Det tyske valg – dementorernes triumf

Aldrig før har en tysk kansler formået at bedøve landets vælgere så effektiv forud for et forbundsvalg, som Merkel har gjort i denne valgkamp. I stedet for at diskutere Tysklands og EU`s fremtid har kansleren valgt at slå på et simpelt budskab: ”Mutti weiß alles / mor ved bedst“. Uanset hvilken koalition Merkel kommer til at lede, vil det ikke medføre ændringer i forhold til USA

Når den tyske befolkning denne søndag går til valgurnerne, vil der være mange, både i Europa og resten af verden, der holder nøje øje med valgets udfald. Mens man udenfor Tysklands grænser kategoriserer valget som et skæbnevalg for Europa – og særligt for EU`s fremtid – har tyske iagttagere observeret, at det tyske valg aldrig for alvor er kommet i gang. Det er en sovevognsvalgkamp, som Sigmar Gabriel, partiformand for socialdemokratiske SPD, har kaldt det. Det er der to årsager til.
For det første er tyske politikere mildest talt ikke de mest velbegavede retorikere. Historikeren Timothy Garton Ash bemærkede for nyligt meget spydigt – men korrekt – at tyske politikere bruger et slags ”Lego-sprog”. Dette karakteriseres ved, at de fortrinsvis bruger præfabrikerende sætninger, som ikke indeholder mere end hult plastik; ligesom en Lego-figur. Ifølge Ash er det mere sandsynligt, at en tysk politiker formår at flyve til månen uden hjælp, end at han fabrikerer en slående og mindeværdig sætning.

Den anden årsag er Angela Merkel. Kanslerens kampagne handler ikke om argumenter, og hun ønsker sandelig ikke at diskutere emner som Europas fremtid. I stedet er hendes budskab kendetegnet ved at give den tyske befolkning det, mødre er bedst til, nemlig tryghed. Man kan opsummere Merkels valgkampstrategi i en sætning: Hvis du stemmer på mig, får du yderligere fire gode år. Det tyske valg er reelt set blevet til en afstemning om Merkel snarere end et valg om Tysklands fremtid og rolle i verdenen. Merkels hold har været lige så effektive som dementorerne i Harry Potter bøgerne; de har formået at suge alt liv ud af den tyske valgkamp.

Europas vigtigste valg
Den tyske valgkamp har været imponerende. Sjældent har man været vidne til en valgkamp, hvor partierne har været så gode til og konsekvente i at forvise stort set alle vigtige politiske spørgsmål fra debatten op til valget. Denne bedrift overgås næsten kun af de danske mediers – Berlingske Tidende og Jyllands-Posten er en velkommen undtagelse – ikke-eksisterende dækning af Europas vigtigste valg. Det kan forundre, da det tyske valg kommer til at have mindst lige så stor indflydelse på lille Danmark, som et amerikansk valg, der sidst blev fulgt tæt, hvis det endda ikke kommer til at have langt større betydning.

Mens man i Tyskland har svært ved overhovedet at få en fornemmelse af, at landet befinder sig midt i en valgkamp, har man i udlandet i flere måneder med stor spænding set frem til det tyske valg. Europas og verdens ledere ønsker at få svar på det helt store spørgsmål: Hvilken retning bevæger EU sig hen imod? Tyskland, i sin position som Europas største økonomi og mest magtfulde land, sidder med nøglen på svaret til dette spørgsmål. Men tyskerne er ikke interesseret i at svare på spørgsmålet. Man vælger den sikre gevinst, og diskuterer i stedet for Angela Merkels halskæde og Peer Steinbrücks langfinger.
Tysklands succes er nemlig samtidig landets forbandelse. Arbejdsløsheden er lav og væksten er robust. Det giver et glimrende incitament til politikere som Merkel, som i valgkampen hellere vil diskutere personspørgsmål end reel politik. Samtidig hersker der stort set konsensus blandt de politiske partier i Tyskland. Kontroversielle politiske diskussioner er sjældne, da den menige tysker ikke bryder sig om den slags. De vil hellere have det, som Mutti Merkel med glæde tilbyder dem: Tryghed. Derfor kan det ikke overraske, at oppositionen, og især Socialdemokraternes kanslerkandidat, Peer Steinbrück – manden som Merkel aldrig nævner – simpelthen ikke har været i stand til at sætte dagsordenen og fremprovokere en betydelig, politisk debat.

Valgkabalen
Derfor er det eneste spørgsmål forud for søndagens valg, hvem Angela Merkel kommer til at danne regering med. De seneste meningsmålinger peger på tre muligheder i nævnte rækkefølge: En ny udgave af de store koalitioner mellem CDU/CSU og SPD; et genvalg til den nuværende koalition med FDP – partiet som Merkel aldrig nævner; eller en regering med CDU/CSU og De Grønne, hvilket i så fald vil være første gang i Tysklands historie.

