Follow the money

Prisen på at føre valgkamp vokser støt. Derfor bruger kongresmedlemmerne mange timer om dagen på at samle penge ind til det næste slag. Det er tidskrævende og fjerner fokus fra det politiske arbejde.

”Garcia står godt i forhold til at beholde sin plads i november, idet han har indsamlet én mio. dollars mere end sin nærmeste republikanske modstander.”
Sådan lød det i en pressemeddelelse fra den demokratiske politiker Joe Garcia, da han i oktober offentliggjorde, hvor mange penge hans genvalgskampagne havde indsamlet i årets tredje kvartal.

Garcia blev valgt ind i Repræsentanternes Hus første gang i 2012 og har gode chancer for at genvinde Floridas 26. distrikt ved midtvejsvalget om et år. Ikke fordi der mangler gode modstandere. Det er der skam. Men de gode odds for genvalg fastsættes på baggrund af noget helt andet: Iskolde kontanter.

Ifølge tænketanke som Brookings Institution og American Enterprise Institute, der har taget udgangspunkt i de officielle tal fra myndighederne, brugte vinderne af en plads i Repræsentanternes Hus i 2012 i gennemsnit 1,6 mio. dollars på at føre valgkamp. Det er en stigning på 344 procent i forhold til 1986 – selv når der er justeret for inflation. Og Garcia, han er godt på vej! Han har indtil videre indsamlet 1,4 mio. dollars, med endnu et års løbetid.

I Senatet kræver det ligeledes likvider. Her havde de valgte i 2012 i gennemsnit brugt 10,3 millioner dollars. Det er en stigning på 62 procent i forhold til 1986.

På jagt med Cruz
Hovedparten af amerikanerne er utilfredse med Kongressen, og det skyldes ikke mindst, at den nuværende forsamling er blandt de mest ineffektive i historien, hvilket den seneste budgetkrise også illustrerer.

Men måske er det ikke så mærkeligt. Modsat hvad grundlæggerne af landet formentlig havde i tankerne i 1787, indeholder et liv som kongresmedlem overraskende lidt politisk arbejde.

Det har været en offentlig hemmelighed i mange år, at politikerne bruger flere timer om dagen på såkaldt fundraising. Det indebærer primært at ringe til potentielle bidragsydere, hvor man forsøger at sælge sig selv som en person med indflydelse. Men fundraising dækker også over diverse arrangementer, hvor store pengemænd kan donere en check mod at få en enkelt canapé og et glas bobler til gengæld. Ja, hvis checken er af en vis kalibre, kan man sågar købe sig til en jagtweekend med Ted Cruz eller møde præsidenten. Store events med indflydelsesrige personligheder er vejen frem, hvis man vil lokke penge op af lommen på lobbyister og interessegrupper.

Det er der intet forgjort i. Det forventes faktisk fra højere sted. Få dage efter valget i 2012 var række af de nye demokratiske kongresmedlemmer til orienteringsmøde hos DCCC – Democratic Congressional Campaign Committee. Ifølge Huffington Post blev de her præsenteret for partiets forventninger til dem. DCCC skitserede en arbejdsdag til at vare 10 timer – hvoraf kun tre-fire timer ville gå med reelt politiske arbejde. Man opfordrede de nye politikere til dagligt at bruge fire timer på at ringe fra kontorer rundt om i Washington. Det er nemlig ikke tilladt at indsamle penge på selve Capitol Hill. Politikerne haster med andre ord væk fra deres offentlige kontorer og lovgivningsarbejdet for at sidde i nærliggende lokaler lejet af DNC og RNC. Som sild i en tønde, ringer de penge hjem – og suger samtidig enorme mængder produktivitet ud af Kongressen.

Lad os tage en politiker som Garcia som eksempel. Han er typisk i Washington fra tirsdag til torsdag. Han skal ifølge dokumentet bruge to timer på reelt lovgivende arbejde i salen, en til to timer på at tale med vælgere, en time på såkaldt strategisk arbejde med fundraising og pressehåndtering og fire timer ved telefonen.

