Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Feature

Fem USA-bøger til juleferien

Julen står for døren og traditionen tro giver Kongressen.com dig her en række litterære anbefalinger til juledagene.

Ingen jul uden traditioner. Hjemme hos os er en af de traditioner, jeg holder mest af ved juleferien, når min bedre halvdel og jeg, sammen med vores to børn, laver læse camp med nogle af de nye bøger, vi hver især har fået i julegave. Der er nu noget særligt ved at sætte sig godt til rette i enten sofaen eller lænestolen med en god bog og ellers bare nyde at man har tid til at sidde og læse flere timer i træk, hvis man har lyst.
Jeg er sikker på, at I kender følelsen. Skulle nogen af jer have lyst til at læse lidt amerikansk litteratur, følger der her en håndfuld anbefalinger.

Barack Obama – Et Forjættet Land
Helt som ventet er erindringsbogen fra USA’s 44. præsident blevet revet ned af hylderne og ligner lige nu et af de sikreste litterære julegavehit i år. Og med grund. For det er en både spændende, velskrevet og tankevækkende bog, Obama har begået. Og ja, det er en længere sag, men som jeg i sin tid skrev i min anmeldelse af bogen, så er man i godt litterært selskab med manden, der fra 2009-2017 stod i spidsen for Amerika.

Ernest Hemingway – Den Gamle Mand Og Havet
Nej, den er ikke ny, men den er ikke desto mindre stadig formidabel. Og så er Hemingways klassiker netop udkommet i en ny udgave på dansk, hvor både hans søn Patrick Hemingway og barnebarnet Sean Hemingway har bidraget med forord og præsentationstekster. I det hele taget er det værd at se nærmere efter Hemingway-udgivelserne fra Lindhardt & Ringhof – bøgerne er lækkert layoutet og står flot i bogreolen. Læsetid med Hemingway er aldrig spildt – tværtimod er den altid utrolig godt brugt. Også i dette tilfælde med nyudgivelsen af ‘Den Gamle Mand Og Havet’.

Joe Biden – Lov Mig
Den danske udgave af Bidens bog ‘Promise Me, Dad’ udkom i sensommeren i år og kan bestemt anbefales, hvis man gerne vil læse mere om manden, der om få uger bliver taget i ed som USA’s 46. præsident. Joe Biden skriver ærligt og rørende om tabet af sønnen Beau med al den sorg og afmagt, det medførte. Samtidig deler Biden nogle af sine overvejelser om, hvorfor han valgte ikke at stille op som kandidat i 2016 i kølvandet på sønnnes død. Bogen er knap 300 sider lang i den danske version, hvilket samtidig gør den til en noget mere overkommelig læseøvelse end der eksempelvis er tale om med erindringsbogen fra manden, Biden var vicepræsident for, nemlig Barack Obama.

Jørn Brøndal – Det Sorte USA
Det er snart fem år siden første udgave af Jørn Brøndals fremragende bog ‘Det Sorte USA’ udkom. Siden er der sket en hel del i USA, blandt andet med George Floyds død og Black Lives Matter demonstrationerne. Derfor har Brøndal på fornem vis opdateret bogen som derfor blev genudgivet i midten af efteråret 2020. Jeg har haft fornøjelsen at lave talrige radio og tv interviews sammen med Jørn Brøndal gennem årene, ligesom han var gæst i flere af POTUS udsendelserne. I min bog er Brøndal en af de bedste USA-formidlere vi har herhjemme. Han er vidende, velformuleret og vedkommende. Tre forcer, der alle skinner tydeligt igennem i hans bog om det sorte USA, som klart kan anbefales.

Torsten Jansen – Sprækker
Hvordan ser forholdet mellem USA og Danmark ud her ved udgangen af 2020 og hvilke udfordringer står relationen overfor i de kommende år? Ikke noget helt enkelt emne at tage fat på, må man sige. Ikke desto mindre er det øvelsen, Torsten Jansen med stor dygtighed kastede sig over for et par år siden. Resultatet blev bogen ‘Sprækker’, der udkom i foråret 2020. At Jansen kan sit stof er tydeligt og han trækker løbende på sin mangeårige erfaring som USA-korrespondent og siden hen diplomat på ambassaden i Washington D.C. Alt sammen disponeret på en skarp og overskuelig måde, veloplagt formidlet af en forfatter, der samtidig demonstrerer et imponerende kildemateriale undervejs i bogen.

Rigtig glædelig jul og god læselyst 🙂

Anders Agner Pedersen er chefredaktør på Kongressen.com. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og New York State University med speciale i amerikansk politik. Grundlagde Kongressen.com i 2012 og er en af landets mest benyttede USA-analytikere i både i tv og radio. Medvært på de populære podcastserier ‘POTUS’ og ‘Kennedyland’ og forfatter til flere bøger om amerikansk politik, blandt andet 'KENNEDY', 'De Største Taler' og senest 'Kampen Om Det Hvide Hus'. Skriver på en ny bog om amerikansk politik, der udkommer i 2025.

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen