Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Feature

Flere udenrigspolitiske sværvægtere i forgæves angreb på Trump

Det er vist efterhånden ingen overraskelse, at der ulmer en frustration i det udenrigspolitiske establishment i det republikanske parti. I den seneste uge har vi set to nye navne blive tilføjet til listen af kritikere af Trump og hans udenrigspolitiske linje – den ene dog ufrivilligt. Robert Gates og Colin Powell har begge kritiseret Trump og kaldt ham uegnet til at tjene som præsident. Vil det flytte noget? Nej. For angreb fra personer som Gates og Powell bekræfter blot Trumps støtter i, at han må have ret.

Der har været en del offentliggørelser af hackede e-mails hen over sommeren. Den seneste amerikanske politiker, som har været udsat for dette er tidligere udenrigsminister og forsvarschef, republikaneren Colin Powell. På en hjemmeside kaldet DCLeaks, er e-mails som strækker sig over ca. to år blevet offentliggjort. Hjemmesiden Threatconnect.com har vurderet at DCLeaks har tråde tilbage til de russiske sikkerhedstjenester.

Fra disse e-mails fremgår det med al ønskelig tydelighed, at Powell hører til blandt den lange række af udenrigspolitiske sværvægtere i det republikanske parti, som ikke ønsker Trump i det Hvide Hus. Ikke at han er ubetinget begejstret for Clinton heller.

Fredag meldte endnu en republikansk sværvægter sig så også ind i debatten. Tidligere forsvarsminister og CIA-direktør Robert Gates havde skrevet en kronik til avisen The Wall Street Journal. Budskabet var klart. Trump er ikke egnet til at blive præsident. Heller ikke Gates var dog begejstret for Clinton.

Det er dog ikke fordi, de to herrers meninger kommer til at få vælgere til at flygte fra Trump. I det nuværende politiske klima vil ræsonnementet blive, at når så store navne fra ”the establishment” som Powell og Gates på den måde går til angreb på Trump, så bekræfter det at Trump må have fat i noget. Noget som også bliver bekræftet, når man ser i kommentarspor på Facebook, hvor Trump-støtter mener at Gates har tabt sutten med sit angreb på Trump. Det gælder sådan set også kommentarspor på danske medier.

Trump er da også allerede gået i clinch med Gates over fredagens kronik, mens Powell har fået en bredside fra Trumps yndlingsgeneral Michael Flynn.

Hårde ord fra Powell
I sine e-mails udtrykker Powell en klar kritik af Trump, og kalder ham en ”national skændsel”, og skriver at Trump ved at så tvivl om at Obama var født i USA, stod i spidsen for en ”racistisk bevægelse”. Hårde ord fra Powell som ellers har forholdt sig stille i den offentlige debat – men altså ikke på skrift lader det til.

Det er dog ikke kun Trump, som får hårde ord med på vejen i Powells e-mails. Trumps primære militære rådgiver, pensionerede generalløjtnant Michael Flynn får også hak fra den tidligere forsvarschef og udenrigsminister. I mindst en e-mail som The Washington Post refererer til kalder Powell den pensionerede generalløjtnant for en idiot. I flere andre e-mails skriver Powell om de mange rygter som omgærder Flynns afgang fra Defense Intelligence Agency i 2014. Blandt de rygter som Powell refererer er at Flynn var ”Abusive with staff, didn’t listen, worked against policy, bad management, etc.” Siden hans afgang konkluderer Powell at Flynn har været “right-wing nutty”. Hårde ord fra Powell.

Flynn har valgt at tage til genmæle og overfor Fox News siger han: ”What I say publicly is what I say in my private email communications. I don’t screw around like that because I was taught as a young kid by my father to treat others like you like to be treated.”

Flynn skyder da også med skarpt efter Powell, og kalder hans e-mails for et desperate forsøg på at genvinde noget troværdighed efter han var en central aktør at få USA ind i Irak i 2003.

Der er altså virkelig dårlig stemning mellem de to tidligere officerer, men diskussionen er sandsynligvis ikke nok til at få Powell til at bekende kulør og støtte Clinton lige foreløbigt. Hun får nemlig også meget kritiske ord med på vejen. Blandt andet skriver Powell, at “Everything HRC touches she kind of screws up with hubris.”

Der har også hersket dårlig stemning mellem Powell og Clinton-kampagnen efter de prøvede at skyde noget af skylden for Clintons e-mail skandale over på Powell ved at sige, at han havde anbefalet hende at bruge sin private e-mailkonto. Det har irriteret Powell grænseløst, at Clinton-kampagnen på den måde har søgt at trække ham med i historien for at få en republikaner man kunne gemme sig lidt bag.

Gates til angreb
I fredagens udgave af The Wall Street Journal kunne man så se endnu en republikansk sværvægter melde sig under fanerne af kritikere af Trump. Manden som da han var forsvarsminister var kendt for at være afdæmpet og kølig overfor politiske modstandere og til alle kongreshøringer, føjer endnu et kapitel til fortællingen om en helt anderledes åbenmundet pensioneret forsvarsminister.

Den meget hårde tone som Gates lagde for dagen i sine erindringer ”Duty”, hvor han kom med sønderlemmende kritik af præsident Obamas politik overfor især Irak og Libyen, ser vi endnu en gang i fredagens kronik.

I kronikken går Gates ganske vist efter begge kandidater, men sine mest spydige angreb gemmer han til Trump. Den republikanske kandidat er ”beyond repair” og ”in a league of his own” ifølge Gates. Karakteristikken af Trump er klar: ”stubbornly uninformed about the world and how to lead our country and government, and temperamentally unsuited to lead our men and women in uniform. He is unqualified and unfit to be commander-in-chief.” Trump som præsident vil være en trussel: ”A thin-skinned, temperamental, shoot-from-the-hip and lip, uninformed commander-in-chief is too great a risk for America”

I vanlig stil har disse bredsider mod Trump selvfølgelig resulteret i markante udtalelser den anden vej også. I et tweet lørdag morgen kom Trump med et forholdsvis afdæmpet svar: ” I never met former Defense Secretary Robert Gates. He knows nothing about me. But look at the results under his guidance – a total disaster!”

Det blev dog ikke ved den respons. Ved et vælgermøde i Colorado blev det mere personligt. Her kaldte Trump den tidligere forsvarsminister for ”a nasty guy” og fulgte derefter op med at gå helt åbenlyst efter manden og ikke bolden, da han udtalte at Gates ” probably has a problem we don’t know about.”

Kontroversen med Gates og Powell på den ene side og Trump-kampagnen på den anden vil som sagt sandsynligvis ikke få nogen til at trække deres støtte til Trump. Men alligevel er situationen interessant, idet vi endnu en gang får et indblik i den dybe frustration, som hersker i det udenrigspolitiske establishment, men som bare ikke har den store effekt blandt vælgerne, trods disse personers ellers normalt store indflydelse på debatten i det republikanske parti.

Den udbredte kritik fra den udenrigspolitiske kerne i partiet gør, at man må stille spørgsmålstegn ved om Trump vil få en varig indflydelse på i hvert fald den udenrigspolitiske linje i partiet. Ved et potentielt Trump-nederlag virker det mere og mere sandsynligt, at disse personer vil skynde sig ud, og forsøge at sikre partiets udenrigspolitiske fundament, som ellers har været ret urokkeligt i mange år. Den kamp må de dog i øjeblikket kæmpe mere i det skjulte, for deres offentlige ytringer har ikke den store effekt. Hvis det opnår noget, så er det at få Trump-støtterne til at holde endnu mere fat i deres anti-establishment holdninger.

Written By

Philip Chr. Ulrich er udenrigsredaktør på Kongressen.com og har ansvaret for 'Sikkerhedsrådet'. Han er cand.mag. i amerikanske studier fra Syddansk Universitet med studieophold i Amsterdam. Han har tidligere arbejdet som fuldmægtig ved Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet, og ved Civil-Military Cooperation Centre of Excellence i Holland. Forfatter til 'I Nationens Tjeneste. David H. Petraeus og USA i krig fra Vietnam til Islamisk Stat' som udkom ved Syddansk Universitetsforlag. Desuden har han skrevet udgivelsen 'Velkommen til Trumps verden' og været redaktør på bogen 'Præsidenter - fra Washington til Trump' fra Lindhardt & Ringhof. Han har også bidraget til en række andre udgivelser og bøger om amerikansk politik og historie.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen