Et republikansk jordskælv i Virginia

Eric Cantors nederlag til den ukendte Tea Party-kandidat, Dave Brat, ved tirsdagens primærvalg i Virginia, har sendt chokbølger gennem det politiske USA. Lige nu prøver partiet fortsat at forstå, hvordan det kunne ske, at den republikanske flertalsleder i Huset kunne tabe en ellers sikker sejr på gulvet

Primærvalg kan være en ganske hård nød at knække og chokere selv de mest erfarne analytikere . Sådan må ræsonnementet lyde oven på et par dage, hvor en af de største overraskelser i moderne amerikansk politik indtraf. Det skete tirsdag aften ved primærvalget til efterårets midtvejsvalg i delstaten Virginia, hvor den erfarne republikaner Eric Cantor sensationelt måtte se sig slået af den, på nationalt plan, fuldstændigt ukendte Tea Party-kandidat Dave Brat.

Ingen havde forudset denne udvikling, slet ikke Cantor selv, og den mest åbenlyse konsekvens er, at han efter 13 år må opgive sin plads på the Hill i Washington efter midtvejsvalget i november. Første skridt mod Cantors fald fra magtens tinder er allerede taget. Onsdag meddelte han efter et møde med partiets ledelse, at han fratræder sin prestigefyldte stilling som House Majority Leader i juli for at give ro på de indre partilinjer.

Et helt umuligt valgnederlag på papiret
Cantor er den højest rangerende republikaner i Huset, der taber et primærvalg, og resultatet i Virginias 7. distrikt er da også dybt overraskende af flere grunde. Først og fremmest fordi valget var en kamp mellem David og Goliat. Dave Brat var en ukendt økonomiprofessor fra et lokalt universitet fra Richmond-området med meget begrænsede kampagnemidler. Omvendt var Eric Cantor som House Majority Leader en af de mest magtfulde politikere i det republikanske parti, kun overgået af Speakeren i Repræsentanternes Hus, John Boehner.

Det betød også, at Cantor pumpede betydeligt flere penge end Brat ind i valgkampen. Mens Brat brugte knapt 700.000 kroner, spenderede Cantor omtrent 28 millioner kroner på kampagnen. Desuden havde Cantor den klare fordel at være siddende toppolitiker og dermed have den republikanske ledelse i ryggen. Alligevel formåede han ikke at sejre. Faktisk tabte han med 11 procentpoint til trods for, at flere interne meningsmålinger i kampagneteamet fejlagtigt gav ham en sejr på helt op til 30 procentpoint.

Ganske bemærkelsesværdigt var det også, at Eric Cantor blev slået højre om, af en kandidat, der var endnu mere konservativ end han selv. Cantor er i de seneste år blevet opfattet som et af de mest mørkerøde medlemmer af det republikanske caucus i Kongressen og indtil for nyligt karakteriseret som en Tea Party-repræsentant. Derudover har Tea Party-bevægelsen befundet sig i en identitetskrise i de seneste år, ikke mindst efter den destruktive nedlukning af Kongressen sidste år, og bevægelsens kandidater har tabt en stribe primærvalg de seneste uger.

Arrogance og lav vælgertilslutning gav nederlag
En væsentlig forklaring på nederlaget skal findes i Cantors kampagnestrategi. Han undervurderede ganske tydeligt sin modstander og var ofte ikke til stede i hjemstaten. For eksempel brugte han valgdagen på at holde møde med lobbyister i Washington i stedet for at campaigne. Samtidig førte Cantor en aggressiv tv-kampagne mod Brat, som viste sig at give bagslag. Cantor kom til at fremstå arrogant, og det gav samtidig opmærksomhed og sympati til Brat, som kunne sælge sine budskaber om mindre føderalt bureaukrati og forbrug til en mere moderat, republikansk platform.

Oven i det var Cantor oppe mod en effektiv kampagne fra Brat, som portrætterede ham som en elitær politisk insider, der over årene i Washington havde bevæget sig mod den ideologiske midte og havde gjort køb på konservative mærkesager, ikke mindst omkring en ny immigrationsreform. Brat formåede at fremstille Cantor som en politiker, der gennem en reform var parat til at give opholdstilladelse til de mange illegale indvandrere i USA. En del republikanere fik det indtryk, at Cantor dermed distancerede sig fra den traditionelle konservativ lokalpolitik, som vælgerne foretrækker i Virginias 7. distrikt.

Endelig er det essentielt at pointere, at Eric Cantors nederlag også er et resultat af en meget lav valgdeltagelse i distriktet. Kun 65.000 af distriktets 750.000 indbyggere stemte ved tirsdagens valg, heraf 29.000 på Cantor. Til sammenligning stemte 381.000 ved kongres-valget i 2012, af dem 223.000 på Cantor. Meget tyder altså på, at han har været offer for svag republikansk støtte blandt partibasen. Læg dertil, at Virginia ikke har vælger-registrering, og at Demokraterne dermed har kunnet stemme på Brat blot for at forhindre, at Cantor ikke kom videre til midtvejsvalget.

Republikanerne er chokerede og bekymrede
Selvom det kan være vanskeligt at udlede nogle generelle tendenser på baggrund af et primærvalg i Virginia med lav valgdeltagelse, har Cantors nederlag sendt chokbølger gennem Capitol Hill og været anledning til selvrefleksion og usikkerhed blandt Republikanerne. Cantor på 51 år var anset som en naturlig afløser for den 64-årige Speaker, John Boehner, og som fremtidens mand i partiet. Dertil havde Cantor vist, at han fungerede som en samlende faktor i et parti, som ellers har kæmpet med uenighed mellem moderate og højreorienterede fraktioner.

På valgaftenen beskrev New Yorks republikanske kongresmedlem Peter King chokket for New York Times: ”Jeg ved ikke, hvor vi skal hen som parti nu. Jeg er meget bekymret for, at vi går hele vejen til højre og følger efter Ted Cruz og de andre, som lukkede regeringen ned, og marginaliserer os selv som et ansvarligt regeringsparti.” Endeligt har nederlaget også skabt nervøsitet blandt de republikanske kongresmedlemmer, der selv skal på valg i de kommende måneder, og som har været positive for en immigrationsreform. De risikerer pludselig samme skæbne som Cantor.

Tirsdagens resultat har vist, at Tea Party-bevægelsen ikke kan begraves, som mange har gjort oven på flere nederlag under primærvalgene. Samtidig understregede det, at Republikanerne stadig kæmper en intern kamp om partiets retning og identitet, og at immigrationsreformen i høj grad er sprængstof i infighten mellem de moderate og de mere højre-konservative kræfter. Endelig må resultatet anses som godt nyt for Hillary Clinton, eller en anden demokratisk præsident-kandidat, frem mod 2016. Jo længere republikanerne rykker mod højre og bekriger hinanden, jo lettere får Demokraterne trods alt ved at sikre sig de livsvigtige midtervælgere.