Flammer i USA’s baghave

For USA udgør krisen i Venezuela en geopolitisk risiko i hvad der tidligere har været kaldt ”Amerikas baghave”. Det kan få geopolitiske konsekvenser for USA’s position i regionen hvis man ikke tager situationen alvorligt. Krisen kan bringe kinesisk og russisk indflydelse tættere på USA’s grænser, og i værste fald helt udskifte amerikansk indflydelse.

USA’s latinamerikanske interesser er truet økonomisk såvel som sikkerhedspolitisk af Venezuelas gradvise kollaps. Venezuelansk råolie eksporteres hovedsageligt til olieraffinaderier i USA til forarbejdning, og USA er stadig Venezuelas største handelspartner trods landenes anspændte forhold. Siden Hugo Chávezs ”bolivarianske revolution” fra 1999, har Venezuela forsøgt at modvirke amerikansk indflydelse i regionen. Men den nuværende krise skaber nye udfordringer for Washington.

Sikkerhedspolitisk truer kinesisk og russisk indflydelse med at gøre Venezuela til en regional base og vil dermed udfordre USA’s position som primær militærmagt på den vestlige halvkugle. Efterhånden som Venezuelas afhængighed af russiske og kinesiske lån øges, vil Rusland og Kina kunne erstatte USA’s andel i Venezuelas olieindustri og dermed få afgørende magt i den regionale energipolitik. En eventuel udstationering af russiske og kinesiske styrker på venezuelansk grund, i samspil med Kinas voksende økonomiske indflydelse i Latinamerika, kan give et militært og økonomisk alternativ til regionale ledere i tilfælde af uenigheder med amerikansk politik.

En trussel ved USA’s egne grænser

Siden Nicolás Maduros magtovertagelse i kølvandet på Hugo Chávez død i 2013, er landet sunket ned i den værste økonomiske krise i regionens nyere historie. 82 % af befolkningen lever under den internationale fattigdomsgrænse og landet skylder $150 milliarder i udenrigsgæld. Årsagen til den økonomiske krise skal findes i landets afhængighed af olieindustrien. 95 % af Venezuelas eksportøkonomi er bundet op på olie og kombinationen af faldende olie priser fra 2014-17 og manglende investeringer til modernisering af det nationale olieselskab Petróleos de Venezuela, S.A., har ført til en halvering af olieeksporten siden 2000. Samtidig har Maduro igennem sin regeringsperiode centraliseret landets politiske institutioner under det siddende parti Venezuelas Forenede Socialist Parti (PSUV). Senest har krisen nået et nyt højdepunkt med genvalget af Maduro til en ny seksårig periode i et præsidentvalg præget af boycott fra oppositionens side og valgsvindel. Herudover er forholdet til USA forværret efter den amerikanske charge d’affairs Todd Robinson blev udvist d. 22. maj.

Trump-regeringen har hidtil valgt at besvare regimets anti-demokratiske adfærd og stigende overtrædelser af menneskerettighederne med en bred vifte af økonomiske sanktioner rettet mod enkeltpersoner, inklusiv Maduro selv, og landets finansielle handlemuligheder. Efter at Venezuelas oppositionsstyrede lovgivende forsamling blev erstattet af en kommission til udarbejdelse af en ny forfatning efter PSUV linje, indførte USA sanktioner som helt forbyder landet at anvende det amerikanske finansielle system, og optage mere gæld af den vej.

Den mest omfattende risiko for USA’s geopolitiske position er dog af en mere sikkerhedspolitisk karakter. Først og fremmest kan krisen destabilisere hele regionen politisk, eksempelvis USA’s tætteste regionale allierede Colombia. Ca. 700.000 flygtninge er strømmet over den colombianske, hvilket kræver ressourcer og fokus fra den skrøbelige fredsaftale med FARC. Men Maduro regeringen har også i høj grad tilladt narkokarteller, og terrornetværk, såsom Hezbollah og al-Qaeda, at finde fodfæste i landet, hvilket selvfølgelig bringer terrortruslen foruroligende tæt på USA’s grænser.

