Farvel til våbene, the Obama way

På trods af gentagne forsikringer om, at USA og Tyskland står side om side i Ukraine krisen, blev det under pressekonferencen i Washington D.C. i går tydeligt, at præsident Obama og kansler Merkel bliver mere og mere presset, når det kommer til håndteringen af Ruslands vedvarende fremmarch i nabostaten. Er amerikanske våben på vej til Ukraine?

Angela Merkel havde allerede i sin tale til den årlige sikkerhedskonference i München gjort det klart, at hun mente, at våbenleveringer ikke vil medføre andet end yderligere at eskalere konflikten i Ukraine. Denne position bekræftede den tyske kansler i Washington i går. Kort sagt, så frygter Merkel, at våbenleverancer vil resultere i en proxykrig mellem Vesten og Rusland, hvilket vil medføre endnu flere døde, samtidig med at Vesten kommer til `eje` konflikten.

Barack Obama gentog ligeledes sit gamle mantra, at han endnu ikke har besluttet, om supermagten skal sende (defensive) våben til ukrainerne. Præsidenten deler for så vidt Merkels bekymringer, men står efterhånden mere og mere alene med denne opfattelse. Både i kongressen og Obama administrationen stiger antallet af fortalere for våbenleveringerne støt i disse dage. Nok også på baggrund af denne udvikling lod Obama i gå stå døren på klem og pointerede, at muligheden for våbenleverancer fortsat var på bordet, såfremt det diplomatiske spor ikke skulle vise sit værd. “Vi vil undersøge, om der er ekstra ting, vi kan gøre for at hjælpe Ukraine med at styrke sit forsvar over for den russiske aggression,” fastslog Obama således under pressekonferencen.

Diplomatiets begrænsninger
Lægger man disse udsagn sammen med vicepræsident Joe Bidens tale i München i weekenden, og adderer det stigende indenrigspolitiske pres fra både demokrater og republikanere i USA, bliver billedet lidt mindre mudret, om end det fortsat er usikkert. På den ene side ser man en præsident, der allerhelst ikke vil involveres yderligere i Ukraine konflikten, især ikke militært. På den anden side ser man en administration, der langsomt er ved at miste tålmodigheden. Ikke kun på grund af Putins gentagne overtrædelser af de fredsaftaler, der er indgået. Amerikanerne virker også til at miste tilliden til at europæernes forhandlingsvej snarligt vil medføre en fornuftig løsning på krisen i Ukraine.

Det betyder selvsagt ikke, at Obama ikke længere bakker op om forhandlingssporet. Både Merkel og Obama gentog gentagne gange i går, at man fortsat satser på en diplomatisk løsning, og at krisen ikke vil kunne løses militært. Her hersker der udpræget transatlantisk enighed. Men kombinationen af politisk pres på hjemmefronten plus udeblivende vedvarende forbedringer af situationen i Ukraine gør, at man fra amerikansk side så småt ser skridt, der bevæger sig hen mod at levere våben til Kiev.

Merkel under pres
Merkels store politiske styrke har hidtil været, at hun har kunne pege på de (små) forbedringer, der kunne ses i europæernes pragmatiske og diplomatiske tilgang, mens kansleren samtidig stillede det klassiske retoriske spørgsmål, “hvordan vil tingene mon se ud, hvis vi havde valgt en anden vej?” Tyskernes svar har hidtil været klart – Merkel ved bedst. Denne holdning deles såfremt også blandt de fleste europæiske statsledere, selvom Storbritannien og enkelte østeuropæiske lande på det seneste har ytret deres utilfredshed. I forhold til Ukraine krisen er det da efterhånden også svært at pege på en forbedring af situationen. Mere end 5000 mennesker er ifølge FNs tal blevet dræbt i det østlige Ukraine siden april 2014, mens en million mennesker er internt fordrevne i Ukraine. Alene i går blev der dræbt mere end tyve mennesker i kampe i det østlige Ukraine. Samtidig fortsætter Rusland med at bryde de aftaler, forhandlingsparterne har indgået. Denne udvikling sætter Merkel – og dermed også Obama – gevaldigt under pres.