Men ligningen har nogle ubekendte faktorer, der kommer til at afgøre, hvordan den nye – eller gamle – tyske regering kommer til at se ud. Det eurokritiske parti Alternative Für Deutschland (AFD) er særligt interessant, da det er valgkampens ”dark horse”. I den seneste meningsmåling har partiet for første gang passeret spærregrænsen på fem procent og kan dermed håbe på at være repræsenteret i den tyske forbundsdag efter valget. Det bliver spændende at se, om et stærkt AFD-mandat er ensbetydende med et svækket resultat for CDU eller FDP, da det netop er her, at AFD trækker flest stemmer (udover sofavælgerne, som udgør den suverænt største portion). Hvis dette bliver tilfældet, kommer det formodentligt til at betyde, at Merkel kommer til at danne regering med socialdemokraterne.
Én ting står dog allerede klart: Det er selve valgkabalen, der udgør valgets højdepunkt, og ikke det politiske indhold.

Udfordringerne venter forud
Det er beklageligt, for Tyskland har vigtige spørgsmål, der ikke kun fortjener, men som bliver nødt til at blive adresseret. Et af dem er demografi. Tyskland har en hastigt aldrende befolkning og lav immigration. Dette betyder, at landets befolkning risikerer at falde med en fjerdedel; fra omkring 80 millioner i dag til færre end 60 millioner i 2050. Indvandring er derfor en stor del af svaret på Tysklands demografiske udfordring. Emnet burde være uundgåeligt at drøfte, især fordi Tyskland halter bagud på dette område. Immigrationen til Frankrig og Storbritannien er stadigvæk betydelig større end til Tyskland, og det på trods af at de to lande er dårligere stilet økonomisk og har højere arbejdsløshed.

Et andet presserende emne er energipolitikken. Efter Fukushima-katastrofen i 2011 besluttede Tyskland sig for at udfase sit atomkraftprogram over det næste årti. Denne kortsigtede beslutning gav for en kort stund politisk pote, men har i bogstaveligste forstand vist sig at være en dyr fornøjelse for tyskerne. Fra 2011 til 2012 steg strømudgifterne for en husstand med tre personer med 5,7 procent, og de har været yderlige på vej op i år.

Sidst men ikke mindst er NSA-overvågningen også et presserende spørgsmål. Merkel-regeringen har igen i bedste dementorstil forsøgt at suge livet ud af overvågningsdebatten, og det må siges at være lykkedes. På trods af at kansleren kom ud på tynd is, da hun under tv-duellen med Steinbrück skulle uddybe, hvorvidt hun havde været orienteret om amerikanernes overvågning, er diskussionen mere eller mindre afblæst. Den tyske befolkning har ingen grund til bekymring, lyder det fra Merkel og hendes kansleramtsminister, Ronald Pofalla. Merkel fokuserer igen på at sprede tryghed i stedet for at tage debatten op, selvom spørgsmålet om omfanget og rækkevidden af den amerikanske overvågning stadigvæk langt fra er fuldt ud besvaret fra regeringens side.

Falske forventninger i Washington
Også i Washington følger man nøje med i det tyske valg. Flere transatlantiske eksperter har udtalt, at de håber på, at Tyskland påtager sig et større internationalt ansvar, så snart valgkampen er overstået. Men der er tale om forhåbninger, frem for et realistisk scenarie.
Det tysk-amerikanske forhold kendetegnes især ved én ting: Amerikanerne forventer altid mere af Tyskland, end tyskerne er villige til. Washington mener, at Berlin skal spille en større international rolle, der genspejler Tysklands økonomiske styrke og magt i EU-spørgsmål. Men Merkel-regeringen har i de seneste otte år ikke indikeret, at den er interesseret i at imødekomme amerikanernes ønske. Det forekommer usandsynligt, at der kommer et radikalt kursusskift på dette område. Derudover er spørgsmålet også, om Tyskland kan lede Europa.

Peter Pan-komplekset
Tyskland er gået fra den mørke til den lyse side af magten, som Berlingskes Mads Kastrup har bemærket, men landet har stadig svært ved at acceptere sin nye, stærke rolle i Europa. I denne hensigt har landet det samme kompleks som Peter Pan; tyskerne ønsker ikke, eller føler sig ikke klar til, at blive voksen. Tyskland er fanget i en voksen mands krop, men har et barns sind.

Historien er fyldt med ironier. I kølvandet på den tyske genforening herskede der i mange europæiske lande – særligt Storbritannien og Frankrig – en frygt for, at et genforenet Tyskland skulle få en for dominerende position i Europa. Det førte blandt andet til Maastricht-traktaten i 1991, som yderligere integrerede Tyskland i Europa. Men siden da har en af konsekvenserne vist sig at være, at Tyskland har udviklet sig til i dag at blive Europas økonomiske og politiske magtfaktor, hvilket netop var det, som mange lande frygtede for mere end tyve år siden. Men i dag frygter landene ikke Tyskland.

Tværtimod frygter de tysk inaktivitet
Tyskland er Europas mest magtfulde land, men tyskerne lader som om, at det ikke er tilfældet. Landet kunne være en blød kæmpe, men når det ser sig selv i spejlet, ser Tyskland sig selv som en grå mus. Umiddelbart er der intet, der peger på at dette ikke længere vil være tilfældet efter søndagens valg. Uafhængigt af om Merkel kommer til at regere med SPD, FDP, eller De Grønne.