Med udgangspunkt i en succesfuld karriere i det amerikanske retssystem har den demokratiske senator fra Californien Kamala Harris gjort juridisk retfærdighed til en mærkesag i sin kampagne for at blive det demokratiske partis præsidentkandidat i 2020. Det kan dog vise sig at være et farligt træk, da sager fra hendes juridiske fortid allerede nu vækker kritiske røster i USA.
‘Kamala Harris for the people.’ Sådan lyder den populære californiske senators slogan i kampen om at blive demokraternes præsidentkandidat i 2020. Foruden dets fængende karakter er sloganet også en direkte henvisning til Kamala Harris’ fortid som jurist. Når hun i kraft af sit virke som offentlig anklager har ført sager på vegne af borgerne i Californien, har hun indledt hvert eneste retsmøde med bemærkningen ‘Kamala Harris for the people,’ Kamala Harris for folket. Nu søger hun at blive mere end blot de californiske borgeres juridiske fortaler — hun vil være hele det amerikanske folks advokat.
Spørgsmålet er dog, om det er en god idé, at Harris sætter sin juridiske karriere i centrum for sin valgkamp. For selvom det uden tvivl kan være klogt at fremhæve en fortid som folkevalgt offentlig anklager, når man er forholdsvis ‘grøn’ i nationalpolitisk øjemed, så tyder reaktioner i USA allerede nu på, at hun kan have givet sine modstandere et værdifuldt våben ved at fremhæve sin juridiske fortid. Her er der nemlig flere sager, der kan give Harris forklaringsproblemer, når hun om kort tid skal møde sine politiske modstandere i valgkampen.
‘Smart on Crime’ eller ‘Smart on Career’?
I perioden 2004-2017 fungerede Harris som folkevalgt offentlig anklager i forskellige positioner i delstaten Californien. Senest, fra 2011 til 2017, har hun haft embedet som delstatens attorney general, altså Californiens justitsminister. I den periode har hun haft kæmpe indflydelse på den største amerikanske delstats retssystem, mens hun sideløbende har tilegnet sig værdifuld politisk erfaring. Under mantraet ‘smart on crime’ (i modsætning til den gængse politiske frase ‘tough on crime’) gennemførte hun en række reformer og rehabiliteringsinitiativer i sin tid i Californien. Hun sikrede blandt andet, at politibetjente skulle gennemføre obligatoriske kurser om racerelaterede fordomme, og hun etablerede et omfattende program, der havde til formål at rehabilitere ikkevoldelige kriminelle ved at garantere støtte til terapi-forløb og jobsøgning efter domsafsoning.
Det lyder alt sammen meget godt og ikke mindst brugbart i en valgkamp. Problemet er dog, at Harris’ fortælling om sit virke som en progressiv offentlig anklager muligvis er skåret for skarpt. Hun har uden tvivl været ‘smart on crime’ i flere tilfælde i sin juridiske karriere, men samtidig har hun også vaklet i sin progressive tilgang til retssystemet gentagende gange. Derfor kan det se ud som om, at Harris til tider har haft større fokus på sin fremtidige karriere som politiker på nationalt niveau, end at agere folkets progressive advokat for Californiens borgere.
Tøvende holdninger og manglende handlinger
Det er i hvert fald konklusionen, hvis man spørger juraprofessor Lara Bazelon, der i januar skrev et indlæg i avisen New York Times, hvori hun kritiserer Harris’ udlægning af sig selv som en progressiv attorney general;
“Time after time, when progressives urged her to embrace criminal justice reforms as district attorney and then the state’s attorney general, Ms. Harris opposed them or stayed silent.”
I kronikken fremhæver Bazelon blandt andet Harris’ engagement i opretholdelsen af tvivlsomme domme, hendes manglende støtte til et lovforslag, der ville mindske antallet af domme for såkaldte ‘low-level’ lovovertrædelser, samt hendes villighed til at søge dødsstraffen for tiltalte i mordsager. Ifølge Bazelon er det tydelige eksempler på Harris’ fokus på sin fremtidige politiske karriere frem for egentlige progressive reformer i det californiske retssystem.
Ved en nærmere granskning af Harris’ karriere som offentlig anklager og attorney general dukker der da også en del tvivlsomme sager op — eller i hvert fald sager, der taler for en vis passivitet og mangel på kontinuitet fra Harris’ side. Hun var blandt andet ikke villig til at kræve ens standarder i Californien i forhold til kropskameraer på politibetjente, men udtalte i stedet, at selvom hun støttede initiativet, så måtte det være op til de enkelte politikredse, at vurdere behovet og metoden for en eventuel implementering. I forhold til dødsstraf viser flere eksempler, at Harris ikke umiddelbart er fortaler for denne form for afstraffelse. Det viste hun for eksempel som distriktsanklager i 2004, da hun ikke anmodede om dødstraf til en tiltalt politimorder, og i hendes valgkampe til embedet som attorney general, hvor hun udtalte sig imod dødsstraffen. Alligevel har hun flere gange siden anmodet om dødsstraf i en række mordsager. Der er et væld af lignende eksempler, hvor Harris’ passivitet og manglende kontinuitet vækker opsigt i forhold til senatorens egen udlægning af sin tid som offentlig anklager.
Endeligt så kaster en stor sag om manglende offentliggørelse af informationer i en række retssager skygger over Harris’ beskrivelse af sig selv som progressiv. Mere end 600 sager måtte afvises, fordi hendes justitsministerium ikke havde oplyst forsvarsadvokater om en laborant, der havde stjålet dele af narkotikaprøver til eget forbrug. Som øverste chef var det Harris’ ansvar, at informationerne blev givet til forsvarerne i sager, hvor laboranten havde været i berøring med de tekniske beviser. Den sag bliver uden tvivl svær at sælge i samspil med Harris’ progressive løfter om at rydde op i et forældet og bureaukratisk amerikansk retssystem.
Mangel på kontinuitet kan koste dyrt
Der tegner sig altså et billede af en offentlig anklager, der, på trods af en imponerende juridisk karriere, ikke har været kontinuerlig i sine handlinger, og som ikke altid har haft fuldstændigt styr på sine medarbejdere og holdninger. Og det kan vise sig at blive særdeles dyrt for Harris i den kommende valgkamp. Her vil politiske modstandere, både demokrater under primærvalgkampen og republikanere i en eventuel præsidentvalgkamp med Harris som kandidat, uden tvivl gå hårdt til hendes fortid som attorney general.
Der garanti for, at Harris vil skulle svare på utallige og gentagende spørgsmål om hendes divergerende holdninger og handlinger som offentlig anklager — ikke blot fordi Harris selv har valgt at fremhæve sin fortid som jurist, men også fordi spørgsmålet om det føderale juridiske system og højesteretten i USA uden tvivl bliver centrale emner i den kommende valgkamp. Det så vi allerede i 2016, hvor spørgsmålet om en ny højesteretsdommer blev et dominerende valgemne, der ifølge meningsmålingerne var afgørende for, hvor mange amerikanere satte deres kryds.
På det grundlag er Harris’ fortid som offentlig anklager og attorney general bestemt ikke en udtalt fordel for den californiske senator. Det er dog stadig et af de stærkeste kort hun har på hånden. Med udgangspunkt i fortællingen om den lige dele afro- og indisk-amerikanske kvinde, der blev justitsminister i den største delstat i USA, vil hun uden tvivl nå langt. Hvis hun samtidig omgiver sig med dygtige rådgivere, der formår at fremhæve de mange progressive tiltag, hun rent faktisk gennemførte som attorney general i Californien, står Kamala Harris stadig som et af de bedste bud på en demokratisk præsidentkandidat på nuværende tidspunkt.
Det bliver dog spændende at se, om Harris for alvor kan afspores i de juridiske debatter, hvor hendes tid som attorney general er et oplagt taktisk mål for politiske modstandere. Det vil uden tvivl øge deres chancer for at slå Harris, hvis de kan mindske hendes juridiske succeser for rullende kameraer. Derfor står Harris over for en svær opgave, når hun i den kommende tid skal forsvare sin selvudnævnte position som folkets advokat. Her kan det vise sig, at Harris-kampagnens fokus på senatorens juridiske fortid ikke nødvendigvis vil være en fordel, når den skal granskes af den samvittighedsløse amerikanske valgmaskine.
You must be logged in to post a comment Login