Fænomenet Kissinger

Meningerne om Henry Kissinger har været delte lige siden Kissinger fik en fremtrædende rolle som national sikkerhedsrådgiver og udenrigsminister i Nixon-administrationen. Men vil man forstå Kissingers ageren, skal man forstå hans personlige baggrund og de historiske betingelser, som Nixon og Kissinger opererede under.

Henry Kissinger er mere end bare en tidligere amerikansk udenrigsminister; han er større end det. Kissinger er et symbol på det gode og det onde, som man kan se i amerikansk udenrigspolitik, alt efter hvilke briller man har på. Men Kissinger er også en mand af mange facetter.
Kissinger var ikke kun national sikkerhedsrådgiver og udenrigsminister under præsidenterne Nixon og Ford. Snarere var Kissinger også den første udenrigsminister, der fik ”rock star status” i USA, og som tit overstrålede den mand, som han skulle tjene: præsidenten. Dette faktum gjorde, at Nixon og Kissinger var et politisk makkerpar, som må siges at være noget af det mest interessante, der er kommet frem af USA’s politiske historie. På den ene side står den lidenskabelige antikommunist Richard Nixon og på den ene side den køligt analyserende tidligere Harvard professor Henry Kissinger. Sikke et match. Men det fungerede åbenbart, i hvert fald i starten. Begejstringen var stor, også i lille Dannevang, hvor det kulørte makkerpar snart gik under kælenavnet “Professident Nixinger” i danske aviser.

Samtidig er Henry Kissingers historie også historien om en indvandrerdreng – som den gang stadig gik under sit tyske navn Heinz Alfred Kissinger – hvis forældre flygtede fra Nazi Tysklands grusomheder, og som via hårdt arbejde og en brændende intelligens – Kissinger afleverede en 350-siders bachelor opgave på Harvard University, hvilket fik universitet til at indføre et loft på fremtidige studerendes BA-opgaver – steg til tops i Amerikas politiske kredse. Det lyder måske som et kliché, men historien om Kissinger er en typisk ”only in America” historie. Kissinger var banebrydende og unik, men også kontroversiel.

Datidens Sam Allardyce
Selvom Kissinger var en politiker med mange facetter, så fokuserer de fleste artikler og bøger om Kissinger i dag på en række historiske hændelser, som Watergate (hvor Kissinger ikke spillede en stor rolle), Vietnamkrigen, Kissingers kontroversielle involvering i den amerikanske intervention i Chile, Kissingers penduldiplomati i Mellemøsten, samt åbningen til Kina. Det er også selvsagt, at meningerne om Kissinger er stærk delte. De går fra beundring af Kissingers intellektuelle og diplomatiske kunnen til dyb foragt og had over for manden, som hans hårdeste kritikere anser for at være en krigsforbryder. Lige meget hvilken synsvinkel man vælger, er det dog de færreste, der vil benægte, at en af de primære årsager til, at udenrigspolitikken i dag anses for at være Richard Nixons stærkeste kort i høj grad også skyldes Kissingers indsats.

Kissinger fik stor indflydelse på Nixon-administrationens udenrigspolitik takket være sin formidable evne til at bruge det personlige mandat, som Nixon havde givet ham, til at omgå Kongressen og bureaukratiet i Udenrigsministeriet. I fodboldtermer var Henry Kissinger datidens Sam Allardyce; det var ikke altid lige kønt, og bestemt ikke efter bogen hver gang, men Kissinger mestrede sit håndværk, og resultaterne talte for sig selv.

Et eksempel på dette er afslutningen af Vietnamkrigen, hvor USA kombinerede massive bombninger med forhandlinger, som i 1973 sikrede en (midlertidig) våbenstilstand (at Kissinger så også fik Nobels Fredspris for denne strategi gjorde det i forvejen specielle og til tider dybt akavede forhold mellem Nixon og Kissinger ikke bedre).
Men skal vi forstå politikeren Kissinger, må vi stille et afgørende spørgsmål: Hvad for et verdenssyn lå til grunde for Kissingers udenrigspolitiske ageren?

Kissingers verdenssyn
Kissingers verdenssyn var som udgangspunkt pessimistisk og konservativt. Den amerikanske udenrigsminister frygtede store omvæltninger i det internationale system, hvilket formodentlig i høj grad blev båret af en frygt for en gentagelse af de grusomheder, som nazismen havde forårsaget i Europa, og som Kissinger til dels havde oplevet, mens han var barn. Man kan selvfølgelig være forsigtig med den slags psykoanalytiske analyser, uafhængigt af om man er stor fan af Sigmund Freud eller ej. Kissinger har, selvsagt, ikke ligget på undertegnendes sofa og fortalt om sine barndomsmareridt.
Kissinger har dog gjort noget, som (næsten) er endnu bedre: Han har selv udtalt sig om emnet og pointeret, at ”the generation of Buchenwald and the Siberian labor-camps cannot walk with the same optimism as its fathers”. Denne pointe går også igen og igen i mange af de bøger, som er blevet skrevet om Kissinger. Peter Dickson, forfatter til den fortræffelige bog ”Kissinger and the Meaning of History” om Kissingers historie og verdenssyn – har således også noteret, at “Auschwitz gjorde det umuligt for Kissinger at tro på universelle moralske principper og evige værdier”, som kunne danne grundlag for en optimistisk tro på menneskets fremskridt.

