FDR og JFK’s indsættelsestaler er de største

På mandag bliver Barack Obama taget i ed til sin anden embedsperiode som amerikansk præsident. Traditionen tro skal han holde en indsættelsestale, der skal skabe rammen for de kommende fire års politiske kurs. Selv om Obama er en dygtig taler, bliver det svært for ham at overgå de indsættelsestaler, som præsidenterne Roosevelt og Kennedy i sin tid leverede

Det eneste, vi har at frygte, er frygten selv. Ordene er Franklin D. Roosevelts og faldt i forbindelse med hans første indsættelsestale som præsident tilbage i 1933. Med ordene indrammede Roosevelt den alvorlige situation, USA på det tidspunkt befandt sig i. Depressionen havde drevet tusindvis af amerikanere fra hus og hjem, modløsheden bredte sig, og det var svært at se lys forenden af tunnelen. Men selv om det blev svært, måtte de ikke give op, lød det fra Roosevelt. Sammen kunne USA komme ud af krisen og bygge et stærkt amerikansk samfund.

Netop fordi det lykkedes for Roosevelt at få USA ud af krisen og få gang i det amerikanske samfund igen, er Roosevelts indsættelsestale en af de største i historien. Og det vil den blive ved med at være i mange år fremover, vurderer Kristoffer Raun Thomsen, retoriker i den politiske retorikvirksomhed Rhetorica:
”Roosevelts i 1933 er helt uomgængelig. Generelt handler indsættelsestaler om at udstikke en retning, og det, Roosevelt gør, er at sætte nogle værdier op og fortælle folk, at det her bliver hårdt. Men vi kan godt klare det. Det bliver det gennemløbende tema for, hvordan indsættelsestaler fungerer i økonomiske krisetider. Det ser vi gang på gang. Reagan gør det i 1981 blandt andet. Så Roosevelts er helt klart stor.

Ask not, what your country can do for you
En anden, og måske den mest berømte indsættelsestale af dem alle, blev holdt den 20. januar 1961 på en råkold dag i Washington D.C. Efter en lang og tæt valgkamp, havde demokraten John F. Kennedy vundet valget over Richard Nixon og stod nu i spidsen for et Amerika præget af Kold Krig mod Sovjetunionen. Næstefter Roosevelts tale fra 1933 er Kennedys 1961-tale da også den næste, Kristoffer Raun Thomsen fremhæver i rækken af store indsættelsestaler:
”Det er klart, at man også skal nævne Kennedys, fordi den indeholder et af verdens største citater. Kennedy var en fremragende taler, og sætninger som ’Ask not what your country can do for you, ask what you can do for your country’ og ‘Lad os aldrig frygte forhandling, men lad os aldrig forhandle på grund af frygt’, er jo fantastiske.”

Vi må ikke glemme Bush
Kigger man på de nyere tids indsættelsestaler, vil det ifølge Kristoffer Raun Thomsen være oplagt at fremhæve præsident Obamas tale fra 2009, fordi den var retorisk flot og veludført. Men skal man fremhæve indsættelsestaler af nyere dato, som det er værd at notere sig, er det værd at huske på George W. Bushs to indsættelsestaler, påpeger Kristoffer Raun Thomsen:
”Vi har det med at overse Bushs, som måske ikke er stilistisk smukke som Obamas, men han får løst opgaven. Han hiver de værdier frem, som skal være gældende for hans embedsperiode. Generelt set er indsættelsestaler en underlig kobling af politisk tale og lejlighedstale. Den skal markere, at der er en ny mand ved roret, og her er de værdier, der skal arbejdes ud fra. Da jeg for nylig genså Obamas tale fra 2009, havde jeg faktisk glemt, hvor meget han talte om klima og grøn energi. Og det har han jo ikke rigtig fulgt op på. Og der glemmer man tit, at Bush præsenterede en tale, hvor han fortalte, hvad han ville gøre, og så rent faktisk gjorde det.”

Roosevelt og Kennedy satte nye standarder
Selv om de fleste tilhørere på mandag vil sidde med spidsede ører og lytte efter, om der kommer et citat i stil med dem Roosevelt eller Kennedy i sin tid leverede, så vil det være svært med det samme at afkode om den tale, præsident Obama holder, vil gå over i historien. Og det er der flere grunde til, forklarer Kristoffer Raun Thomsen:
”Den eneste grund til, at vi stadig kan huske forskellige dele af Obamas indsættelsestale, er, fordi den er den seneste, der har været. Ja, den er vigtig, men der skal ske noget ekstraordinært, før den går over i historien. Det er derfor, man kan fremhæve Kennedy og Roosevelts. For de var ekstraordinære. De satte nye standarder. Roosevelts pointe om, at det eneste, der var at frygte, var frygten selv. Det bliver hårdt, men vi kan gøre det. Og så gjorde han det. Det er det, der gør at talen kommer op på et historisk niveau. Havde Obama nu gjort USA olieuafhængig, så havde vi også været meget mere optaget af hans tale i 2009.”

Historien afgør talens betydning
Netop fordi begivenhederne i kølvandet på indsættelsestalen er så afgørende for, om en tale vil gå over i historiebøgerne, vil der også gå mange år, før vi ifølge Kristoffer Raun Thomsen kan vurdere, om præsident Obamas indsættelsestale fra 2009, eller den han holder på mandag, vil blive en tale, som vil blive husket i samme stil som enten Roosevelts eller Kennedys:
”Det afhænger af, hvad der sker efter, du har holdt talen. Hvis det, du siger, vil ske, ikke kommer til at ske, så går det jo ikke over i historien. Men hvis det, der er skitseret, så rent faktisk skete, så har man et godt citat, og så bliver det husket. Tænk på Lincolns Gettysburg tale. Det man ved om den er, at der dels var meget få, der kunne høre, hvad han sagde, og dels blev han buhet væk. Mytedannelsen kom først senere, da vi kunne se, at Lincoln blev et koryfæ, der afskaffede slaveriet. Så vi kan ofte først se, om en tale bliver historisk, når embedsperioden er overstået. Derfor er det også for tidligt at sige, om Obamas indsættelsestale i 2009, og den han holder på mandag, går over i historien. For det afhænger af, om han leverer det, han siger han vil levere. Og det er jo et hårdt arbejde.”