Følelser og fakta

Donald Trump og hans team fortsætter stilen fra valgkampen med at fakta er noget, man kan diskutere. Det er bekymrende, men bliver formentlig tendensen den kommende tid

WASHINGTON D.C.: “Hvorfor er der så mange europæere, der godt kan lide Obama?”
De to Trump-tilhængere, der sad på bænken foran mig på Hofstra University en sensommeraften i 2016, få timer før den første tv-debat mellem Clinton og Trump skulle begynde.
“Der er mange, der er glade for, at han tager klimaspørgsmålet alvorligt. Blandt andet med COP21-aftalen i Paris,” svarede jeg.
De kiggede undrende på mig. Den ene rystede så lidt på hovedet og sagde så:
“Yeah… You know… This whole theory about climate change… I don’t really believe in it…”
Nu var det min tur til at kigge undrende.
“Men klimaforandringer er ikke noget, man tror på. Det er et faktum. I hvert fald ifølge langt de fleste forskere rundt om på kloden.”
De rystede lidt på hovederne, begge to.

Episoden her var langt fra enestående undervejs i valgkampen. Oplevelsen af, at fakta blev noget, man kunne diskutere. Både jeg og flere af mine kolleger har undervejs prøvet at tale med folk om arbejdsløshed.
“Der er massiv arbejdsløshed, på grund af Obama!” er en af de påstande, der er blevet fremsat en del gange det forgangne års tid.
Det er ikke rigtigt. Der er faktisk ret lav arbejdsløshed i USA. Om det så er på grund af Obama eller andre faktorer, det kan man så diskutere. Men at der er lav arbejdsløshed, bør ikke kunne diskuteres. Det er et faktum.
Ikke desto mindre har jeg flere gange fået spørgsmålet:
“Hvor ved du det fra?” når jeg har sagt, at ledigheden har været omkring fem procent.
“Fra Bureau of Labor Statistics,” har jeg svaret.
Men ofte har det ikke været tilstrækkeligt til at lukke diskussionen om fakta.
Tværtimod kan jeg stadig huske en lidt ældre mand, jeg talte med i begyndelsen af efteråret i Rustbæltet, der gik kontra med meldingen:
“Jeg føler mere, at det er i retning af 11 procent!”
Igen blev fakta noget, man kunne diskutere, og det kom i stedet til at handle om, hvad man havde følelsen af, var realiteter.

Jeg har været journalist i ganske mange år snart, og dækket både amerikansk, dansk, australsk og hollandsk politik. Og ja, i en politisk debat er der forskellige måder at frame en situation, og forskellige måder at se på begivenheder og tematikker. Men fakta er nu engang fakta. Vi behøver ikke diskutere, at to og to er fire. Det er et faktum. Og derfor fuldstændig nytteløst at diskutere.

Den omstændighed er der imidlertid blevet rokket ganske gevaldigt ved undervejs i den forgangne valgkamp. Og her, et par dage inde i Trumps præsidentembede, står det nu klart, at den stil fortsætter.

Som tidligere omtalt her på Kongressen.com, var der lagt op til folkefest her i Washington D.C. i fredags. Den nye præsident skulle fejres. Men fremmødet var noget tyndbenet. Cirka 250.000 mennesker var på plads på The Mall, da Trump formelt set blev taget i ed som Amerikas præsident nummer 45.

Bevares, 250.000 er da bestemt mange mennesker. Men når forgængeren, Barack Obama, arbejdede med syvcifrede tal både i 2009 og 2013, så ser det ikke helt så godt ud som det kunne.

Enhver, der var til stede på The Mall i fredags kunne se, at fremmødet var beskedent. Og det handler ikke om, hvem man holder med politisk. Det handler om fakta. Og der var bare ikke lige så mange til Trumps indsættelse som der var til Obamas. Punktum.

Eller så alligevel ikke punktum, viste det sig. For da Trump i lørdags, på sit første officielle besøg som præsident, var forbi CIA’s hovedkontor i Langley, Virginia, skældte han, som så ofte før ud på medierne. For hvad bildte de sig ind at skrive at der ikke var ret mange mennesker til hans indsættelse?
“Det føltes som om der var halvanden million mennesker, da jeg stod oppe på talerstolen og kiggede rundt,” lod Trump forstå.
Igen bliver fakta tilsidesat til fordel for følelser. Der var kun 250.000, men det føltes som flere. Det kan meget vel være, at det var den oplevelse, den nye præsident havde, men det bliver tallet altså ikke større af.

Den nye pressetalsmand i Det Hvide Hus, Sean Spicer, gentog sin chefs budskab, da han for første gang mødte pressen i weekenden. Den første rigtige pressebriefing var først planlagt til mandag, men Spicer valgte at kigge forbi om lørdagen for at aflevere en kort opsang til pressen om, at indsættelsen af Trump havde været historisk stor. Punktum!

Og da kritikken straks derefter haglede ned over Spicer, gik Trumps rådgiver og chef for hans valgkamp, Kellyanne Conway på NBC og lod over for Chuck Todd forstå, at det Spicer havde præsenteret, var alternative fakta. Bare lige for god ordens skyld: Det er der ikke noget, der hedder. Heller ikke selv om Kellyanne Conway siger det.

Forestil dig, at få din blækregning tilbage med et hav af røde streger, hvorpå du siger til læreren:
“Det er ikke forkert. Det er bare alternative fakta.”
Enough said.

Det er i sandhed nye tider i amerikansk politik. Og når den nye præsident og hans stab fastholder, at fakta er noget man kan diskutere, så venter der en yderst vigtig opgave for pressen i at fastholde fakta. Og fastholde, at der ikke er noget, der hedder alternative fakta. Uanset om præsidenten, talsmanden eller Kellyanne Conway siger det.