Ligeledes er det en risiko, at Venezuela er den største importør i Latinamerika af materiel produceret i Rusland og Kina. Venezuelansk militærpersonel uddannes også på Beijings og Moskvas militærakademier. I tilfælde af en magtovertagelse af militæret er det sandsynligt at afhængighedsforholdet kun vil forstærkes, hvilket vil give kinesiske og russiske firmaer større adgang til landets mineralressourcer, og en situation tilsvarende den i Syrien med direkte udstationering af russiske tropper og sikkerhedsudbydere på jorden er ikke utænkelig. USA’s største geostrategiske konkurrenter vil dermed have et solidt fodfæste i ”Amerikas baghave” hvorfra man bedre vil kunne påvirke de regionale politiske forhold.

Det internationale magtspil

Spillet om Venezuela og regionens fremtid er del af en større international magtkamp og den helt store joker er Kina og Ruslands rolle.

Kina har eksempelvis udvidet sin økonomiske indflydelse ved at låne Maduro mere end $60 milliarder for at holde regeringen i live og er på nuværende tidspunkt landets største kreditor. Herudover gør Kinas store økonomiske spillerum det i stand til at øge sine investeringer i den venezuelanske olieindustri, og dermed øge sin indflydelse markant på længere sigt. Rusland har været villig til at udskrive lån for til gengæld at aftage den venezuelanske råolie som ikke kan afsættes på det amerikanske marked, og Maduro har dermed fået en metode til at omgå de amerikanske sanktioner. USA skal træde varsomt med hvor højt man løfter the big stick da de sidste tilbageværende amerikanske olieselskaber i landet, primært Chevron og Halliburton, hurtigt kunne udskiftes med kinesiske og russiske selskaber.

Washingtons problem er at man kun besidder begrænsede muligheder for at påvirke situationen. Den første mulighed er fortsat udvidelse af sanktioner og i værste fald en total embargo. Men der er den risiko, at man vil gå Maduros ærinde da den økonomiske og humanitære krise hurtigt kan fremstå som et resultat af amerikansk udenrigspolitik. Derfor skal der være tale om sanktioner målrettet regimet. Den anden mulighed er at koordinere via internationale organisationer som Organization of American States og den Internationale Valutafond, med regionale aktører som Colombia og Brasilien for at lægge pres på Caracas. En sådan politik vil dog i høj grad afhænge af Maduro-regeringens villighed til at underordne sig international kontrol, hvilket præsidentvalget og udvisningen af Robinson synes at modstride.

I løbet af året har flere politikere og medlemmer af Trump-regeringen givet verbal støtte til en mere kuriøs løsning, et militærkup. I februar udtalte senator fra Florida Marco Rubio (R) på Twitter at man vil støtte ” the Armed Forces in #Venezuela if they decide to protect the people & restore democracy by removing a dictator.” D. 30. april fulgte Trumps toprådgiver for den vestlige halvkugle i det nationale sikkerhedsråd, Juan Cruz, op på Rubio ved at opfordre ”the military to respect the oath they took to perform their functions.” Udover den klare problematik der er i at politikere i verdens traditionelle forkæmper for demokrati giver støtte til et hypotetisk militærregime, ville det også gå imod USA’s geopolitiske interesse. Først og fremmest vil enhver støtte til et militærstyre legitimere latinamerikanske populistiske bevægelsers retorik om Amerikas imperialistiske intentioner, forstærket af koldkrigsepisoder som det CIA-ledede kup i Guatemala i 1954. Men det ville også legitimere militærstyre som regeringsform i en tid hvor lande som Kina, Rusland og Tyrkiet forsøger at omdefinere internationale normer efter mindre demokratiske principper.

Washington står altså i en penibel situation mellem at skulle bibeholde sine traditionelle geopolitiske interesser i regionen, men samtidig en krise der kun synes at destabilisere regionen mere for hver dag der går. Washingtons bedste mulighed ville være at presse regimet i Caracas med en kombination af (1) målrettede økonomiske sanktioner der undgår at fordybe den humanitære krise, (2) en regional koalition i samarbejde internationale institutioner, og (3) ved at give en håndsrækning til de mere moderate elementer af PSUV for at afskære Maduro støtte fra hans bagland. At presse styret til at opretholde demokratiske normer ville være den mindst risikable løsning for USA politisk, økonomisk, og moralsk for at ændre situationen i landet og beskytte sin legitimitet i regionen.