Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Politisk analyse

Facebook vil hjælpe amerikanerne til stemmeboksen

En målrettet indsats på Facebook-platformen skal få fire millioner amerikanere til at registrere sig til at kunne stemme til præsidentvalget. Men platformen nægter stadig at faktatjekke politisk, misvisende indhold, og derfor slipper Facebook næppe for yderligere kritik.

Facebook vil have amerikanerne til at registrere sig til at stemme til præsidentvalget d. 3. november.

Det skriver Facebooks stifter Mark Zuckerberg i en kronik i USA Today. 

“Facebooks 2020-mål” er således at få fire millioner amerikanere til at registrere sig til at stemme. 

Det er et fint mål at have i en virksomhed som Facebooks, men initiativet dækker stadig ikke over nogle af de andre demokratiske “problemer”, Facebook også er en del af ved et kommende præsidentvalg.

De sidste fire år har Facebook f.eks. brugt på at svare på kritik af platformens indblanding i netop den demokratiske proces ved valget i 2016.

Og derudover har der været stor politisk fokus på, hvordan platformen bruges politisk til at sprede misinformationer, der kan fordreje en politisk debat/diskurs. Blandt meget andet.

Fra juli og frem mod november vil Facebook derfor minde brugerne om, at de bør registrere sig til at stemme præsidentvalget. 

I toppen af Facebooks og Instagrams feeds vil der således være en reminder, og brugerne vil blive peget mi retningen mod et “voting information center”.

Facebook har et ansvar
Facebook er på det seneste blevet ekstra presset på den her front, efter Twitter har faktatjekket flere tweets fra Donald Trump, bl.a. et tweet om, at såkaldt ‘mail in voting’ vil føre til større valgsnyd.

Det førte til, at præsidenten herefter underskrev et præsidentielt dekret, der bl.a. skal undersøge de sociale mediers redigeringsret.

I USA Today skriver Zuckerberg derfor, at Facebook: “has a responsibility not just to prevent voter suppression — which disproportionately targets people of color — but to actively support well-informed voter engagement, registration, and turnout.” 

USA Today er i øvrigt USAs største avis, hvis man kigger på oplag. 

Kronikken er også delt på Zuckerbergs egen Facebook-profil med over 116 mio. følgere. 

Seneste tal fra monitoreringsværktøjet Crowdtangle viser dog, at det vist nærmere er Facebooks algoritme “den er gal med”.

De seneste bedst-performende opslag på Facebook har således været:  

1. Donald J. Trump

2. Franklin Graham

3. Fox News

4. Fox News

5. Ben Shapiro

6. Ben Shapiro

7. Ben Shapiro

8. Blue Lives Matter

9. Occupy Democrats

10. Sean Hannity

Det er alle sider eller profiler, der netop ofte bruges som kanaler til at udsende misvisende indhold, der skal fremme egen politiske dagsorden og ikke nødvendigvis sandheden eller den demokratiske proces. 

Donald Trumps faktuelt forkerte opslag om ‘mail-in-voting’, som altså blev faktatjekket af Twitter, ligger f.eks. stadig på Facebook. Det er i skrivende stund delt over 11k gange.

Facebook: Brugerne kan tænke selv
Men ifølge Zuckerberg, der før har sagt, at Facebook ikke skal være “mægler i, hvad sandheden er”, så mener han altså nu i sin kronik på Facebooks vegne, at “We should trust voters to make judgements for themselves”.

Problemet er bare de øvrige dimensioner, som indhold på sociale medier kan komme ud og leve i, når det deles med nye fortegn på platformen.

En fjer kan således blive til ti høns med 11.000 delinger af Donald Trumps faktuelt forkerte opslag om ‘mail-in-voting’.

Som brugere på de sociale medier har vi en tendens til at videredele indhold, der taler til vores følelser, og som passer ned i vores eget verdensbillede. Samtidigt er vi ikke særligt kritiske, når det netop kommer til, hvilket indhold vi deler på de sociale medier.

Er jeg enig med præsidentens narrativ om, at de elitære demokratere vil have ‘mail-in-voting’ i alle 50 stater, så det vil forpurre Trumps chancer i at blive genvalgt, så skal der ikke meget til, før jeg ukritisk deler hans opslag videre til mine venner, der – på grund af Facebooks algoritmer – formentlig har samme holdninger som mig selv. 

Holdninger, vi alle tager med os ned i stemmeboksen d. 3. november.

Derfor vil det næppe have den store effekt i et splittet USA, hvor følelserne i denne tid netop står i fuldt flor, og hvor brugerne forbliver i deres egne små ‘filter-bobler’. 

Facebook står ved status quo.

Så medmindre Facebook altså ændre endnu mere retning, vil kritikken fra offentligheden, politikere og selv interne medarbejdere også fremadrettet lyde på, at Facebook ikke gør nok for at afbøde den mulige effekt, deres platform kan  have – og har – i et demokratisk valg.

Katrine Villarreal Villumsen er uddannet journalist fra Syddansk Universitet og cand.mag. i Amerikanske Studier fra samme sted. Hun har tidligere boet, studeret og arbejdet i Californien, været ansat på Berlingske og i DR Nyheder, og er nu selvstændig og specialiserer sig i at rådgive medier, organisationer og virksomheder i at præstere bedre på sociale medier. Hun underviser desuden i sociale medier i både Danmark og i Norge, ligesom hun har deltaget i en lang række foredrag, oplæg og konferencer om emnet. Tilknyttet Kongressen.com som SoMe-analytiker. Tlf. 3160 5020 E-mail: katrinevillumsen@gmail.com

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen