For mig er USA garanten for sikkerhed

Per Stig Møller opbyggede som udenrigsminister tætte relationer til Colin Powell, Condoleezza Rice og Hillary Clinton. Karrieren som udenrigsminister begyndte med USA, og den sluttede med et opkald fra Hillary Clinton. Personligt føler han et stærkt værdifællesskab med amerikanerne, men han frygter, at USA definitivt har vendt Europa ryggen

SAMTALER OM AMERIKA: Klokken var 21.30, da telefonen ringede hjemme hos Per Stig Møller i Kirkelte. Det var i slutningen af februar 2010, og det havde været en turbulent dag for den konservative udenrigsminister, der samme formiddag havde fået at vide, at det nu var slut med at være udenrigsminister. Den tjans overtog Lene Espersen, mens Per Stig Møller måtte skifte kontoret ved Knippels Bro ud med Kulturministeriet i Nybrogade. I den anden ende af røret var det USA’s udenrigsminister Hillary Clinton.

”Hun ringede angående noget med Afghanistan og vidste selvfølgelig ikke, hvad der var sket samme dag. Da vi var færdige med samtalen, fortalte jeg hende, at det var min sidste handling som udenrigsminister. Hun blev noget forbløffet og sagde, at det var hun da ked af at høre,” siger Per Stig Møller og griner, mens han skænker te for Kongressen.com:
”Tænk, hvis hun havde sagt det modsatte, men jeg tror dog, at hun mente hvad hun sagde.”

Per Stig Møller mødte Hillary Clinton første gang i 2007. Han var taget til USA for at få en fornemmelse af de to mulige kommende præsidenter, Hillary og Obama.
”Hvad vil du gøre ved Iran, spurgte jeg hende. I haven’t got the faintest idea, svarede hun. Hvad så med Mellemøsten? Det samme svar. Jamen, hvad så med Nordkorea? Og nok en gang lød svaret: I haven’t got the faintest idea. Jeg var temmelig forbløffet. Du vil lede verden, men du har ingen svar, tænkte jeg. Men det havde hun selvfølgelig. Hun er ikke dum, men hun ville da ikke sidde og øse ud af sit hjerte til en tilfældig udenrigsminister fra Danmark. Det var nok meget klogt.” 

Last og brast med USA
Men det ændrede sig. Per Stig Møller fik et tæt forhold til Hillary Clinton, som han havde haft det med hendes forgængere, og telefonsamtalen med Hillary Clinton hjemme i Kirkelte kom dermed meget symbolsk til at runde hans karriere af som udenrigsminister, der også begyndte med amerikanerne. Han blev udenrigsminister 27. november 2001, og hans første store opgave kom allerede i juli 2002, hvor Danmark overtog værtsskabet for EU, og Per Stig Møller nu skulle tale EU’s sag over for amerikanerne.

Parallelt med at daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen udviklede et meget nært forhold til George Bush, så udviklede Per Stig Møller tætte personlige relationer til hans amerikanske udenrigsminister-kolleger, Colin Powell og Condoleeza Rice. Per Stig Møller omtaler det som ’the special relationship’, der blev knyttet efterhånden, som det blev klart for amerikanerne, at Danmark stod last og brast med USA i forhold til krigene i Irak og Afghanistan. Men det var også fordi Danmark spillede en synlig rolle på den udenrigspolitiske scene blandt andet i kraft af EU formandskabet, og i perioden 2005-2006 hvor Danmark var formand for FN’s Sikkerhedsråd. 

Vi skulle presse amerikanerne
”Vores forhold var så godt, at andre lande ofte kontaktede os, hvis de ville have lagt pres på amerikanerne. For eksempel så ønskede de arabiske lande efter Libanon krigen i 2006 en konference i Sikkerhedsrådet. USA var imod, men de arabiske lade kom til mig – og det var forbløffende nok efter Muhammed krisen – for at få mig til at tale deres sag over for amerikanerne. Jeg kontaktede John Bolton (USA FN-Ambassadør, red.) og Condoleeza Rice, og de endte med at ’købe’ den under forudsætning af, at konferencen ikke endte med de sædvanlige angreb på Israel,” fortæller Per Stig Møller.

