Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Politisk analyse

God strategi kan vende sig imod Boehner

Formand for Repræsentanternes Hus, John Boehner har taget et taktisk smart skridt i at sørge for en uændret forlængelse af gældsloftet. Men det, der kan vise sig at hente sæder i Huset til november, kan blive hans personlige fald. Det yderste højre er rasende.

Så længe Republikanerne i Repræsentanternes Hus har flertal imod en forlængelse af gældsloftet, har de chancen for at gennemføre deres lovforslag, da de ellers vil kunne lukke regeringen ned, som vi så i oktober. Men da en afstemning om forlængelse af gældsloftet blev afholdt tirsdag, gik den igennem 221-201.

Der var ellers fremlagt et forslag med vedhæftede indrømmelser til Republikanerne, men da Boehner vidste, at han ikke kunne samle de nødvendige 218 stemmer, sendte han en uændret forlængelse til afstemning. Gældsloftet er derfor nu hævet indtil marts 2015.

Øjnene på midtvejsvalget
Var debatten endnu engang nået til en lukning af regeringens midler, ville Republikanerne have fået en ridse i lakken op mod novembers midtvejsvalg. Boehner var skuffet over utilfredsheden fra højre side af salen. ”Jeg løfter dette åg fra jeres skuldre, og I har ikke engang tænkt jer at klappe?”, sagde Boehner, mens hans skulede til Tea Partys gruppe.

Men Tea Partys udelte utilfredshed kan få større konsekvenser end et udeblevet bifald. Tea Party, der sværger at stå i vejen for alt, der ikke specifikt sænker statens udgifter, kræver nu Boehner’s hoved på et fad. De vil vælte ham som Husets formand.

Og det er ikke nødvendigvis tomme tønders buldren. Hvis Boehner, som politiske analytikere for msnbc vurderer, nu har sikret omkring 20 sæder i Huset, kan han risikere, at disse nye Republikanere vil vende sig imod ham og stemme imod ham som formand, når den nye kongres mødes første gang efter midtvejsvalget.

Tea Party kerer sig ikke om politisk strategi
Selvom Republikanerne har undveget en skadelig konflikt og nu kan rette alle kanoner mod Obamacare op mod valget, er Tea Party ikke imponeret. Deres eneste formål – at sætte en stopper for det statslige overforbrug – er blevet afsporet, og de er ikke blege for at rasle med sablen.

Som Howard Fineman fra Huffington Post siger, lever Tea Party ikke i en verden af rationel politisk strategi. Bare det, at regeringen nu har lidt albuerum til at udføre sit arbejde, er imod deres principper. Tea Party profil, Senator Rand Paul, har i sin bog ’The Tea Party Goes to Washington’ beskrevet strategier specifikt rettet imod at sinke kongressens arbejde, hvilket er retvisende for Tea Partys mål i Washington D.C.

Boehner har mistet grebet
Den politiske analytiker, David Corn, mener, at Boehner fremstår mere som Husets babysitter end Formand, og at han kæmper for sit parti imod en gruppe politikere, der minder om en flok high school bøller.

Imidlertid står Tea Party tilbage med et politisk nederlag, hvorfra deres kommende kampagne må tage sit udgangspunkt.

Written By

Thomas Haabendal er BA i Engelsk fra Aarhus Universitet og stud.mag. ved Syddansk Universitet i Amerikanske Studier. Tilknyttet Kongressen.com som indenrigspolitisk skribent med særlig fokus på Tea Party-bevægelsen.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen