), med krav om at få en større bid af kagen og en løn, hvor de er garanteret alle pengene ligesom deres kolleger i Major League Baseball, NBA og NHL. Den gældende aftale udløber efter 2020-sæsonen, og fronterne er allerede så skarpt trukket op, at de fleste tager det for givet, at det ender med en lammende strejke eller en lockout, som det skete i 2011, da den nuværende overenskomst blev indgået.

”Når man tager graden af overhængende brutalitet og fysik, den høje omsætning af spillere såvel som den korte karrierecyklus i football i betragtning, forekommer det mig, at spillerne i NFL er dem, der har størst behov for kontrakter med løngaranti,” skrev Russell Okung, der er offensiv linjemand hos Los Angeles Chargers, på Twitter i sommer.

Som det er nu, er kontrakterne bygget op på en måde, så eksempelvis en spiller, der tilbydes en fireårig kontrakt til 100 millioner dollar, kun er sikret alle pengene, hvis han spiller hele perioden ud. Typisk er den bonus, han får ved kontraktunderskrivelsen, sammen med lønnen for det første par år de eneste penge, han er garanteret, og ofte er kontrakten skruet sammen sådan, at lønnen stiger år for år. Det betyder, at holdet kan rive kontrakten i stykker før tid og spare en masse penge.

Men er det ikke lige meget? Spillerne tjener jo styrtende alligevel, vil nogle sikkert indvende. Sådan forholder det sig dog ikke. En NFL-karriere varer i gennemsnit lidt over tre år, viser en statistik fra spillerforeningen (NFLPA). Det tal stiger til seks år, hvis man som førsteårsspiller overlever trimningen af truppen fra 90 til 53 spillere umiddelbart før sæsonstarten. Er man så heldig at tilhøre den gruppe, har man mulighed for at score kassen, når den første kontrakt på fire år udløber.

Så langt når de fleste dog ikke. 60 procent af spillerne er ifølge New York Times på kontrakter med en basisløn, som stiger fra 480.000 dollar i det første år til 705.000 dollar i det sidste år, og kan typisk forvente at tjene 1,4 millioner dollar i løbet af karrieren, inden de som 25-årige er arbejdsløse. Og det er vel at mærke inden bogholderen, agenten og skattefar har fået sine penge.

Paradoksalt nok bruger både ejerne og spillerne den korte karriere som et argument for deres standpunkt. Spillerne peger på, at lønsystemet giver ejerne incitament til at opføre sig kynisk. Omvendt hævder ejerne, at de ikke har råd til at betale fuld løn til skadede spillere, fordi der er så mange af dem på grund af sportens brutale natur.

Skrækskade skræmmer
Søndag fik både ejerne og spillerne yderligere ammunition til deres argument. Her brækkede Washington Redskins’ quarterback, Alex Smith, skinnebenet og står nu foran en lang pause – hvis han da overhovedet kommer til at spille igen. 34-årige Smith skrev i sommer under på en fireårig kontrakt til en værdi af 94 millioner dollar. Quarterbacken er garanteret 55 millioner dollar, hvilket stiger til 71 millioner dollar, hvis han bliver så skadet, at hans karriere er forbi. For Alex Smith er de penge et plaster på såret, hvis det er tilfældet. For Redskins er de som at hælde salt i såret, for så har klubben betalt Smith, der kun nåede at tørne ud for klubben i 10 kampe, hele 7,1 millioner dollar pr. kamp, hvis han må indstille karrieren.

De færreste ejere vil se kontrakter som Smiths som en god forretning. At hans forgænger, Kirk Cousins, tidligere på året scorede en treårig kontrakt til 84 millioner dollar, hvor hele beløbet er garanteret, da han forlod Redskins til fordel for Minnesota Vikings, tjener blot som endnu et skrækeksempel, for indtil videre har Vikings ikke fået ret meget for pengene.

Til gengæld viser Alex Smiths skade, hvorfor NFL-verdenen i månedsvis har været domineret af historier om running back Le’Veon Bells disputs med Pittsburgh Steelers. Bell er en af NFL’s bedste på sin position og har de seneste to år ønsket sig en bedre kontrakt. I sommer afviste han et tilbud på 70 millioner dollar over fem år, som ville have gjort ham til den bedst lønnede running back. Kontrakten indeholdt dog færre garanterede penge end den kontrakt på fire år til 60 millioner dollar, hvoraf de 45 millioner dollar var garanterede, som Todd Gurley fra Los Angeles Rams indgik i sommer. Bell kræver – mindst – det samme.

Det afviste Steelers, hvis modsvar var at tage det såkaldte ’franchise tag’ i brug for anden gang. Et ’franchise tag’ kan bruges, når en spiller står over for kontraktudløb. I så fald får spilleren en kontrakt af et års varighed med en løn, der svarer til 120 procent af spillerens seneste løn, eller gennemsnittet af de fem højeste lønninger på positionen, hvis det beløb er højere. I Bells tilfælde betød det i denne sæson en løn på 14,5 millioner dollar. En spiller kan ’tagges’ i alt tre gange, men tredje gang stiger lønnen til 144 procent af hans seneste løn eller gennemsnittet af de fem højeste lønninger på den bedst betalte position, som er quarterback-positionen, hvor lønnen overstiger 27 millioner dollar om året for de fem højestlønnede.

