Game of loans

Amerikanernes studiegæld vokser måned for måned. Med op mod 40 millioner amerikanere, der kæmper med at betale af på deres studielån, har emnet fundet vej til præsidentkandidaternes valgkampagner. Kandidaterne er pressede til at finde en løsning på den store studiegæld, for som de unge vælgere rundt omkring på de amerikanske universiteter siger: Debt is coming.

1,2 billion dollars, eller 1.200.000.000.000 USD. Så stor er den samlede studiegæld i USA, som er mere end landets samlede kreditkortgæld. Det uhyrlige tal gælder for de knap 40 mio. amerikanere, der kæmper med at betale tilbage på deres studielån. Blandt de 18-34-årige vælgere til det kommende præsidentvalg er studiegæld rangeret som det næst vigtigste emne for dem, kun overgået af landets økonomi. Med så mange vælgere, der står overfor så stor en gæld, er præsidentkandidaterne ved at forberede deres våben til spillet om studielånene. Inden vi ser på kandidaternes løsninger kigger vi dog nærmere på, hvordan studiegælden kunne komme så vidt.

Hvordan kunne det gå så galt?
Finansieringen af universiteterne i USA bygger på en høj grad af brugerbetaling i form af en studieafgift, som de studerende betaler i modydelse for den undervisning og læring de modtager. Den grundlæggende forklaring på studiegældens eskalering er, at studieafgifterne er steget langt hurtigere end inflation over de sidste 40-50 år. Siden 1978 er prisen på en collegeuddannelse steget med 1000 %, mens inflationen i samme periode er steget med 265 %. En collegeuddannelse er relativt langt dyrere i dag end for 45 år siden, og mange har reelt ikke adgang til en videregående uddannelse.

Amerikanske studerende modtager ikke SU, så medmindre man har et scholarship eller velhavende forældre, er de studerende derfor nødt til at arbejde ved siden af studierne og/eller finansiere deres hverdag via studielån. For at give alle adgang til en videregående uddannelse har den amerikanske stat oprettet et stigende antal offentlige støtteprogrammer. Støtten kommer enten som tilskud til universiteterne, der kan nedsætte studieafgiften tilsvarende eller i form af studielån til de studerende.

De offentlige støttekroner følger den studerende, så når universiteterne optager en studerende, der opfylder kriterierne for offentlig støtte, modtager universiteterne et tilskud, som i princippet trækkes fra de studerendes studieafgift. Mange studerende har mulighed for at tage et studielån, til at hjælpe med at dække studieafgift, kost, logi og hvad de ellers har af udgifter. Den amerikanske stat stiller den økonomiske sikkerhed for lånet og indkasserer indtjeningen på de renter, som de studerende betaler for deres lån.

Den samlede studiegæld er næsten firedoblet siden starten af det nye årtusinde, og er på en sådan størrelse, at den amerikanske økonomi risikerer at blive kastet ud i endnu en finanskrise, hvis studielånene bliver misligholdt. Udover at udgøre en trussel mod det amerikanske samfund har præsidentkandidaterne endnu en god grund til at overveje, hvad de vil stille op med den enorme studiegæld. 40 mio. gældsramte amerikanere er en stor gruppe af potentielle vælgere, og i en tæt valgkamp som den nuværende, har kandidaterne brug for alle de stemmer, de kan hive hjem. Studielån har ikke overraskende fundet vej til præsidentkandidaternes valgkampagner.

Demokraterne vil have gratis college for alle
Hos demokraterne får studiegælden meget opmærksomhed. Hillary Clinton foreslår, at der ikke skal være studieafgift for de offentlige lokale colleges, såkaldte community colleges. Samtidig foreslår hun, at delstaterne skal uddele flere stipendier til studerende i økonomisk nød, og at forældrene skal bidrage mere, så de studerende kan få en gældfri universitetsgrad fra offentlige universiteter. Desuden mener hun ikke, at staten skal tjene penge på studielån, og ønsker at holde renten på lånene nede. Samtidig skal tilbagebetalingen af lånene som udgangspunkt ske i forhold til låntagerens indkomst, og det skal være muligt for eksisterende låntagere at omfinansiere deres studielån.

Bernie Sanders har nærmest opnået status som rockstjerne på mange amerikanske universiteter ved at gå et skridt videre og foreslår, at universitetsuddannelser fra offentlige universiteter skal være gratis for alle. Han deler desuden Clintons ønske om lavere renter på studielån, og at eksisterende låntager skal have mulighed for at omlægge deres lån.

Republikanernes løsning er mindre Washington
Republikanerne har en anden tilgang til studiegælden. Grundlæggende mener de, at den føderale regering ikke skal blande sig i undervisningspolitiske anliggender. Uddannelsespolitik og herunder finansieringen af universiteterne og studiegæld er op til parlamenterne i de enkelte delstater at lovgive om. En overdreven indblanding fra Washington medfører kun problemer, hvilket den enorme studiegæld er et perfekt eksempel på.

Ted Cruz kommer fra Tea Party-bevægelsen og er berømt og berygtet for at ville nedlægge det amerikanske uddannelsesministerium. Pengene skal i stedet gå til delstaterne, der ifølge Cruz har bedre muligheder for at forvalte dem, så de får den største effekt i deres lokalområde. Han fremhæver vigtigheden i at få USA’s økonomi i omdrejninger, så unge nyuddannede amerikanere har bedre muligheder for at betale af på deres studiegæld.

Donald Trump ser ligesom sine republikanske rivaler gerne Uddannelsesministeriet beskåret eller helt nedlagt, men han har ikke nogen officiel holdning til spørgsmålet om studiegæld. Dog har han i tråd med Clinton og Sanders sagt, at staten ikke bør tjene penge på studerendes lån, og at en mere dynamisk økonomi med flere jobs til nyuddannede unge er vejen ud af studiegæld; en holdning der ekkoer Ted Cruz.

Klassiske kampe i amerikansk politik
Grundlæggende afspejler demokraterne og republikanernes positioner i debatten en af de mest klassiske kampe i amerikansk politik. Demokraterne ønsker en udvidet rolle til den føderale regering om aktivt at gå ind og diktere prisen på universiteterne, mens republikanerne har en større tillid til markedet. I den sidste ende er det et politisk spørgsmål, hvor snittet mellem stat og marked skal ligge, og her er fronterne skarpt trukket op.

Men politik i USA handler ikke kun om det. Ofte handler debatten mere om hvem der skal beslutte end hvad de skal beslutte. Principielt set er der ikke noget i vejen for, at en delstat beslutter sig for, at offentlige universiteter skal være skattefinansieret. Faktisk kommer inspirationen til Clintons skattefinansierede community college fra parlamentet i Tennessee, der er under republikansk ledelse. Hvad politikere og vælgere i USA i høj grad går op er, om det skal være de lokale parlamenter i delstaterne eller Kongressen i Washington, der skal træffe den afgørelse. Retten til lokal selvbestemmelse, især på uddannelsesområdet, er noget der har en stor indflydelse på amerikansk politik.

Debt is coming
Som dansker kan det være vanskeligt at begribe omfanget af problemet. Universiteterne er skattefinansierede, og studerende får sågar et stipendium fra staten for at tage en videregående uddannelse, til stor misundelse fra de fleste studerende verden over. Men Danmark er et lille harmonisk land i forhold til USA, som er sammensat af 50 suveræne stater og endnu flere forskellige kulturer. I Danmark er de fleste i store træk tilfredse med, hvordan Folketinget har sammensat vores uddannelsessystem, men tænk hvis beslutningerne ikke blev truffet på Christiansborg, men af EU-parlamentet i Bruxelles, og at beslutningerne skulle accepteres af alle medlemslandene fra Grækenland til Portugal.

Kampen om studielånene er et stort strukturelt problem i det amerikanske uddannelsessystem og samfund, og præsidentkandidaterne har til opgave at komme med en løsning, der håndterer den kolossale udfordring på tværs af store kulturelle forskelle og politiske omstændigheder. Situationens alvor kræver handling, men om kandidaternes forslag løser de strukturelle problemer med studiegælden er tvivlsomt. Indtil da fortsætter spillet om studielånene, hvor taberne er de studerende. For dem er kun én ting sikkert. Debt is coming.