Frankens exit får stor politisk betydning i 2018

Med senator Al Frankens tilbagetræden kan seksuelle overgreb og chikane kan blive et dominerende politisk emne i 2018

Washington D.C. – Torsdag middag meddelte senator Al Franken (D-Minn.), at han har trukket sig tilbage fra sin plads i det amerikanske senat.

Franken, som mange så som en outsider til den Demokratiske præsidentnominering i 2020, er det andet Demokratiske kongresmedlem, der har trådt tilbage som følge af anklager om seksuelle overgreb. Jon Conyers fra Michigans 13. distrikt trak ligeledes i nødbremsen efter ugevis af anklager fra flere kvinder i kølvandet på en BuzzFeed historie, der detaljerede et forlig på mere end 27.000 dollars mellem Conyers og en tidligere medarbejder betalt af skatteyderne.

Frankens efterfølger bliver nu udpeget af den Demokratiske guvernør Mark Dayton, og der vil være et specialvalg i 2018, der er en del af midtvejsvalget. Statens anden Senator Amy Klobuchar søger også genvalg.

Minnesotas viceguvernør Tina Smith, justitsminister Lori Swanson og kongresmedlemmerne Keith Ellison, Betty McCollum og Tim Walz er favoritterne til at erstatte Franken.

Frankens tilbagetræden var en kynisk politisk kalkulation. At dømme ud fra hans tale i torsdags var beslutningen ikke truffet med hans gode vilje. I stedet var det presset om at træde tilbage fra en håndfuld Demokratiske kvindelige senatorer og den efterfølgende bølge af enighed i partiets egne rækker, der gjorde udslaget.

Kritikere vil påpege, at den Demokratiske reaktion var for langsom. Der er ingen tvivl om, partiet har analyseret interne målinger og fulgt reaktionerne fra interessegrupper og meningsdannere nøje.

Alt dette ændrer ikke på, at Demokraterne står bedre, end de gjorde i går og kan tegne en bidende kontrast til det Republikanske parti. I de kommende måneder vil DNC omfavne emnet og udnytte det unikke politiske øjeblik, som #MeToo-bevægelsen har forstret. Franken selv gav det første varslingsskud:

”Jeg, af alle folk, er opmærksom på ironien i, at jeg nu forlader senatet, mens en mand, der for åben skærm har pralet med sin fortid vedrørende seksuelle overgreb sidder i det ovale kontor, og en mand som gentagne gange har gået på rov efter unge piger fører valgkamp for en plads i Senatet med fuld opbakning fra sit parti.”

Demokraterne har nu en slående kontrast til det Republikanske parti, der i denne uge genoptog deres støtte til Roy Moore i Alabama. Moore er anklaget for adskillige tilfælde af upassende seksuelle forhold med teenagere og et seksuelt overgreb på en 14-årig pige, da han var i 30’erne.

Giver det Demokraterne en fordel i 2018?
Frankens opsigelse giver Demokraterne endnu en hæk, de skal prøve at springe over i deres allerede besværlige mission om at overtage flertallet i Senatet.

Senatkortet er allerede brutalt. Fem Demokratiske senatorer sidder i postkasserøde stater, hvor Trump vandt overlegent i 2016. Republikanerne har blot to stater, som de skal forsvare – Arizona og Nevada. Minnesota er en blå stat, men bevægede sig i 2016 mod højre for første gang siden 1952. Særligt på grund af præsident Trumps styrke blandt hvide lavt-uddannede vælgere. Frankens sejr i 2008 var desuden så tæt, som det kunne være. Det tog en finoptælling og en retssag før Franken blev erklæret vinder med 215 stemmer ud af næsten 2,9 millioner.

En række tegn peger på, at 2018 bliver et favorabelt år for dem. En af de mest bekræftede regler i Amerikansk politik er, at præsidentens parti bliver straffet i såkaldte off-year valg. Og valgene i november afslørede en enorm entusiasme blandt typiske Demokratiske kernevælgere. Det sidste Demokraterne havde brug for var at skulle forsvare endnu en battleground stat med en ny senator, der ikke er nær så kendt i staten og derfor ikke kan nyde godt af den såkaldte incumbency fordel.

Men det er, hvad Frankens tilbagetræden nu har gjort.

Omvendt tillader det Demokraterne at påklæde sig moralens kappe, når det kommer til seksuelle overgreb og sex-chikane. Det kan opveje den lokale ulempe på et nationalt plan og være vigtigt af flere grunde.

For det første er kvinder altid en større del af vælgerkorpset i midtvejsvalg, og i 2014 var forskellen mellem kvinders stemmedeltagelse og mænds stemmedeltagelse den højeste siden, der er blevet lavet målinger. Forskellen kunne være endnu højere i 2018.

Den generiske ballot har desuden en dyb kønskløft ifølge den seneste måling fra Quinnipiac University. Det Republikanske parti fører i øjeblikket med tre procentpoint blandt mænd, men kvinder vil hellere have et Demokratisk medlem af huset med en 29 (!) procentpoints margin.

En stor del af de tætteste distrikter i Repræsentanternes Hus har desuden flere vælgere med universitetsgrad end resten af landet. Desuden bliver universitetsuddannede kvinder set som en af de vigtigste grupper af svingvælgere.

Unge vælgere er en anden ukendt faktor. Vælgere mellem 18-29 havde en langt højere stemmedeltagelse end normalt i Virginias guvernørvalg ifølge The Center for Information and Research on Civic Learning and Engagement. Ifølge deres beregninger deltog 34 procent i guvernørvalget i 2017 sammenlignet med 26 procent i 2013 og 17 procent i 2009. Vi ved desuden fra andre målinger, at 18-29-årige er den aldersgruppe, der er mest kritisk overfor det Republikanske partis håndtering af anklager om sex-chikane blandt deres eget partis medlemmer. Kan det føre til en modreaktion fra unge, særligt unge kvinder, ved stemmeurnerne, hvis det Republikanske parti bliver ved med at beskytte deres egne folkevalgte og ignorere beskyldningerne imod manden i Det Hvide Hus?

For det tredje kan miseren i senatsvalget i Alabama åbne et kødsår for Republikanerne. Der er intet Demokraterne hellere vil end at gøre Roy Moore til en endnu mere kendt national figur. Hans politiske standpunkter er ikke bare ekstreme. De er som taget ud af en satirisk version af, hvad der motiverer den demokratiske koalition.

I næste uge får vi at se, om Moore vinder, og i det tilfælde kunne det Republikanske partis svar blive afgørende. Politikken omkring Senator Roy Moore er ikke fastsat endnu. Hvis Demokraten Doug Jones omvendt hiver en sejr op ad cowboyhatten, kunne Moore måske forblive et ar på det Republikanske image.

En ting står klart efter Franken er blevet skubbet ud. Demokraterne satser på, at seksuelle overgreb bliver en vigtig mærkesag i 2018. Og siden sex-skandalerne i Kongressen efter alt sandsynlighed ikke er slut, virker det indtil videre til at være en smart strategi.

Med det kommer ikke uden risici. Vil svaret være det samme, hvis de er nødt til at smide et medlem ud, der med garanti vil blive erstattet af en Republikaner? Særligt når få medlemmer kan afgøre flertallet i både Repræsentanternes Hus og Senatet i 2018.

Hvis svaret er nej kan det komme til at koste dem endnu dyrere end udfaldet fra Franken ville have været.