Fremtiden efter COP21

Forventningerne til COP21 i Paris er tårnhøje. Topmødet bliver betegnet som sidste chance, hvis en global klimaaftale skal nå at redde klimaet i tide. Politikere og medier bidrager til at skrue forventningerne i vejret.

Af Maria Gjerding, klimaordfører, Enhedslisten

De høje forventninger til COP21 skyldes nok, at ingen rigtig kan overskue konsekvenserne, hvis klimatopmødet bliver en fiasko. Klimaet er et globalt problem, og hvis alle verdens lande ikke formår at stå sammen om løsningerne, er der ikke noget håb.

Men virkeligheden er desværre, at medmindre der sker noget nær et mirakel de næste to uger, vil klimaaftalen være helt utilstrækkelig i forhold til at løse klimakrisen og gøre det i tide. Derfor er der især to ting, der er vigtige her ved klimatopmødets start. Det ene er at få en realistisk vurdering af, hvad vi faktisk vil få ud af klimatopmødet. Det andet er, at vi skal begynde at tale om, hvad der skal ske efter COP21.

Hvad vil der komme ud af COP21
Hvis man sammenligner COP21 med COP15, er chancerne for succes væsentlig forøget. Det skyldes, at man fra FN’s side har vendt tilgangen til reduktionsforpligtelse på hovedet. I stedet for at sigte på en forhandling, der skal forpligte de enkelte lande til at sikre overholdelse af to-graders målsætningen, har man bedt de enkelte lande melde ind, hvad de hver især vil tilbyde i reduktion af CO2. Desværre er summen af alle landes mål, langt fra tilstrækkeligt til at sikre, at klodens temperatur max stiger to grader.

Kun ganske få lande, som først og fremmest var Bhutan og derefter Costa Rica, Etiopien og Marokko, går forrest med tilstrækkelige reduktioner. EU ligger på niveau med Kina, Indien og USA, der vil reducere utilstrækkeligt. Herefter følger lande som Australien, Canada, Rusland og Japan, hvis mål er helt utilstrækkelige. Endelig har eksempelvis Saudi Arabien, der er blandt verdens største CO2-udleder per indbygger, slet ikke tilbudt noget. De lovede reduktioner peger lige nu på en temperaturstigning på 3-4 grader inden år 2100.

Den bedste mulighed for at få lukket afstanden mellem landenes reduktionsmål og det, der er nødvendigt, for at nå to graders målsætningen, er korte forpligtelsesperioder, så landene mindst hver femte år mødes og forpligter sig på nye ambitiøse reduktionsmål. På den måde kan ambitionsniveauet i aftalen gradvist øges. Desværre er mange lande, inklusiv EU, modstandere af kortere forpligtelsesperioder. Formentlig vil det ende med en aftale, som alene betyder, at landene hvert femte år skal indrapportere, hvordan det går, uden nogen pligt til at sætte sig et nyt og mere ambitiøst mål.

En anden del af forhandlingerne der vil gøre aftalen skrøbelig, handler om klimafinansiering til udviklingslandende. Klimafinansiering er afgørende, for at få udviklingslandene med i en aftale. Disse forhandlingerne er meget svære at forudsige resultatet af. På nuværende tidspunkt gøres der store kraftanstrengelser fra de rige landes side, for at tælle alle bistandsmidler og alt mulig andet med i regnskabet. Det er et åbent spørgsmål, hvor meget der reelt er nye penge, og det er usikkert, om udviklingslandene vil acceptere, at midlerne helt åbenlyst ikke er nye og additionelle, hvilket tidligere har været et kardinalpunkt i forhandlingerne.

Efter Paris
En realistisk vurdering af klimatopmødet er altså, at vi vil få en aftale, med utilstrækkelige mål for CO2 reduktion og som vil være meget skrøbelig. Både fordi den ikke vil være juridisk bindende, men også fordi udviklingslandene fortsat vil have en helt rimelig skepsis i forhold til, om den lovede klimafinansiering vil komme på plads.

Jeg skriver ikke dette for at være en nedslående pessimist, men fordi jeg mener, det er helt afgørende, at vi som politikere ikke bidrager til at opskrue helt urealistiske forventninger til topmødet. Jeg mener det var det man gjorde forud for COP15, og sporene skræmmer. COP15 blev som bekendt en gigantisk fiasko, og verdens grønne bevægelser og -partier stod paralyserede og handlingslammede tilbage. Den situation skal vi for alt i verden undgå.

Derfor er det også vigtigt, at vi allerede nu forholder os til, hvad der skal ske efter COP21: hvordan vi vil arbejde for at skrue ambitionerne i vejret, og gradvist kan gøre en alt for uambitiøs aftale mere ambitiøs.

Enhedslisten foreslog efter COP15 i København, at Danmark skulle tage initiativ til at samle de progressive lande, som er villige til at gå så langt, som to graders målsætningen kræver, i en form for klub af villige lande i nord og syd, som indgår en forpligtende aftale med hinanden. Kun lande som vil overholde spillereglerne, inviteres med i klubben. En sådan frontløberklub skal etableres som supplement til COP-aftalen og har til formål at løfte mellemgruppen og efterlade de bagstræberiske på perronen. Fordi vi ikke kan nøjes med et system, hvor de mest bagstræberiske lande hele tiden kan trække ambitionsniveauet ned. Det forslag er jeg netop nu ved at gøre klar til at genfremsætte.

Beslutningsforslaget er vores bud på, hvordan vi kommer videre efter Paris. Jeg vil gerne invitere NGO’er og andre grønne partier til at komme med deres bud på, hvordan vi fortsætter klimakampen, og holder dampen oppe efter en aftale er indgået. En aftale, som vil være utilstrækkelig, men hvor der i bedste fald er et fundament, vi kan bygge videre på.