Præsident Trump holdt tirsdag sin tale til nationen om ”den humanitære og sikkerhedsmæssige krise” ved USA’s sydlige grænse. Han erklærede ikke en ”national emergency”, som mange havde frygtet/håbet. Men talen kan være vigtig del af opvarmningen til en sådan erklæring, og de massive beføjelser som en sådan erklæring vil medfølge.
Den amerikanske forfatning er på mange måder ikke et særligt hjælpsomt dokument. Mange ting er ikke klart definerede – og års tovtrækkeri mellem præsidenten, Kongressen og retssystemet har været med til at forvirre grænserne for de respektive instanser beføjelser.
Spørgsmålet er konstant aktuelt, når det kommer til præsidentens beføjelser indenfor det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område, men den seneste udvikling i amerikansk politik har fået denne diskussion på mange flere menneskers radar end normalt.
Tirsdag holdt præsident Trump en tale til nationen om det han kalder ”den humanitære og sikkerhedsmæssige krise” ved USA’s grænse til Mexico. Inden talen var der meget snak om hvorvidt præsidenten ville erklære en såkaldt ”national emergency”, således at han ville kunne benytte sig af de meget brede beføjelser som følger med en sådan erklæring. Det gjorde han ikke, men talen kan meget vel blot være et skridt på vejen mod en sådan erklæring.
Gennem snart flere år har præsidenten talt om immigrationskrisen ved grænsen. Han har tweetet om det, og han har talt om det ved møder og politiske forhandlinger. Nu har han lukket dele af den føderale regering ned for at få en mur til Mexico, og han har holdt en tale til nationen fra det ovale kontor – noget som normalt forbeholdes de mest kritiske taler en præsident kan holde. Det er også blevet gjort klart, at præsidenten inden længe vil besøge grænsen, og tale med grænsevagter dernede om de udfordringer de står overfor. Med dette forløb kunne præsidenten meget vel være ved at geare op til en erklæring af en ”national emergency”.
Hvad betyder det så?
Der er stor diskussion, om hvorvidt præsident Trump overhovedet vil være i sin gode ret til at erklære en ”national emergency”. Kritikere mener ikke, at der er tale om en krise, da grænsesikkerhed ikke er en ny problemstilling, men har stået på i årevis. Desuden påpeger kritikere, at der ikke kan være tale om en krise, når antallet af pågrebne ved grænsen er på det laveste niveau siden 1970’erne.
Men præsident Trump har været meget vedholdende i sin italesættelse af dette som en krise. Derfor kan hans næste skridt meget vel være at erklære det for en ”national emergency”. Hvad betyder det så?
Præsidenten kan i henhold til National Emergencies Act fra 1976 underrette Kongressen om, at han erklærer en ”national emergency”. Hvis han gør dette, kan han benytte sig af en lang række meget brede beføjelser til at håndtere denne krisesituation. Nyere eksempler på en sådan erklæring var George W. Bush i kølvandet på terrorangrebene 11. september 2001, hvor erklæringen skabte fundamentet for indkaldelse af ekstra soldater til krigen i Irak – og anvendelsen af tortur i såkaldte ”black sites” rundt omkring i verden.
Præsident Obama erklærede også en ”national emergency” i 2009 for at håndtere udbruddet af svineinfluenza.
Tænketanken Brennan Center for Justice har lavet en optælling, og ifølge denne så vil præsidenten kunne benytte sig af beføjelser defineret i 136 love og forordninger. Hvilke præsident Trump kan og vil benytte sig af er et åbent spørgsmål, og juridiske eksperter diskuterer i disse dage, i hvor høj grad præsidenten behøver definere dette eller om han blot kan håndtere det ad hoc.
Beføjelserne ville bl.a. gøre det muligt for præsidenten at bruge midler fra forsvarsbudgettet til at bygge sin mur (eller hegn eller hvad man ønsker at kalde det), benytte militært personel til at gøre det. Potentielt set (og her er de juridiske eksperter heller ikke enige) så kan præsidenten også bruge sådanne beføjelser til at beslaglægge privat jord langs grænsen med henblik på bygning af muren.
Som det måske kan tydes ud af ovenstående, så er der en stor mangel på klare definitioner af præsidentens beføjelser overfor Kongressens på dette område. Dette har ført til mange år, hvor man har fundet ud af løsninger, som ikke har rod i andet end politiske aftaler og normer. Det ses f.eks. ved at præsidentens beføjelser i henhold til National Emergencies Act udløber efter et år, med mindre præsidenten fornyer sin erklæring. Desuden skal Kongressen mødes mindst én gang om året og revurdere erklæringen, og overveje om beføjelserne bør inddrages eller begrænses.
Situationen er bare den, at der i øjeblikket er 31 aktive ”national emergencies”, hvor præsidenten får fornyet sine beføjelser hvert år – uden debat fra Kongressen. Den ældste går tilbage til 1979 som reaktion på revolutionen i Iran.
Kongressen har altså også på dette område – ligesom på udenrigsområdet – ladet sine beføjelser udvande, og i stedet overladt det til præsidenten at håndtere.
Der er altså ikke umiddelbart mange restriktioner, som kan forhindre præsident Trump fra at erklære en ”national emergency”. Det store slagsmål vil dog så komme i domstolene, hvor præsidentens beføjelser vil blive udfordret – og særligt hvis han begynder at ekspropriere folk. Slagsmålet om muren handler altså også om den principielle kamp om grænserne for præsidentens magt. Et spørgsmål som politikerne i Washington i rigtig mange år har været godt tilfredse med at lade være op til normer.
You must be logged in to post a comment Login