EU-landene frygter økonomisk krig med Rusland

Det er umiddelbart svært at se, hvorfor europæerne skulle vælge at skyde sig selv økonomisk og energipolitisk i foden på grund af Krim. Ingen tør tænke tanken om en økonomisk eskalering af konflikten med Rusland til ende, fordi den globale økonomi og energipolitik i dag hænger meget mere sammen end under Den Kolde Krig.

En undersøgelse foretaget af Voxmeter for Ritzaus Bureau i sidste uge viste, at næsten halvdelen af danskerne støtter EU’s sanktioner mod Rusland og også vil støtte dem, hvis det kom til at koste arbejdspladser i Danmark. Meningsmålingen gav samtidig også udtryk for den dominerende holdning i de seneste uger, hvor Krim Krisen har domineret debatten: Hårdere økonomiske sanktioner, som for alvor gør ondt på den russiske økonomi, er vejen frem, hvis den russiske præsident Vladimir Putin skal tilbage til forhandlingsbordet.

Samtidig med at man kan høre en opfordring til at sætte hårdt mod hårdt, er der i de europæiske hovedstæder dog også en erkendelse af, at Rusland spiller en vigtig rolle i international politik – for eksempel i spørgsmål som konflikten i Syrien, Irans atomprogram og atomar nedrustning – og at en eskalering af konflikten over Krim er i ingens interesser. Den centrale problemstilling i Krim Krisen er således, hvordan man på den ene side kan sætte Putin på plads uden at skade sine egne interesser for meget?

Kun EU kan ramme Ruslands økonomi
Det centrale problem, som Vesten – her forstået som USA og Europa, primært i funktion af EU – står overfor, er at det er svært at udarbejde ”intelligente sanktioner”, som den tidligere udenrigsminister Uffe Elleman-Jensen kaldte dem i sidste uge. For selvom Ruslands annektering af Krim var et alvorlig brud på international lov, så er det stort set umuligt at lave sanktioner, som skader den russiske økonomi uden også at skade den europæiske økonomi.

Et af kerneproblemerne i diskussionen om økonomiske sanktioner er byrdefordelingen – hvis man altså overhovedet skal indføre sanktioner. Hvis Rusland skal rammes effektivt på økonomien, så er det nemlig kun EU, der kan gøre det, da USAs samhandel med Rusland ganske enkelt er for lille til, at amerikanske sanktioner for alvor vil gøre ondt på den russiske bjørn. Kendetegnende for Krim Krisen og hårdere sanktioner har derfor været, at dem, der råber højest efter hårdere sanktioner, vil blive mindst berørt af dem. Således har den amerikanske præsident Barack Obama opfordret til at man skal bruge energi-, finans- og våben-sektoren som mulige sanktionsområder, for at skade den russiske økonomi. Men disse områder er kernesektorer for henholdsvis Tyskland, Storbritannien og Frankrig.

Tyskland står her i sin position som Europas centrale aktør i et svært dilemma. På den ene side er grundstenen i tysk udenrigspolitik, at international lov skal overholdes, hvilket Rusland ikke har gjort med annekteringen af Krim. På den anden side er man af økonomiske og indenrigspolitiske årsager heller ikke interesseret i at eskalere konflikten over Krim. Den tysk-russiske handel i 2013 udgjorde i alt 76€ milliarder og cirka 6.000 tyske virksomheder laver forretninger med russiske virksomheder, hvis samlede investeringer udgør 20€ milliarder. Omkring 300.000 jobs i Tyskland er dermed afhængig af forbundsrepublikkens økonomiske forbindelser og forhold til Rusland. Men Tysklands gensidige afhængighed med Rusland er kun ét eksempel på en større europæisk afhængighedskabale.