For penge er vejen frem. Det køber adgang til reklamer, tv-spots og giver politikerne mulighed for at markere sig og hyre flere medarbejdere.

Men fire timer ved telefoner er også fire timer væk fra den politiske arena. Det er fire timer, hvor politikeren tænker på at blive genvalgt for igen at få en valgperiode, hvor halvdelen af tiden går med at tænke på at blive genvalgt. En hovedrystende spiral er sat i sving.

Ingen er undtaget
Der er forskel på, hvor nødvendige penge er for at blive genvalgt. Hvis valget tegner til at blive en gyser, bliver kampagnerne ofte dyrere. Det er eksempelvis tilfældet for Joe Garcia, hvis område er et klassisk svingdistrikt. Hans store indsamling kan både skræmme og inspirere potentielle modstandere.

I grove træk kan man sige, at jo flere penge en modstander udefra bruger, jo flere penge er den siddende politiker også nødt til at bruge. Hvis modstanderen køber massevis af reklamer og tv-spots, er den siddende politiker afhængig af at markere sig. For hvem ønsker at vågne op dagen efter et nederlag og indse, at der var masser af penge tilbage på kontoen?

Generelt har kongresmedlemmerne en stor fordel sammenlignet med kandidater, der udfordrer dem. De har allerede et helt menageri af medarbejdere, kontorer og kontakter i det politiske miljø. De kan referere til positioner i diverse udvalg og på den måde kapre interesserer.

Det ved de også i partitoppen, der naturligvis bruger både kræfter og penge på at sikre sig valg og genvalg. Hvor det for den enkelte politiker handler om en enkel plads i Kongressen, er ledelsen af de to partier mere optaget af, hvordan det store puslespil går op i sidste ende. Om partiet har flertal i et eller to af kamrene.

Det er det såkaldte Frontline-program et eksempel på. Programmet er dannet af DCCC i samarbejde med 26 kongresmedlemmer. Fælles for disse 26 politikere er, at de alle står foran en tæt valgkamp i 2014, hvor der virkelig er behov for penge. Med Frontline-programmet får de hjælp fra partiorganisationen, men forpligter sig også til selv at gøre en ekstra indsats.

Men det store fokus på penge er ikke kun et tema for de særligt udsatte politikere. Selv de kongresmedlemmer, der sidder sikkert og ikke skal bekymre sig om at blive genvalgt, bruger en stor del af tiden på at ringe til bidragsydere. Det forventes nemlig, at medlemmerne i partierne internt hjælper hinanden.

Samtidig står vi på tærsklen til en helt ny æra, når det kommer til finansiering af valgkampe. Siden Citizens United-afgørelsen i 2010 er en række begrænsninger, der før var for organisationer, fagforeninger og virksomheder for at bidrage økonomisk til politiske kampagner, forsvundet. De kan nu i al hemmelighed bruge ubegrænsede midler på kandidaters kampagner – så længe det ikke sker i koordinering med den politiker, de støtter. Det betyder også, at kandidater udefra nu pludselig kan overraske ved at have en pengetung organisation eller en såkaldt Super Pac i ryggen. Det rokker ved magtbalance og de siddende politikeres sikkerhed.

Joe Garcia forventer at blive genvalgt. Men det får ham næppe til at sætte tempoet ned. For at være god til at samle penge, er noget, ledelsen af partierne vægter højt og bemærker. Det kaster forfremmelser af sig – såsom gode positioner i Kongressens mest betydningsfulde udvalg. Det giver igen gode kontakter til de store pengemænd, hvor Garcia så kan udnytte sit talent for fundraising endnu mere.

Og sådan fortsætter ringen ellers – år efter år, valg efter valg. For penge er magt – og magt er penge.