Fra ingenting til tiljublet superstjerne

Den amerikanske drøm stortrives i musikbranchen. Enhver, der på et tidspunkt har skrålet ind i en hårbørste, har drømt om en dag at blive superstjerne. Læs uddrag af Mette Kjærsgaards kapitel fra Den Amerikanske Drøm her.

Det er en klassisk drøm for næsten alle teenagere og børn med et gran af musikalitet i blodet – eller helt foruden. Drømmen om at stå på en scene, med skælvende fraseringer og perfekte rytmer pumpende ud af gigantiske højtalere, iført et vovet kostume og med titusindvis af fans jublende og tilbedende i dybet foran scenen. For langt de fleste forbliver det en drøm med en hårbørste som mikrofon, og scenen henlagt til en sofa, hvor musikalsk storhed kan udfolde sig foran et publikum af bamser og tålmodige forældre. Forestillingen om at caste sig selv i rollen som tilbedt diva er dog sejlivet og nærmest universel hos verdens teenagepiger. Men intet sted kan den rent faktisk gå i opfyldelse som i USA. Hvis du klatrer til toppen af hitlisterne her, så er du ankommet på verdensscenen. Stjernedrømme er ikke isoleret af hudfarve, og scenedrømmene fylder meget for teenagere i alle farver. Men især for USA’s mørke kvinder har stjernedrømmene en helt særlig status, og musik spiller en særlig rolle i afroamerikansk kultur og historie. Musikbranchen i dag type-caster og former kunstnere efter formater, hudfarve og bundlinjetænkning, måske mere end nogen sinde før, og det er svært at slippe fra forestillinger om, hvilken type musiker, man er, og hvilken genrekasse man passer ind i. Men musikbranchen har aldrig været nær så åben for kvindelige musikere, som den er for mandlige. I slutningen af 1990’erne var sangerinden Sarah McLachlan godt træt af radiostationernes politik om, at de ikke kunne spille et nummer med en kvindelig kunstner to gange i træk. Hun startede musikfestivalen Lilith Fair, der kun havde kvindelige kunstnere. En festival der to år i træk var en stor succes og som for eftertiden fastslog at kvindelige musikere faktisk godt kan sælge billetter. Og det lykkes da også fortsat for nogen af de hårdtarbejdende kvindelige musikere at opfylde den næsten umulige drøm om at komme fra det rene ingenting, og blive tiljublet superstjerne.

Det betyder, at der ofte er en debat om, hvorvidt image-tænkning har overtaget talentets plads og om selviscenesættelsen er blevet mere central, end det der forgår på scenen. En kunstner som Lady Gaga er eksempelvis mere kendt for sine outrerede kostumer end sit sangtalent. Fokus er skiftet til, at det er selve berømmelsen, der er eftertragtet. Det er ikke en karriere som musiker, der er det egentlige mål, det er bare en af flere muligheder for at opnå anerkendelse gennem berømmelsen. Det rå musikalske talent findes selvfølelig stadig, men drømmen lever i dag mange andre steder end i øvelokalerne. Det er især på YouTube og andre sociale medier, de nye verdensstjerner forsøger at slå igennem. Og så naturligvis på tv.

I de endeløse reality- og talentshows står forhåbningsfulde teenagere i lange køer rundt om i landet, når “X-Factor”, “America’s Got talent” eller “Idols” kommer på besøg. For langt de fleste bliver det højst til en kort optræden foran et dommerpanel fra den etablerede musikbranche – tidligere eller nuværende stjerner og bryske og kompromisløse plade-bosser som Simon Cowell og Randy Jackson, der piller de unge stjernedrømme fra hinanden med et par selvhævdende og gerne spydige bemærkninger. Talentshowene er blevet genvejen til berømmelse og pladekontrakten. Også selv om det kun er ganske få af vinderne, der rent faktisk får en vedvarende karriere i musikbranchen. Der er ikke længere tålmodighed til at lære de besværlige akkorder på guitaren hjemme på teenageværelset, og spille sig langsomt op af karrierestigen for måske, ved hårdt slid, en dag at lande en pladekontrakt.

USA elsker dog stadig fortællingen om at komme fra det rene ingenting og ende med strålende berømmelse. Men i virkeligheden er historien i dag ofte en fabrikeret virkelighed, udtænkt af kyniske bagmænd, der trækker i trådene i musikbranchen. Det har for eksempel været tilfældet med sangeringen Lana Del Ray. En millionærdatter fra den finere del af New York, der i dag er verdensberømt sangerinde. Hun forsøgte efter High School at starte en musikkarriere under navnet Lizzy Grant, men fejlede. Hun fik med en ny – dyr – manager et nyt og kostbart image – nu som Lana Del Ray, og udgav hittet ”Video Game,” sammen med en historie om, hvordan hun havde levet et vildt ungdomsliv og blandt andet været hjemløs i en periode. Hun fik hurtigt stor opmærksomhed fra undergrundsmiljøer og musikbloggere. Den selvskabte sangerinde fra Brooklyn, der havde kæmpet sig vej op, viste sig dog hurtigt muligvis ikke at være så selvskabt igen. Og der begyndte for alvor at opstå spekulationer omkring hendes ydmyge ophav, og hvor stor en del, der var en fabrikeret sandhed.

Der var tvivl om, hvorvidt hun havde skrevet nogen af sine sange selv, og hvem der havde betalt for hendes flot producerede musikvideo. Denne samme undergrund af bloggere og mindre musikmagasiner vendte sig imod hende i en massiv kritik. Men på det tidspunkt havde et stort mainstream publikum allerede taget hende til sig og Lana del Ray var uomtvisteligt ankommet til stjernestatus. Selv efter en elendig optræden hos Saturday Night Live – en af de mest tå krummende og rædselsfulde i showets historie, og efter anmelderne på stribe lod kritikken hagle ned over hendes første album, var hun stadigvæk en berømthed. Hun var ankommet. Som beviset på, at den forfalskede sandhed kan være præcis ligeså god som den virkelige. For hvem bekymrer sig om, hvad der er virkelighed eller for den sags skyld talent, når musikken spiller og drømmen er opnået?

Der er naturligvis stadigvæk masser af musikere, der har det berømte ”garageband”, hvor de øver med en gruppe venner, og dyrker de romantiske musikalske drømme i forældrenes kælder eller garage. Rigtig mange forsøger sig med et gennembrud på YouTube. Og rigtig mange fejler. Men drømmen kan stadig gå i opfyldelse uden om køerne foran de store talentshows. Dog er det ikke nemmere, hvis man er sort eller kvinde. Og da slet ikke sort kvinde. Men selv med en sort præsident i Det Hvide Hus er der langt mellem de mørklødede rollemodeller på den musikalske stjernehimmel og USA’s sorte ligger stadig skidt i statistikker over, hvem der opnår drømmen om et bedre liv, og får mulighed for at rykke en socialklasse op gennem uddannelse og job. Her er drømmen om en karriere som berømthed en vej ud af fattigdommen. Om end den for langt de fleste aldrig bliver mere end netop en drøm. Musikalsk talent er på godt og ondt en del ad den afroamerikanske race-stereotyp. Og adskillige musikalske genrer med rod i USA, så som jazz, soul, motown, hip-hop og R&B er netop stærkt knyttet til det afroamerikanske samfund og historie i USA. I dag er det dog drømmen om at blive den næste Beyoncé eller Rihanna, der fylder hos unge piger med mørk hud. Tidligere var det ikoner som Billy Holiday, Whitney Houston eller Diana Ross, der var frontløbere.

Læs hele Mette Kjærsgaards kapitel i Den Amerikanske Drøm, der netop er udkommet på Forlaget Rosenkilde.