FN er endt som USA’s nyttige idiot i Syrien

FN blev grundlagt på baggrund af 2. Verdenskrigs ufattelige ødelæggelser. Idéen var nobel, ganske som FN’s forgænger, Folkeforbundet, var en nobel tanke. Men i dag er FN præget af stormagtssituationen som den så ud umiddelbart efter 2. Verdenskrig, og har gang på gang vist sig ineffektivt som konsekvens af strukturen. USA er bestemt ikke et mønsterbarn når det kommer til samarbejdet i FN.

PENTAGON-FOKUS: Syrien har præget overskrifterne i verdens medier i de sidste 2 år, som borgerkrigen i landet har varet. Men Vesten har forholdt sig meget passivt i forhold til konflikten, mens Kina og Rusland mere eller mindre indirekte har støttet Assads regime i Syrien.
Situationen i Syrien har, ud over at blive udstillingsvindue for regionens etniske og politiske konflikter, fuldstændigt udstillet FN’s manglende kapacitet til at influere mærkbart i konflikter som Syrien, når stormagterne stiller sig på hver deres side af spørgsmålet. Samtidig har konflikten vist hvordan USA har brugt FN som det har passet ind i stormagtens spil.

USA ville ikke ind i Syrien
Den situation som USA står i rent økonomisk og politisk har gjort at Obama-administrationen ikke har haft nogen interesse i at intervenere i konflikten i Syrien. Til det formål har FN været et godt instrument for Obama-administrationen. Under hele forløbet, indtil det nylige kemiske angreb i Syrien, har Obama-administrationen understreget vigtigheden af at FN skulle være det primære instrument for eventuel intervention i Syrien. Dette gjorde man velvidende at dette spor med størst sandsynlighed ikke ville føre til noget konkret initiativ om intervention eller stop af konflikten. Hvorfor har det været så sikkert? Rusland har traditionelt været en god ven af Assad regimet i Syrien, og har da også støttet op om regimet i FN. Derfor står man overfor den klassiske stormagtsproblematik med permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd på hver deres side af en problematik, og dermed med mulighed for at nedlægge veto mod hinandens initiativer. Desuden var Kina og Rusland stærkt utilfredse med den brede fortolkning som Vesten tog på den FN resolution som blev lavet i Libyen, og som Vesten fortolkede helt over til sanktionering af regimeskifte.

I denne sammenhæng har det nok været til Obamas store glæde, at FN ikke har kunnet blive enigt. Det sidste man har haft lyst til fra amerikansk side har været at blive inddraget i en ny mellemøstlig storkonflikt, og konflikten med Rusland i FN’s Sikkerhedsråd har været en nyttig undskyldning for Obama-administrationen i sine bestræbelser på at holde sig ude af Syrien. Man har kunnet læne sig tilbage og henvise til at FN ikke vil sanktionere intervention i Syrien og derfor kunne man ikke gøre noget – et dække som gjorde at USA så ud som om man fulgte den legitime vej i modsætning til Bush-administrationens egenrådige politik. I virkeligheden har det været lige så meget et nyttigt dække for USA’s passivitet.

Obama malet op i en krog
I slutningen af august måned ændrede USA’s og Vestens prioriteter dog. Efter at man så beviser på et kemisk angreb i Syrien, begyndte krigstrommerne at tromme voldsomt i vestlige hovedstæder. Ifølge Udenrigsminister John Kerry har USA klare beviser for at det er det syriske regime og man var derfor villige til at gå udenom FN’s Sikkerhedsråd og påbegynde begrænsede operationer for at straffe det syriske regime for dets brug af kemiske våben mod sin egen befolkning.
På grund af de klare beviser har Obama-administrationen været nødsaget til at reagere på sagen, da Obama tidligere har udråbt brugen af kemiske våben som en ”rød streg” som Assad ikke skulle overtræde. Den streg har Assad nu angiveligt overtrådt, og Obama-administrationen er derfor nødt til at reagere for at beholde sin troværdighed.
Derfor har krigstrommerne trommet hårdt de seneste uger, hvor truslen om militære angreb mod Assad regimet har ligget i luften. Det har dog svinget meget hvad folk har forventet af et militært angreb. Nogen har haft den helt urealistiske forventning at angrebet skulle være direkte sigtet mod et regimeskifte i Syrien, andre har set det som en mulighed for at yde taktisk luftstøtte til de syriske oprørere.

Hvad der virker mest realistisk er et begrænset angreb mod Assads kemiske lagre, eller kommandofaciliteter for at sende et signal til regimet i Damaskus. For det er højst sandsynligt alt hvad det bliver til – et signal. De vestlige lande har ikke mulighed for at engagere sig i regimeskifte og landtropper på jorden, men man er blevet malet op i et hjørne af Obamas udtalelser om ”den røde streg” og derfor er man nødt til at gøre noget. Groft sagt, USA kan ikke komme ud af det her uden at smide nogle krydsermissiler.
Men her ser vi altså den klassiske situation, hvor et af de fem permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd ikke er tilfredse med den løsning eller mangel på samme som kommer ud af FN sporet. Som konsekvens af dette vælger stormagten at intervenere udenom FN.

Ambivalent forhold
USA har generelt haft et ambivalent forhold til FN, og generelt brugt FN som det har passet den siddende administration.
Hvis man har ønsket international legitimitet har man pludseligt været interesseret i FN’s mening. Et FN mandat har nemlig generelt kunnet hjælpe på skabelsen af koalitioner. Hvis man til gengæld har ment at man har haft ret, så har FN i bund og grund kunnet mene hvad det skulle være, USA skulle nok få gjort hvad USA ville have.
FN’s centrale problemstilling er at den idealisme som FN er bygget på, ikke er kompatibel med den stræben efter at sikre nationale interesser som til tider præger stormagtspolitik. I stedet for de noble og idealistiske idealer som burde være en definerende faktor i stormagternes gøren og laden i henhold til de grundlæggende tanker bag FN, så er det nationale egeninteresser som definerer stormagternes handlinger. Hvis det passer stormagterne at gå gennem FN, så søger man en afgørelse i det regi, og hvis den afgørelse ikke er hvad man ønskede, eller der slet ikke kommer en afgørelse, så går man udenom FN og søger en koalition af villige nationer til at gennemføre operationer.
Sådan har USA brugt FN til at dække sig ind og give legitimitet til eventuelle operationer som USA måtte ønske at gennemføre i en given situation.

Dermed er det idealistiske projekt som blev skabt efter 2. Verdenskrig blevet til en institution som ikke bruges til andet end legitimere stormagternes gøren og laden, mere end den regulerende institution som det var tænkt som.

Læs også Philip Chr. Ulrichs ‘Pentagon-fokus’ fra juni om, hvorfor Obama ikke skulle nyde noget af Syrien her:
http://www.kongressen.com/?p=2324