Gifford: Hellere guvernør end The Hill

Spekulationerne om, hvad Rufus Gifford skal, når hans tid som amerikansk ambassadør i Danmark slutter er mange. Hovedpersonen selv fastholder, at han endnu ikke selv har truffet nogen beslutning. Dog tiltaler en karriere i delstatspolitik ham mere end ræset i D.C., fortæller han i dette interview med Kongressen.com

Af Anders Agner Pedersen og Anna Hornshøj

Han har næsten lige så lang tid tilbage, som han har været her. Ikke desto mindre er luften tyk af spekulationer om, hvad 41-årige Rufus Gifford skal, når hans tid som amerikansk ambassadør her i Danmark slutter. Hvilket den som udgangspunkt gør i begyndelsen af 2017, når Barack Obamas afløser som præsident er indsat.

Skal han være senator? Skal han arbejde med fundraising igen? Skal han forblive i diplomatiets verden? Eller skal han måske være guvernør? Det skorter ikke på forslag til ambassadøren, der lige nu kan opleves i endnu en ny omgang ’Jeg Er Ambassadøren Fra Amerika’ på DR3 og som fra i morgen også er bogaktuel, når Stephanie Surrugues biografi ’Ambassadøren – Historien Om En Amerikansk Drøm’ rammer boghandlerne.

I bogen fortæller Gifford åbenhjertigt om sit liv, opvæksten i Massachusetts, filmårene i Hollywood, arbejdet for Barack Obama og ikke mindst han tid her i Danmark. Og lukker hen mod slutningen lidt op for kassen med ordet ’Fremtiden’ på.

En fremtid, der med sikkerhed ligger hjemme i USA, om end det næppe bliver Washington D.C., men snarere hans og ægtefællen Stephens hjemstat, Massachusetts, der bliver destinationen. For selv om han endnu ikke har gjort endeligt op med sig selv, hvad fremtiden skal bringe, så ligger det i kortene, at det med stor sandsynlighed har noget med politik at gøre. Og skulle det blive tilfældet, så har Rufus Gifford lettere ved at se sig selv i delstatspolitik end i det føderale slagsmål på Capitol Hill, fortæller han i dette interview med Kongressen.com

Præsidentvalgkampen er i fuld gang, men denne gang uden dig som en del af en kampagne. Hvad er din umiddelbare analyse af valgkampen indtil videre?
”Det er interessant at se, hvor hurtigt tingene udvikler sig. Da Stephanie (Surrugue, red.) talte om dette spørgsmål i bogen, var det tilbage i maj. Og den gang var fokus meget på henholdsvis Hillary Clinton og Jeb Bush. Og når man så ser på det nu, og om hvorvidt det stadig kommer til at stå mellem de to, så vil jeg sige, at tingene i sandhed har ændret sig meget. Lige nu er det stadigvæk alles spil mod alle. Jeb fremstår muligvis som en svag spiller lige nu, men han kan lige så vel stå lidt på pause for så at komme tilbage og først nå toppen af sin valgkamp lidt senere. For det er afgørende for en valgkamp. Tilbage under Obama-valgkampen op til 2008-valget, var der også meget fokus på, hvornår man skulle toppe. Og det var først i november 2007 at vi så Obama tage føringen i Iowa. Når det er sagt, så må man sige, at det er noget mere interessant at følge den republikanske side af valgkampen. Det er ikke helt lige så spændende, hvem der vinder hos Demokraterne. Der kan sagtens argumenteres for, at Bernie Sanders har toppet som kandidat og at alle de vælgere, der har været ovenud begejstrede for ham til stadighed er det, men selv de der har været skeptiske i forhold til Hillary begynder at se hende som den bedste kandidat for Demokraterne. Jeg har svært ved at se for mig, hvordan hun skal blive overhalet af Bernie Sanders.”

Det er ikke nogen hemmelighed, at amerikanernes tilfredshed med systemet i Washington D.C. er tæt på ikke-eksisterende. Og i bogen siger du, at du har svært ved at forestille dig at vende tilbage til D.C. og blive en del af det politiske system. Hvad er der galt med Washington, som du ser det?
”Jeg mener at det er kritisk, når vi har kandidater fra de mere ekstreme poler, der kommer til Washington på et grundlag af ” vi skal brænde det hele ned til grunden”. Ikke at der nogen, der nogensinde har udtalt det, men det er mere konceptet i det. Som jeg ser det, så har man som folkevalgt et ansvar for at bidrage til at holde samfundet og hele systemet kørende på ansvarlig vis, men nogle gange tror jeg, at vi mister fokus på netop dette. Når vi går til politiske ekstremer mister du fokus på ’statesman’-delen af jobbet. Det mener jeg er problematisk. Min regeringsfilosofi er klar: ’Kan vi virkelig ikke finde noget vi har til fælles?’ Selv bare de små ting.”

Men det er der vel næppe noget, der taler for ændrer sig lige med det samme?
”Nej, ikke lige nu. Men jeg ville ønske at der var mere af den slags politik, altså mere lyst til at arbejde sammen og gå på kompromis i Kongressen. For den del mener jeg, at man har glemt lidt. Du kender mig, jeg er langt fra pessimist. Jeg tror sagtens, at vi kan få det tilbage, men det tager tid. Jeg tror samtidig, at den åbenlyse frustration i befolkningen vil blive mindre, i takt med at økonomien får det bedre. Men lige nu trives den åbenlyse frustration stadig i USA, hvilket er en medvirkende faktor til, at både Bernie Sanders og Donald Trump oplever stor tilslutning i øjeblikket.”