Han fortæller, at det også var Danmarks gode relationer til USA, der var afgørende for, at Danmark som det første land lykkedes af få en indsat på Guantanamo basen fri. Det var Slimane Hadj Abderrahme, der for nylig blev meldt dræbt i Syrien i en træfning med regeringssoldater.

Også i sagen om CIA’s ulovlige fangetransporter gennem dansk luftterritorium viste det gode forhold sig at være nyttigt. Amerikanerne kørte deres ’neither confirm or deny’ strategi, og dagen før Per Stig Møller igen skulle forklare sig i Folketingets forsvarsudvalg, kontaktede han Condoleeza Rice, der tilfældigvis sad i en flyvemaskine.

”Jeg forklarede hende, at jeg havde brug for en garanti, jeg kunne præsentere for udvalget. Det skulle være en skriftlig garanti, der sikrede, at uanset, hvad amerikanerne havde gjort tidligere, så skulle vi kunne være sikre på, at det ikke frem over ville ske igen. Hun sad i en flyver, og det var lidt besværligt det hele, forklarede hun. Så stik mig en embedsmand, så jeg kan diktere teksten. Det drejer sig kun om tre linjer, forklarede jeg. Kort efter havde jeg en embedsmand i røret og få timer senere tikkede den skriftlige garanti ind i København.”

For Per Stig Møller repræsenterer USA et stærkt værdifællesskab med Europa:
”Vi har frihed, demokrati, retssikkerhed og individualisme til fælles. Der er også masser af ting, jeg ikke er enig med amerikanerne i, men grundlæggende har vi et fundamentalt værdifællesskab. I Europa har vi samtidig meget at være amerikanerne taknemmelige for. USA har bekæmpet al den galskab, der har hærget i Europa i det tyvende århundrede. Var nazismen blevet besejret uden amerikanerne? Og hvad med kommunismen og den kolde krig? Havde Europa kunnet stå imod Rusland i 50 år, hvis vi ikke havde været under den amerikanske paraply?” 

Amerikanerne er ligeglade med europæerne
Per Stig Møller lader spørgsmålene hænge og svæve i luften. Men der er næppe nogen tvivl om, hvad han mener. Til gengæld er han sikker på, at USA og Europa langsomt men sikkert vil glide fra hinanden. Europa har simpelthen forsømt, at styrke de økonomiske bånde til USA, mens tid var, og det kan blive fatalt.

”Vi er nødt til at erkende, at USA drejer sit fokus mod Stillehavet. Europas plads i historien er for nedadgående. Den amerikanske interesse for Europa bliver mindre og mindre, og det bliver forstærket af, at den amerikanske befolknings-sammensætning også har ændret sig markant. Der er færre og færre amerikanerne med europæiske rødder. Nu er det mennesker med asiatiske, latinamerikanske og afrikanske rødder, der er de dominerende grupper. De vil ikke føle noget særligt for Europa i en spændt sikkerhedspolitisk situation, og hvis vi heller ikke har nogen nævneværdige økonomiske forbindelser, så er vi ’on our own’ i Europa,” siger han.

Og det kan Europa simpelthen ikke finde ud. At være på egen hånd. Per Stig Møller remser op: Kosovo i midten af 90’erne. Den konflikt blev der først sat en stopper for, da Clinton beordrede bombefly på vingerne. Krigen i Libyen kunne ikke lade sig gøre uden hjælp fra amerikanerne, og i Syrien sker der intet, fordi USA ikke mener, at der ikke skal gribes ind.
”Og hvis udviklingen i Nordafrika ender med et sammenbrud og et islamistisk helvede, så vil amerikanerne sige, at Nordafrika hører til i Europas baggård. Det problem må vi selv løse. Men det kan Europa ikke. USA er garanten for sikkerhed,” siger Per Stig Møller.