“Folk ved ikke, hvad de vil have, før vi viser dem det”

Godt fire år efter hans død, er Apple-stifter Steve Jobs nok en gang i verdens søgelys. Denne gang på grund af storfilmen om hans liv, der i al sin særprægethed kom til at blive et af de stærkeste symboler på den amerikanske drøm

Torsdag den 6. oktober 2011 sad jeg på en café i hjertet af Amsterdam og drak en kop morgenkaffe inden jeg skulle mødes med min daværende chefredaktør til planlægningsmøde. Som så mange andre steder, var der trådløst wifi på Coffee Company, så jeg brugte lejligheden på at læse et par nyheder på mobilen.
Samtlige medier var gået i breaking. Alle under samme overskrift:
‘Steve Jobs er død’.

I en alder af blot 56 år var manden, der havde opfundet den telefon, jeg nu sad og læste nyheder på, død af kræft. Jeg kiggede rundt i cafeen og kunne konstatere, at jeg langt fra var den eneste, der havde ladet mig friste af et af Jobs’ produkter. Faktisk vil jeg vove påstanden, at der nok i snit var mere end ét Apple-produkt per person. Hvad end det så var iPhones, enten i nyere eller ældre model end min egen, iPads, Mac-computere eller iPods. Med andre ord: Selv på denne lille café i Amsterdam, ni tidszoner væk fra Californien, hvor Jobs mange år tidligere havde grundlagt Apple, havde Jobs’ arbejde sat sit præg.

Jeg var ikke blandt Apple-pionererne og kom vel nok også lidt med på holdet af omveje. Det startede med at jeg efter mange års loyalitet over for min mp3-afspiller, måtte sande at en iPod var smartere. Siden hen opstod samme erkendelse omkring mobiltelefonen, som blev skiftet ud med en iPhone og minsandten om jeg ikke også fik en iPad som en del af indboet. Den gang – og så mange år er det trods alt ikke siden – var det teknologiske revolutioner. I dag er det allemandseje og vanskeligt at forestille sig uden. Jeg ser efterhånden mere tv på min telefon end jeg gør på mit tv. Ligesom jeg hører mere radio på min telefon end jeg gør i min radio. For slet ikke at tale om, at jeg hører mere musik på min telefon end på mit stereoanlæg. Og læser flere nyheder på min telefon end jeg gør på min computer. Sådan er jeg næppe den eneste, der har det.

I kølvandet på Jobs’ død udkom en mursten af en biografi om den afdøde Apple-stifter. Manden bag bogen var en af USA’s bedste biografi-forfattere, Walter Isaacson, der havde talt med Jobs i årene op til hans død for at kunne skrive bogen. En bog, der var blevet til på Jobs’ opfordring, og som Isaacson, efter lidt tøven, havde sagt ja til at skrive. For som Isaacson skrev i bogen, så mente han ikke helt, at Jobs passede ind i rækken af personer, han havde skrevet biografier om. Folk, som Benjamin Franklin og Albert Einstein. Jobs derimod syntes selv at han passede glimrende ind i den gruppe, og endte, som så mange andre gange i hans liv med at få det som han ville have det.

Biografien om Jobs udkom ganske kort tid efter Jobs’ død. Faktisk allerede i slutningen af samme måned, hvilket af samme grund fik folk til at søge mod diverse boghandlere for at læse om manden, der nu var ved at blive en myte.
Jeg selv var ingen undtagelse. Således blev en middelstor sum Euro vekslet til et eksemplar af efterårets mest ventede biografi i Waterstones boghandleren på hjørnet af Kalverstraat og Spui i Amsterdams shoppingkvarter. De næste par dage kædelæste jeg. For som altid, når Isaacson havde været i blækhuset, var prosaen sublim. Og manden i centrum for fortællingen, rummede en historie, der var både fascinerende og forargende, forbilledlig og frastødende.

Fascinerende, fordi det var i løbet af de knap 600 sider blev tydeligt, hvor stor betydning, Jobs havde haft for en masse af vores teknologiske vaner gennem årene.
Forargende, fordi det undervejs blev klart, at Jobs måde at bedrive ledelse i bedste fald kan betegnes som værende diskutabel.
Forbilledlig, fordi historien om Jobs og Apple, der blev grundlagt i en garage og siden blev et imperium, på mange måder er indbegrebet af den amerikanske drøm.
Og frastødende, fordi Isaacsons bog også kunne berette om en mand, hvis private dispositioner især i hans yngre år var hovedrystende.

Jeg kan huske, at jeg efter endt læsning sad med en meget splittet følelse. For på bundlinjen stod, at Jobs på den ene side havde udlevet den amerikanske drøm, men havde været et dumt svin gennem stort set hele processen. Derfor lød min anbefaling af bogen til venner og kolleger noget i retning af: ‘Den er spændende og bestemt værd at læse. Du bliver både inspireret og irriteret undervejs.’

Om det er samme indtryk, jeg igen kommer til at sidde med, når filmatiseringen af bogen nu rammer de danske biografer, må tiden vise. Michael Fassbender spiller rollen som Jobs. Det gør han ifølge kritikerne så godt, at han både var nomineret til en Golden Globe for bedste mandlige hovedrolle, og ligeledes er med i opløbet i samme kategori, når Oscar-statuetterne om en måneds tid skal uddeles. Et faktum, Jobs uden tvivl ville have været tilfreds med, men formentlig også forventet. Nøjagtig som han ville han formentlig også ville have forventet, at filmen ville blive en kassesucces.
Vi taler trods alt om manden, der står bag den berømte oneliner:
“People don’t know what they want until you show it to them.”

Onsdag den 20. januar kl. 18.30 er Kongressen værter for den store forpremiere på ‘Steve Jobs’ i Falkoner Biografen. Du kan købe billetter via linket her:
Køb billetter til ‘Steve Jobs’ her