Er polariseringen og det manglende bilaterale samarbejde hovedårsagen til hvorfor du ikke vil tilbage til Washington DC og arbejde, som du kommer ind på i bogen?
”Jeg kan pege på flere grunde til, hvorfor jeg ikke ser mig selv arbejde i Washington i fremtiden. Man skal aldrig sige aldrig, men ærlig talt ser jeg ikke mig selv i DC igen. Jeg er ikke interesseret i et job som enten senator eller kongresmedlem lige nu. Det er ikke et miljø, jeg har noget ønske om at være en del af lige nu. Dermed ikke sagt, at der ikke kunne være andre interessante job i DC, eksempelvis i en tænketank eller den slags. Men det ville dog også kræve, at Stephen var med på ideen om DC. Og lige nu må jeg sige, at jeg ikke ser det som en mulighed. Men man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig.”

Du siger i bogen, at politisk arbejde på delstatsniveau appellerer mere til dig mere end det regeringsmæssige arbejde på føderalt niveau? Hvordan kan det være?
”Jeg kan godt lide, at der er en tættere grad af kontakt mellem politikerne og borgerne i delstaterne end der er føderalt. Hvis vi lige ser bort fra store stater som Californien og Texas, hvor de geografiske afstande er store, så er der en stor følelse af nærhed mellem vælgere og politikere. Eksempelvis i min hjemstat, Massachusetts. Hele essensen af at være guvernør her er bare anderledes. Du kan som borger følge med i hvad din guvernør foretager sig og ikke foretager sig. Bygges der veje, ryddes der ikke op efter snestormen og den slags. Du er som guvernør tættere knyttet til dagligdagslivet, og borgerne vil derfor give dig skylden for de ting, der går galt og ligeledes rose dig for de gode ting, du gennemfører. Som guvernør er du derfor ikke kun geografisk tættere på dine borgere, men jeg vil også argumentere for, at guvernørerne er en langt større del af lokalsamfundet end de føderale politikere er. Så når du spørger, hvorfor et job som guvernør vil være mere appellerende end et job på The Hill, så hænger det blandt andet sammen med, at du i jobbet som guvernør ikke kan være partifanatiker. Det mener jeg er en meget interessant faktor. Det gode ved delstatsniveauet er, at hovedformålet er at skabe vækst. Det handler om at skabe god infrastruktur, tiltrække globalt talent, investere i virksomheder, skoler og hospitaler. Det handler utrolig meget om lokalsamfundet. Du kan der igennem udstikke visioner for ting du gerne vil opnå. Du kan indkredse din synsvinkel så at sige og det kan du ikke på samme måde med udenrigspolitik eller på føderalt politisk niveau. Jeg siger ikke, at regeringen ikke gør det, men det kan ofte virke langt mere teoretisk på føderalt niveau, og på den måde kan det faktiske produkt af arbejdet være svært at sætte en finger på. Jeg mener, at hvis man som guvernør gør sit arbejde effektivt, bør produktet af arbejdet være til at tage og føle på. Du står for at investere i projekter, åbne eksempelvis skoler og sygehuse. Du kan tænke innovativt. Derfor appellerer arbejdet på delstatsniveau langt mere til mig.”

Der er mange spekulationer om, hvad du skal, når din tid som ambassadør her i Danmark slutter. Hvad tænker du om det?
”Til trods for hvor meget andre snakker om, hvordan min fremtid ser ud, har jeg ikke selv den fjerneste ide om det på nuværende tidspunkt. Det er naturligvis noget, der fylder utrolig meget hos mig, men jeg ved ikke, hvad jeg vil. Mit mål er at tage alt det jeg har lært i mit nuværende job og føre det ind i mit næste job, hvad det så end skal være. En af forskellene fra mit tidligere job og mit nuværende er, at jeg konstant møder mennesker og bruger diplomati i aktiv form ude blandt borgere, hvor jeg tidligere i høj grad stod bag scenen. Jeg vil uden tvivl bruge den viden jeg har tilegnet mig i fremtiden, men hvordan jeg vil gøre det, ved jeg endnu ikke.”

Der har i de seneste dage været artikler i flere aviser, hvor du er blevet kritiseret for ikke at passe dit arbejde som ambassadør, med henvisning til at der er for meget fokus på dit privatliv og for lidt fokus på politik. Hvad siger du til den kritik?
“Jeg har godt set kritikken i blandt andet B.T. hen over weekenden. Da artiklen kom, sad jeg i Bruxelles og spiste frokost med folk fra NATO, folk fra det amerikanske forsvarsministerium og talte om det kommende NATO-topmøde. Så at se en artikel i B.T. om, at jeg ikke passede mit arbejde, kunne jeg nærmest kun grine af. Men det er okay. Det hører med til at jobbet, at der ind i mellem er kritik. Men jeg synes ikke kritikken er berettiget. Og jeg synes, det er latterligt, hvis man kritiserer mig for ikke at være i nok kontakt med danskerne. Jeg vil argumentere for, at det stik modsatte er tilfældet. Men hvis der er folk, der ønsker at tage en diskussion om, hvad der er godt diplomatisk arbejde og hvad der det modsatte, så er det helt i orden med mig. Jeg har skrevet masser af indlæg om blandt andet handelsaftaler og den slags. Dem er der bare ikke lige så meget fokus på. Men jeg har ikke lyst til at deltage i en eller anden form for offentligt skænderi. Jeg vil dog gerne slå fast en gang for alle, at jeg mener, at denne måde at nå ud til så mange mennesker, som muligt, er en del af det moderne diplomati. Og det vil jeg blive ved med at stå på mål for.”