Der er således stor tvivl om, hvorvidt alle europæiske lande – især lande som Spanien, Portugal, og Cypern – ville være med på hårde sanktioner. Handelen med den russiske bjørn er meget lukrativt, hvilket mange EU-lande ikke ønsker at underminere med for hårde sanktioner, da EU og Rusland i dag er så tæt økonomisk forbundet, at sanktioner vil gøre rigtig ondt på alle de involverede parter.

Ingen interesse i en økonomisk krig
En af de primære årsager til, at der ikke er enighed om graden af sanktioner i Den Europæiske Union er, at EU-landenes handel med Rusland beløber sig på næsten 300€ milliarder. Det er således ikke kun Europas big three – Tyskland, Storbritannien, og Frankrig – som vil blive ramt hårdt af sanktioner, der vil noget. Lande som Finland, Tjekkiet og nogle af de baltiske lande er næsten helt afhængige af russiske gasleverancer, hvilket sætter dem i en meget svær situation. På den ene side frygter de mere ekspansion og aggression fra deres russiske nabo, men på den anden side vil de heller ikke skrue bissen så meget op, at bjørnen skruer ned for gasleverancerne. Dette er ikke kun et baltisk, finsk, eller tjekkisk problem.
Også tidsfaktoren er vigtigt, da Europa ikke kan ændre sin energiforsyning fra den ene dag til den anden og dermed i mange år fortsat vil være afhængig af russiske forsyninger. Da Rusland leverer omkring en tredjedel af EUs olie og gas, og omkring 40 procent af gassen eksporteres gennem Ukraine, har Krim Krisen potentiale til at udvikle sig til en økonomisk krig mellem Vesten og Rusland. I en sådan krig vil begge sider havde stærke kort på hænderne, men ingen af parterne er interesserede i at bruge dem. Derfor arbejdes der på en eskalering af konflikten.

Sanktioner kan eskalere konflikten
Målsætningen i Europa og USA er derfor, at Putin vender tilbage til forhandlingsbordet og at parterne indgår i en dialog. Sanktioner ses i denne proces som et led, der skal få Putin tilbage til bordet. Men spørgsmålet er, om økonomiske sanktioner ikke vil bekræfte Putin og faktisk forværre situationen. Den nyere historie viser, at sanktioner i de færreste tilfælde har været en succes. Iran er undtagelsen fra reglen, men selv i Irans tilfælde blev den iranske befolkning ramt massivt af sanktionerne. Hvem kan garantere, at den samme strategi imod Putin ikke vil bekræfte hans regime snarere end at garantere det modsatte?

På den anden side har EU heller ikke været helt uskyldig i at optrappe konflikten med Rusland (hvilket selvfølgelig ikke skal være en undskyldning for Ruslands optræden i disse år). Den Europæiske Unions strategi om åbenhjertet at støtte et pro-europæisk og pro-vestlig sindet styre i Ukraine var med til at eskalere konflikten, da Putin følte sig truet. Det samme kan siges at være tilfældet over de seneste tyve års EU- og NATO-udvidelser, i hvert fald fra et russisk synspunkt. Putin føler således, at hans land – i en mindre udgave af gallerne i Asterix og Obelix tegneserierne – efterhånden er omringet af Vesten og går derfor til modangreb.

Man kan mene om Vladimir Putin hvad man vil – og det undskylder som sagt ikke hans adfærd – men man må også holde fast i, at de seneste tyve år ikke ligefrem har givet den russiske præsident anledning til at stole på Vesten. Den amerikanske politolog Samuel Huntington havde allerede for tyve år siden i sin meget omdiskuterede bog Civilisationernes sammenstød advaret mod en sådan udvikling og noteret, at Vesten skulle acceptere Rusland som en regionalmagt, der havde en legitim interesse i at overvåge sikkerheden langs sine grænser. Samtidig påpegede Huntington, at det vigtigste dog var, at Vesten lod være med at blande sig Ruslands anliggender, da dette sandsynligvis var ”den farligste kilde til ustabilitet og globale konflikter” i denne verden. Måske er det en god ide at finde Civilisationernes sammenstød frem igen.