Et ”administrativt statskup” i gang i Washington

Som ventet er der sprængfarlige citater og historier i Bob Woodwards kommende bog ”Fear”, som udkommer på tirsdag. En af de meget bekymrende ting som beskrives i bogen er det Washington Post selv kalder et ”administrativt statskup” blandt Trumps rådgivere og ministre. Ikke-folkevalgte som ignorerer eller aktivt blokerer præsidentens ordrer

Når Bob Woodward udgiver en ny bog, hvor han går bag scenen i diverse præsidentadministrationer, så ved man at det bliver godt. Det er godt journalistisk arbejde, hvor kilderne er i orden – og det er nærgående. Det har gjaldt både bøgerne om Bush- og Obama-administrationerne, og det virker også til at være tilfældet med den kommende bog om Trump-administrationen.

Det er endnu en bog, som viser et kaos i administrationen, men som også forelægger en dybt bekymrende tendens, hvor præsidentens rådgivere og ministre ignorerer eller direkte modarbejder præsidentens ønsker. Den gængse reaktion har været, at det er en katastrofe, at man har en præsident siddende, hvis rådgivere mener det er nødvendigt at gøre som de gør.
Men der er sandelig også en anden side til den historie. Den eneste folkevalgte i den beskrevne gruppe er præsident Trump. Der er altså tale om, at ikke-folkevalgte embedsmænd ignorerer eller blokerer den folkevalgte leders dagsorden. Man kan mene, hvad man vil om præsidentens dagsorden, men dette er en dybt problematisk udvikling set fra et demokratisk synspunkt. Det er derfor Washington Post kalder det et ”administrativt statskup”, for der er reelt tale om at magten tages væk fra den folkevalgte leder.

”kuppet”

En af de situationer som beskrives er en samtale mellem præsident Trump og forsvarsminister James Mattis. Her kræver præsident Trump, at man dræber Bashar al-Assad som straf for hans forbrydelser mod sin befolkning. Forsvarsministeren svarer, at det skal man nok se på, men så snart samtalen slutter siger Mattis til en rådgiver ”we’re not gonna do that”.
Hvorfor ikke sige fra overfor præsidenten i stedet for bare at ignorere hans ordrer? Hvis der er tale om en ulovlig ordrer, så må man som militærperson sige fra overfor ordren, og så tage de eventuelle konsekvenser – det ved Mattis.

Man har længe haft fornemmelsen af, at Pentagon havde fået for vane at drukne præsidentens idéer i det kæmpe bureaukrati, som Pentagon nu en gang er. Så kunne man sige, at man arbejdede på sagen, og at man afventede et resultat alt imens bureaukratiet tog sin tid. Det har f.eks. virket til at være tilfældet med Trumps idé om en ”Space Force”, som Pentagon i lang tid har været imod.

Fra et europæisk perspektiv lader det til, at vi politisk kan være godt tilfredse med disse interventioner fra rådgivere og ministre, da de tilsyneladende har været med til at holde den ret traditionelle kurs, som administrationen på en række udenrigspolitiske områder faktisk har holdt siden de kom til.

Modreaktionen

Med Woodwards bog og den efterfølgende anonyme kronik i The New York Times, hvor et medlem af administrationen erklærer sig som del af en ”modstandsbevægelse” indenfor administrationen så er jagtsæsonen gået ind på modstandere, og samtidig også sat en skydeskive på ryggen af bl.a. James Mattis.

Trump tåler ikke modstandere, og slet ikke blandt sine rådgivere og ministre. Derfor er der nu en risiko for, at Mattis kan være næste mål for en udskiftning. Forlydenderne har været, at han i et stykke tid er drevet længere væk fra præsidenten, og dette kan være det sidste skub.

Samtidig giver historierne også ammunition til den teori, som både Trump og hans vælgere længe har haft, nemlig at der er en ”deep state”, som modarbejder præsidenten. Dette skulle være folk udnævnt af Obama, som stadig sad i regeringsapparatet og aktiv modarbejdede præsidenten. Idéen om en ”deep state” er ikke ny, men nu får man ammunition til idéen om at ”the establishment” modarbejder præsidenten – for det gør de jo! Ligeledes er det også et mærkværdigt træk, at vælge at skrive den anonyme kronik i New York Times, da det blot er en yderligere rød klud for øjnene af Trump, at det foregår i et af hans største hadeobjekter.

Kritikken af disse interne modstandere i administrationen har særligt lydt på, at hvis de er så utilfredse og uenige med præsidentens opførsel og politik, så bør de trække sig tilbage. Men vurderingen hos dem er tilsyneladende (og måske hjulpet på vej af en baggrund i militæret), at man ikke forlader sin post, men i stedet bliver og gør hvad man kan for at afhjælpe katastrofer. Derfor bliver folk som Mattis og Kelly siddende, hvor de er, fordi de mener at de tjener deres land bedre ved at blive og afhjælpe end trække sig.

Det er langt fra slut med afsløringer om kaos i Trump-administrationen, og det er også langt fra slut med interne uenigheder om politikken. Men den måde det tilsyneladende foregår med aktiv blokering af præsidentens politik, det er på alle måder en dybt problematisk udvikling, som er med til at bidrage til et skred i de amerikanske institutioners troværdighed.