Når man taler om den ultimative frygt for et cyberangreb på USA, så taler mange om et ”cyber Pearl Harbor”. De overraskende terrorangreb 11. september 2001 blev også sammenlignet med det japanske angreb på den amerikanske flådebase Pearl Harbor i 1941. Frygten for et krøblende overraskelsesangreb præger altså fortsat amerikansk sikkerhedstænkning helt frem til i dag.
Den 12. december 1941 opsummerede den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt den foregående dags overraskelsesangreb på flådebasen Pearl Harbor med ordene ”A day which will live in infamy”. Dette blev en meget præcis beskrivelse, da mindet om angrebet og frygten for en gentagelse har præget amerikansk sikkerhedstænkning lige siden. I dagens trusselsmiljø er det i cyberspace man ser frygten for et omfattende overraskelsesangreb, som ville kunne bringe, ikke bare det amerikanske militær, men hele samfundet i knæ – hvor end kort- eller langvarigt.
Under Den Kolde Krig ledte frygten for et overraskelsesangreb til et fokus på radar og satellitovervågning for at kunne være så godt forberedt som muligt på et eventuelt angreb. Hvor end naturligt dette er for en stormagt, så lå erindringen om Pearl Harbor konstant i baghovedet på USA’s militære planlæggere. Arbejdet for at undgå igen at blive overraskende på den måde man blev det den søndag morgen i december 1941, ledte bl.a. til byggeriet af radarfaciliteterne på Thule Basen.
Det var også den frygt, som blev vakt under Cuba-krisen, da præsident John F. Kennedy skulle håndtere en sovjetisk stationering af atommissiler på Cuba. Denne stationering betød, at et sovjetisk overraskelsesangreb ville blive langt sværere at opdage, og af hensyn til den strategiske balance måtte missilerne væk.
Da al Qaeda angreb USA ved terrorangrebene 11.
september 2001 i New York, Washington og Pennsylvania blev det set som et moderne
Pearl Harbor. USA blev igen taget på sengen, og landet var i knæ i en periode
efter angrebet, hvor man både skulle komme sig over angrebet, tabene og
overskue hvordan det kunne ske. Rapporter og systemer blev udfærdiget i begge
tilfælde for at undgå en gentagelse, og der blev lovet hævn.
Krigen mod Japan blev voldsom og ofte præget af amerikansk hævnlyst – både for
overraskelsesangrebet mod Pearl Harbo og for japanske overgreb på amerikanske
krigsfanger. Kulminationen blev to atombomber smidt over Japan i august 1945. Men
da krigen var slut ændrede erindringen sig. Frygten for et overraskelsesangreb fortsatte,
som allerede beskrevet, men fjendebilledet forsvandt. De nye geopolitiske
realiteter betød, at man nu var allierede med japanerne, og derfor veg hadet
til den nu tidligere fjende for et nyt strategisk partnerskab, som i dag udgør
en af grundpiller i USA’s globale alliancesystem.
I dag er frygten flyttet til cyberspace. Den dybe afhængighed
som der er i vestlige samfund af teknologier bundet op på cyberspace, betyder
også en tilsvarende svaghed. Det enorme potentiale som ligger i at forbinde systemer
på kryds og tværs betyder også, at hvis disse systemer ikke er sikret ordentligt
kan den potentielle skade være tilsvarende omfattende.
Tænk hvis en fjende gik ind og slukkede strømmen i amerikanske storbyer. Eller hvis
fjenden ændrede i indstillingerne på rensningsanlæg og man ikke længere kunne
stole på kvaliteten af drikkevandet. Eller noget helt tredje eller fjerde eller
femte. Eller hvad med alle mulighederne på samme tid? Dét er frygten hos de
mest pessimistiske dommedagsprofeter, når de tænker på et ”cyber Pearl Harbor”.
Et omfattende cyberangreb ville være den mest effektive måde at skade det
amerikanske samfund med enorme omkostninger til følge – og potentielt set store
vanskeligheder med at finde ud af, hvem der stod bag. I hvert fald langt større
end da man kunne se den røde sol malet på vingerne af de japanske kampfly som
søndag den 7. december 1941 bombede Pearl Harbor og bragte USA ind i Anden
Verdenskrig.