Denne tankegang gjorde Kissinger meget unik i en amerikansk kontekst. Hvor mange amerikanere typisk havde et optimistisk syn på slagets gang, havde Kissinger svært ved at se grund til optimisme. For Kissinger var denne optimisme gået tabt et sted mellem Auschwitz og Buchenwald.

Ud fra dette verdenssyn skal man også se Kissingers forestilling om moral. For selvom Kissinger mange gange er blevet anklaget for at være amoralsk, ja, så har den tidligere udenrigsminister faktisk en grundlæggende moralsk tilgang til udenrigspolitikken. I Kissingers øjne var det mindre onde nogle gange at foretrække, hvis det hjalp med at minimere en endnu mere ødelæggende udvikling i det lange løb. Det er også ud fra dette verdenssyn, at Kissingers handlinger i forhold til Vietnam krigen og interventionen i Chile skal analyseres. Denne forståelse af moral er måske ikke den gængse, men den var et gennemgående element i Kissingers udenrigspolitiske strategi, hvor en afbalanceret global magtbalance var det ultimative mål.
Kissingers koncept af Realpolitik var dermed som skabt til den bipolare magtkamp, som man så under den kolde krig.

Amerikansk udenrigspolitik havde igennem det tidlige 20. århundrede bevæget sig fra frem og tilbage mellem flere poler – imperialisme, isolationisme, globalisme, realisme og idealisme – og Kissinger prøvede at finde et stabil balancepunkt mellem disse konkurrerende ideer, som kunne danne udgangspunkt for amerikansk udenrigspolitik under Nixon. At holde fast i den eksisterende magtbalance og undgå spændinger mellem de to supermagter USA og Sovjetunionen blev således Nixon-administrationens mantra, koste hvad det ville. Det var essensen i Kissingers idé om en højere moral, som sætter sig ”ud over sig selv og sine smagsfornemmelser og på én og samme tid fastholde verdensfreden og styrke USA”, som Berlingskes Poul Høi formulerede det i anledning af Kissingers 90-års fødselsdag sidste maj. Kort sagt ville Kissinger altid vælge uretfærdighed og orden over uorden og retfærdighed i det internationale system, så længe det ikke svækkede USA’s globale position.

Kissinger paradokset
Efter Nixons fald i 1974 fortsatte Kissinger som udenrigsminister under den tidligere vicepræsident Gerald Ford, men udenrigsministerens stjerne begyndte at blegne. Blandt andet blev hans kontroversielle involvering i militærkuppet i Chile afsløret under høringer i Kongressen, ligesom det kom frem, at Kissinger havde foretaget aflytninger af sine egne medarbejdere.

Det vil altid være svært at tegne et fyldestgørende portræt af en så kompleks politiker som Henry Kissinger – især på så lidt spalteplads. Kissinger er en mand, som polariserer. I dag lige så meget som for fyrre år siden. Men jeg vil vove at påstå, at Kissinger ikke kan kategoriseres som enten-eller. Snarere skal vi tænke om Kissinger som både-og. Kissinger er et fænomen, et paradoks, en helt og en skurk, et forbillede og et skræmme eksempel på samme tid.
Det er vigtigt at holde sig for øje, at man skal dømme enhver politisk aktør ud fra de historiske rammebetingelser, som gjorde sig gældende, mens vedkommende førte politik, og ikke en ideal forestilling om, hvordan tingene burde være. Kissinger har i sine egne værker tit henvist til samme mantra. At dømme én tid på grundlag af en anden tids normer er således ikke særlig nyttigt. Dømt ud fra de historiske omstændigheder kan man konstatere, at Nixon-administrationen formåede at manøvrere den amerikansk supertanker forholdsvis driftssikker igennem et farevand, som var præget af tumult, krig, globale magtforskubbelser, og kriser.

Henry Kissingers politiske beslutninger kan kun forstås af dem, der også er parate til at anerkende ironien og modsætningerne i Kissingers eget liv. Kissingers liv er både historien om et menneske, der blev offer for nazismens forfølgelser og et skoleeksempel på de unikke muligheder, som indvandrersamfundet USA og den amerikanske drøm kan byde på. Men Kissingers historie er ikke kun en amerikansk succeshistorie. Det er også en historie om det tragiske element i europæisk historie i det 20. århundrede.

I dag er Henry Kissinger en af de største intellektuelle kapaciteter, som det amerikanske samfund har fabrikeret. Som ung dreng kom Heinz Alfred Kissinger til USA, hvor han længdes efter én ting, mere end noget andet: Stabilitet. Dette ønske kom til at drive hans udenrigspolitiske tankegang – i dag lige så meget som for fyrre år siden.