Den Kolde Krig om igen?
Den tyske kansler slog i München fast, at Vesten ikke ville kunne opgradere det ukrainske militær tilstrækkelig nok til at det ville kunne måle sig med det russiske. Snarere skulle man ifølge Merkel satse på to ingredienser – sanktioner og diplomati – samt tålmodighed, vedholdenhed og frem for alt en transatlantisk alliance, der stod sammen, last og brast. Merkel mindede også om opførelsen af Berlinmuren i 1961 – hvor ingen krig blev udkæmpet over murens tilblivelse på grund af frygten for en atomkrig mellem supermagterne – og at hun som DDR-borger skulle vente i 28 år, inden hun fik lov til at mærke frihedens vingesus. Denne analogi gentog Merkel i Washington.

Det er nok tvivlsomt, at den ukrainske regering og befolkning vil være særlig tilfreds med Merkels analogi. Ligeledes er det tvivlsomt, at tanken om et opdelt Ukraine eller et krav om at være alliancefri vækker begejstring. Den tyske befolkning vil derimod være positiv stemt over for kanslerens udsagn. Ifølge en meningsmåling foretaget i Forbundsrepublikken i sidste uge, er 70 procent af de adspurgte tyskere bekymret, at konflikten eskalerer. Og mens 2/3 af de adspurgte støtter sanktionerne mod Rusland, udviser næsten halvdelen – de såkaldte Russlandversteher – forståelse for, at Rusland føler sig ”truet”.

Den militære dimension
Når det er sagt, er det vigtigt igen at fremhæve, at der faktisk hersker transatlantisk enighed omkring antagelsen, at konflikten ikke kan løses militært. Obama har heller ikke nogen interesse i at blive involveret i en proxykrig. Ligeledes deler præsidenten Merkels analyse, at det ukrainske militær ikke vil være i stand til at holde stand mod det russiske militær, selv hvis man sendte våben til Ukraine. Men det er heller ikke pointen med eventuelle leverancer.

Den pointe, som Obama berørte kort under pressemødet, minder til forveksling om dén, den republikanske senator John McCain præsenterede under sin tale til sikkerhedskonferencen: Leverancen af våben kan både være med til at give ukrainerne en bedre mulighed for at forsvare sig selv, samtidig med at det vil øge presset på Putin. Eller som McCain formulerede det i München: ”Det at sige, at der ikke er nogen militær løsning, hvilket er en selvfølgelighed, må ikke få os til at tro, at der ikke er en militær dimension i problemet – eller at hård magt ikke kan spille en rolle i at skabe en positiv løsning.”

Kalkulationen er, at når de første ligkister med russiske soldater indtræffer i Moskva, vil den russiske præsident ikke længere kunne nægte Ruslands forvikling i konflikten og blive presset til at trække sin støtte til oprørerne i det østlige Ukraine. Våbenleverancerne vil dermed være med til at hæve omkostningerne op på et niveau, som vil uacceptabel for Rusland. Eller sagt på en anden måde: den militære dimension er essentiel for at opnå en diplomatisk løsning.

Våben på vej
Af åbenlyse grunde er der ingen, der ved, hvilken strategi der vil være den rigtige. Historien har som altid eksempler, som både fortalere af våbenleverancer – Afghanistan i 1980erne – og kritikerne – krigen mellem Rusland og Georgien i 2008 – kan hæfte sig ved. Billedet er som altid mudret, og Merkel og Obama skal vælge mellem et hav af løsninger, der kommer til at have signifikante følgekonsekvenser. Nogle konsekvenser kan forudses på nuværende tidspunkt, mens andre opstår hen af vejen. Nem er beslutningen ikke.

En ting forekommer dog ret sikkert på nuværende tidspunkt. Den transatlantiske enighed afhænger i høj grad af, om forhandlingerne i Minsk i morgen medfører en nævneværdig løsning, der får Putin til at skifte kurs. Lykkedes det ikke, at stoppe den russiske fremmarch, vil der nok snart komme en militær dimension oveni de økonomiske sanktioner og det diplomatiske spor.

Angela Merkel havde måske allerede set skriften på væggen. Uafhængigt af om Obama modvilligt vælger at sende våben til Ukraine eller ej, vil “alliancen mellem USA og Europa fortsætte med at eksistere,” fastslog kansleren under pressemødet. Dette kan næppe betvivles. Men hvis forhandlingssporet atter ikke producerer et vedvarende resultat i Minsk i morgen, går der næppe længe, før våbnene strømmer ind i Ukraine.