At aflytte eller ikke at aflytte, det er spørgsmålet for præsident Trump i disse dage. Samtidig har han fremlagt budgetforslag og Republikanerne slås om sundhed på Capitol Hill. Stine Kromann Dragsted og Anders Agner ser i denne udgave af Fireside Chats tilbage på en dramatisk uge i amerikansk politik
I må forstå, at det præsidenten siger, ikke er det præsidenten mener. Så når han siger aflytning, så mener han som sådan ikke aflytning. Nogenlunde så særpræget var budskabet fra Trumps pressechef, Sean Spicer, da han i denne uge skulle prøve at padle i land efter sin chefs anklager om, at forgængeren, præsident Obama, skulle have aflyttet Trump under slutningen af valgkampen.
Endnu har Trump til gode at fremlægge noget, der kunne bare tilnærmelsesvis ligne beviser for sin påstand, hvilket har givet anledning til massiv kritik, også internt i det republikanske parti.
I det hele taget har det ikke været nogen god uge for præsident Trump. Hans nye indrejsedekret er blevet bremset af flere føderale dommere, Republikanerne kan ikke rigtig enes om, hvad de skal gøre med Obamacare og sidst men ikke mindst, så har Trumps budgetforslag sendt chokbølger gennem Washington D.C.
Stine Kromann Dragsted og Anders Agner ser i denne uges udgave af Fireside Chats tilbage på en mildest talt besværlig uge for Donald Trump. For efter knap to måneder på posten, er der fortsat ikke meget, der går præsidentens vej. Tværtimod.
You must be logged in to post a comment Login