Fortsat stor optimisme i amerikansk økonomi

Amerikansk økonomi er fortsat i god form og der er masser af optimisme blandt både virksomheder og i de private husholdninger. Præsident Trumps handelskrig ødelægger dog den ellers gode stemning

Af Ulrik Bie, USA-økonom, BieResearch

Amerikansk økonomi viste i 2. kvartal den forventede styrke med en annualiseret kvartalsvækst på 4,1%, hvilket er det højeste siden 2014. Præsident Trump fulgte offentliggørelsen op med en positiv vurdering af udsigterne for økonomien: ”vi er på vej til at nå en årsvækst på over 3%, og det kan blive betydeligt over 3%.”
Støttet af skattelettelser, straksafskrivninger for erhvervsinvesteringer, deregulering og øget offentligt forbrug og investeringer forventer Republikanerne, at erhvervsinvesteringer vil stige kraftigt, mens højere lønstigninger skal levere konkrete gevinster for middelklassen.
Højere produktivitetsvækst skal forhindre, at lønstigningerne giver sig udslag i højere inflation, hvilket sikrer husholdningernes købekraft og ikke mindst virksomhedernes overskudsgrad. Det skal holde hånden under aktiemarkedet.

Konservative økonomier henviser til 1990’erne, hvor høj produktivitetsvækst muliggjorde en periode med høj økonomisk vækst. En væsentlig forskel er naturligvis, at den offentlige budgetbalance i 1990’erne var på vej mod balance, mens den nu er i hastig forværring på trods af pæn vækst. En længere periode med høj vækst vil bremse, men ikke forhindre øget gældsætning.

Handelskrig ødelægger stemningen
Det er ikke kun præsidenten, som er optimist. Tillidsindikatorer for både virksomheder og husholdninger er på et højt niveau, og det cykliske momentum i økonomien er stærkt. Den positive fortælling er derfor et muligt spor for aktiviteten i de kommende kvartaler. Jeg vurderer dog, at optrapningen af handelskrigen med Kina er et brydningspunkt for økonomien, der modvirker det meste af den finanspolitiske medvind. Højere omkostninger for virksomhederne er en vigtig faktor, men en handelskrig af ukendt omfang og længde skaber samtidig så meget usikkerhed, at mange virksomheder vil være tilbageholdende med at igangsætte større investeringer. Nogle virksomheder vil forøge produktionen for at levere til det indenlandske marked (bag toldmure), men de vil næppe regne med væsentlige bidrag fra eksportmarkederne. Toldbeskyttede sektorer vil kun opleve større investeringer, hvis der er tale om en længerevarende forandring af konkurrenceforholdene, som fx straftolden på trucks og SUVs (introduceret i 1964), der har skabt et meget profitabelt delmarked, men hvor konkurrencen er mindre – til skade for forbrugerne.

Virksomheder vil forsøge at skubbe de højere priser på inputvarer videre til deres kunder. Samtidig er der udsigt til straftold på yderligere 200 mia. dollar på kinesiske varer, blandt dem mange forbrugsvarer. Det betyder, at varepriserne også kommer til at stige direkte for amerikanske forbrugere. Hvor meget afhænger af, hvorvidt der kan findes leverandører uden for Kina, og af hvor meget detailsektoren tør sende videre. Jo mere virksomhederne formår at overvælte på forbrugerne, samtidig med at lønomkostningerne styres, desto mere rammes forbrugernes købekraft. Jeg forventer, at inflationen når op på 3,5% i løbet af 2019 selv uden straftold på biler.

Den inflationære effekt fra straftold på stål, aluminium og et bredt spektrum af kinesiske varer vil skabe modvind for både virksomheder og husholdninger. Det forventer jeg især vil gå ud over væksten i privatforbruget, der ellers normalt er en sikker leverandør af høj vækst. Det er der nu ikke noget mærkeligt i. Hvis USA’s handelsbalanceunderskud skal reduceres, så kræver det mindre kraftig vækst i importen, mens eksporten skal stige kraftigt. Det sidste er tvivlsomt, og så er det importen til privatforbrug, der kommer til at holde for. På mange måder betyder prisstigningen på varer, at amerikanske husholdninger bliver bedt om at levere den gevinst tilbage, som man har opnået fra faldende varepriser i de senere år.

Tilbage til moderat vækst
Som sagt er det positive vækst en mulighed, hvilket vil indebære væsentlig lavere opsparing og øget gældsætning i husholdningerne (såvel som staten og virksomhederne). Hvis husholdningerne er mere tilbageholdende, forventer jeg aftagende BNP-vækst i de kommende kvartaler med 2,7% i år og 2,4% næste år. Det er fortsat ganske pæn og vil give en fortsat flot vækst i beskæftigelsen. Spørgsmålet er, om det er høj nok til, at amerikanerne vil fortsætte med at give en positiv vurdering af præsidentens håndtering af økonomien.