Første mand på isen

Med valget af Barack Obama håbede mange, at det var et tegn på, at USA omsider var ved at have lagt racismen på hylden. Status efter fem år er imidlertid, at det er så som så med udviklingen lige netop hvad det angår.

Den 18. marts 2008 i Philadelphias Constitution Center, stod chefstrategen for Barack Obamas valgkamp, David Plouffe, bag scenen og svedte koldsved, mens præsidentkandidaten gik ind for at holde sit politiske livs vigtigste tale, ”A More Perfect Union”. Man kunne høre en nål falde til jorden, mens Plouffe og resten af holdet bag Obamas præsidentkampagne lyttede til de ord, han havde valgt at dele med den lille sluttede kreds af blot cirka hundrede tilhørere og pressefolk.

Talen handlede om race, og Obamas valgstrateger havde håbet, at det aldrig blev nødvendigt for Obama at holde en tale om lige præcis det emne. Plouffe var rædselsslagen for, at det ville vise sig at være en fejltagelse, fordi race faktisk var et aspekt i valgkampen, som meget få vælgere havde taget sig af indtil da, og der var jo ingen grund til selv at bringe det på bane, hvis det ikke var absolut nødvendigt.

Men Obama var nødt til at tage afstand fra sin tidligere præst, Jeremiah Wright. Præsten var nemlig kommet med meget kontroversielle udtalelser om USA tilbage i 2003. Wright havde blandt andet givet udtryk for terrorangrebene den 11. september, var selvforskyldte. Disse prædikener var nu blevet gravet frem af ivrige journalister, og videooptagelserne blev vist om og om igen på amerikansk tv. Det var derfor pinedød nødvendigt for Obama at undgå at blive fedtet ind i Wrights anti-amerikanske retorik, og både han og Plouffe vidste, at udfaldet af talen ville betyde knald eller fald for hele præsidentkampagnen.

Talen skulle vise sig at være så god, at flere af tilhørerne bag scenen brast i gråd undervejs, fortæller Plouffe i sin bog om kampagnen. Faktisk anses ”A More Perfect Union”, i folkemunde kendt som ”racetalen”, for at være en af de bedste taler, Obama nogensinde har holdt.

Med talen forsøgte Obama at give de overordnede svar på, hvordan han ville håndtere spørgsmål om race som præsident. Hovedbudskabet var, at alle amerikanere skulle samle sig som én nation uanset baggrund og hudfarve, og at Obama som præsident naturligvis ville arbejde for alle amerikanere. Han anerkendte desuden, at det selvfølgelig var fristende at se race som den vigtigste faktor i hans egen valgkamp, men den tilgang afviste han blankt. Han kom dog ind på USA’s historiske baggrund med slaveri, borgerkrig og racediskrimination, og han udtrykte håb om, at ”det gamle had en dag vil forsvinde sammen med opdelingen i stammer”.

Det første skridt på den vej blev taget, da Obama blev valgt til præsident d. 4. november 2008 og dermed blev den første sorte amerikaner på posten som verdens mest magtfulde mand.

Nogle kommentatorer mener, at det lykkedes Obama at blive valgt til præsident, fordi han ikke beskæftigede sig med emnet race før talen i Philadelphia, hvor han så også hovedsageligt slog på tromme for forening af amerikanerne på tværs af baggrund. Han kom kun i korte træk ind på, at han var repræsentant for en minoritet og dermed ville kunne se samfundet fra et andet synspunkt end hvide amerikaneres. Ved ikke at gøre race til omdrejningspunkt for sin kampagne prøvede Obama på ikke at blive opfattet som ”den sorte præsidentkandidat” men nærmere som en præsidentkandidat, der tilfældigvis var sort. Den strategi lykkedes.

Spørgsmålet er derfor også, om Obama ville have holdt en tale om race, hvis ikke sagen om Jeremiah Wright havde ramt landsdækkende TV. Sandsynligvis ikke. Nogle kritikere mener for eksempel, at Obama er bange for at blive opfattet som den stereotype ”vrede sorte mand”, hvis han taler for meget ud fra sin hudfarve og om de ulige forhold for minoriteter i det amerikanske samfund. Som præsident har Obama da også været meget mere tilbageholdende, end mange sorte amerikanere havde håbet på.

Læs hele Gitte Nielsens kapitel om hvorfor de sorte er dybt skuffede over Obama i antologien ‘Fem År Med Obama – Forandring Vi Kunne Tro På?’, der netop er udkommet på Forlaget Rosenkilde & Bahnhof.