Bell var så utilfreds med at blive ’tagget’, at han forud for sidste sæson først stødte til holdet kort før sæsonstart. Ligesom Earl Thomas gjorde det forud for denne sæson. I år fortsatte han sin strejke, så mens Earl Thomas gav Seahawks fingeren, sad Bell stadig hjemme i sofaen. Ved at strejke gav han frivilligt afkald på en løncheck på 853.000 dollar for hver kamp, han gik glip af, og da Bell stadig ikke var vendt tilbage til arbejdet tirsdag i sidste uge, mistede han retten til at spille i denne sæson. Dermed sagde han endegyldigt farvel til de 14,5 millioner dollar.

En forretningsmæssig beslutning
Det er første gang i 21 år, at en strejke har kostet en spiller et helt år. Typisk bøjer klubben sig enten ved at efterkomme spillerens krav eller sende ham videre til en klub, der er villig til at gøre, hvad den ikke selv er. Mod klækkelig kompensation, selvfølgelig.

Sådan gik det med Aaron Donald, der i sommer endte sin strejke, da han og Los Angeles Rams omsider blev enige om en seksårig kontrakt til en værdi af 135 millioner dollar, hvoraf han er garanteret 85 millioner, hvilket gjorde ham til den bedst betalte forsvarsspiller i historien. En titel Donald dog mistede allerede dagen efter, da Oakland Raiders sendte en strejkende Khalil Mack til Chicago Bears, som kvitterede med en seksårig aftale til 141 millioner dollar, hvoraf Mack er sikker på at få 90 millioner dollar ind på kontoen.

Bell gør, hvad Thomas skulle have gjort. Ræsonnementet er, at han ved at sidde ude undgår at blive skadet, hvilket med sikkerhed ville have betydet, at hans næste kontrakt bliver mindre – ligesom Thomas’ sandsynligvis gør. Havde han spillet, ville Steelers, påstår Bell, have kørt ham i sænk ved at stopfodre ham bolden. I sidste sæson var Bell med 406 løbeforsøg i forvejen med afstand den running back, der rørte bolden flest gange. Det havde medført slitage og en forøget risiko for at blive skadet.

I stedet traf den 27-årige running back en forretningsmæssig beslutning og gjorde i overført betydning, hvad Earl Thomas gjorde helt bogstaveligt. Gav systemet fingeren. Ved at spare sin krop kan han i teorien forlænge sin karriere med et år, og de 14,5 millioner dollar, han gik glip af i år, vil han kunne tjene ekstra i sin næste kontrakt, lyder Bells kalkule.

Men er det rigtigt? Er der virkelig en klub, der vil betale Le’Veon Bell minimum 14,5 millioner dollar mere, end Steelers tilbød, og give ham de 17 millioner dollar om året og de 45 millioner dollar i garanteret løn, som han angiveligt kræver? Det må tiden vise.

At hans afløser, James Conner, har været lige så god til en langt lavere løn, gør dog ikke noget godt for Bell, og det viser også, at strejkevåbenet selv for stjerner af Le’Veon Bells kaliber ikke nødvendigvis opfylder hensigten om at svække klubbens chancer for at vinde og giver dermed heller ikke ejerne incitament til at imødekomme lønkravet.

Og så er der en anden ting, der spiller ind. Ejerne kan ikke lide at blive malet op i et hjørne, så det er ikke utænkeligt, at de har tænkt sig at statuere et eksempel for at afskrække andre fra at gøre som Le’Veon Bell fremover.

Som NFL-journalisten Mike Freeman skrev i en klumme for Bleacher Report i sidste uge:

”Ligaen kan ikke udstå spillere som Bell: selvstændige, viljestærke og villige til at give ligaens økonomiske system fingeren. Så det vil ikke chokere mig, hvis Bell får færre penge, end han burde, når han bliver ledig på markedet.”

Det er ikke kun ligaen i skikkelse af ejerne, der anser spillerne for at være utaknemmelige og grådige. Det samme gør fansene. Det var lidt den samme dynamik, der var i spil, da det danske fodboldlandshold lå i konflikt med DBU tidligere på året og fik folkestemningen imod sig, fordi de fremstod krævende.

”Jeg kommer aldrig til at forstå, hvordan holdejerne, der alle er milliardærer, har overbevist offentligheden om, at det er spillerne, som risikerer deres liv og lemmer hver eneste uge, men får mindre end 50 procent af indtægterne, der er ’utaknemmelige’,” som Russell Okung skrev i sin Twitter-tråd.

Le’Veon Bells beslutning vinder ikke genklang hos fansene. Til gengæld spiller han sikkert ved at sidde udenfor hele sæsonen, for han skal nok blive forgyldt. Om han ender med at få lige så mange penge, som han kræver, ved vi først til foråret. For Bell handler det dog ikke kun om at skaffe så mange penge som muligt til ham selv. Det handler om at skaffe alle flere penge.

”Jeg skal nok fortsætte med at være skurken på vegne af os alle sammen,” skrev Le’Veon Bell på Instagram som en hilsen til Earl Thomas efter uheldet i Arizona.

Earl Thomas satsede alt ved at spille. Og tabte. Alex Smith satsede ingenting ved at spille. Og vandt.
Og det gør nok ikke Earl Thomas mindre rasende.