Er det året, hvor en tredjepartis-kandidat kan tippe valget?

To historisk upopulære kandidater, en anti-establishment vælgerkoalition, og en kampagne, der har overrasket alle. Er 2016 året, hvor en kandidat, der ikke er Demokrat eller Republikaner, kan afgøre valget?

En meningsmåling fra Fox News rejste forleden et spørgsmål: Hvem er Gary Johnson?

Johnson er præsidentkandidat for libertarianerne i USA og stod ifølge målingen fra maj til hele 10 procentpoint. En måling i marts foretaget af Monmouth University havde desuden Johnson med 11 procents tilslutning i en trevejs-kamp mod Clinton og Trump.

Hvis Johnson har så stor en tilslutning i det amerikanske vælgerkorps kan hans kandidatur få en betydning for valget i november. Og med to kandidater, der bliver opfattet så negativt blandt vælgerne, er der så ikke grund til at tro, at den tidligere guvernør for New Mexico kunne lave noget ravage?

Rollen som spoiler
Tredjepartis kandidater har altid været svære at vurdere. Det amerikanske valgsystem, hvor vinderen tager det hele i valgmandskollegiet, gør det så godt som umuligt for et tredje parti at vinde Det Hvide Hus. Ross Perot fik i 1992 den største stemmeprocent for et tredje parti med moderne valgregler: 18,9 procent. Alligevel gik han tomhændet fra valget uden en eneste stemme i valgmandskollegiet. Han kunne ikke skaffe en pluralitet af stemmerne i nogle stater.

I stedet kigger vi på rollen som såkaldt spoiler, når det handler om andre kandidater end Republikaneren eller Demokraten i præsidentvalg.

Lad os tage Perot i 1992. Til den dag i dag skyder mange republikanere stadig skylden på Perot for at George H. W. Bush tabte til Bill Clinton. Perot var økonomisk konservativ i et valg, der blev domineret af økonomi. Exit-målinger fra the American National Election Studies viser, at Perots vælgere var splittet mellem Clinton og Bush, men hans kandidatur skabte dynamikker i kampagnen, der skadede Bush. Han er til den dag den eneste politiker fra et tredje parti, der har deltaget i en debat på tv.

På samme måde syder hadet stadig hos demokrater, når du nævner Ralph Nader. I 2000 stillede han op for the Green Parti og fik 2,7 procent af stemmerne – et historisk antal stemmer for en kandidat fra den yderste venstrefløj. Langt størstedelen af Naders stemmer ville være gået til Gore. Valget i 2000 blev afgjort med en uhyrlig tæt margen (538 stemmer i Florida og fem stemmer i valgmandskollegiet) og Demokrater stadig er bitre overfor Nader. Hvis du nævner hans navn blandt demokratiske aktivister i Florida, kan du roligt forvente dræberøjne, højlydt jammer eller en spytholdig svada i dit ansigt.

Analytikere spekulerer derfor lige nu, hvem han kunne spoile. Johnson er økonomisk konservativ, men progressiv på kulturelle områder som homoægteskaber, lovgivning af hash og abort. På papiret appellerer han til vælgergrupper i begge partier.

I de to førnævnte målinger ligner det umiddelbart, at han bliver et problem for Trump. Monmouths måling er fra marts og viser, at Johnson har tilslutning fra 13 procent af republikanere og kun 4 procent fra demokraterne. Fox’ måling er fra maj og er derfor tættere på, hvor vi er nu. Her er hans appel på tværs af partiske vælgere lige, men Johnson trækker flere stemmer fra uafhængige, der ellers favoriserer Trump 41-24.

Polarisering og sortering
Jeg forholder mig skeptisk til, at Johnson kommer til at spille nogen rolle i år.

Han står overfor den største udfordring i amerikansk politik: at få vælgere til at bryde med deres parti.

Vi befinder os i en tidsalder med høj polarisering og stærk negativ partiskhed. Demokrater og Republikanere er altså politisk længere væk fra hinanden, end de har været siden første verdenskrig, og der er en fjendtlighed til folk fra det modsatte parti.

Tilhørsforhold til henholdsvis det republikanske og demokratiske parti sidder desuden dybt i amerikanske vælgere. Det er ikke bare en del af din politiske identitet; det er en del af din identitet. Identificerer du dig som demokrat, stemmer du demokratisk og omvendt. Partiskhed er således den bedste indikator, der findes, når det kommer til at forudse, hvordan en person stemmer i præsidentvalg.

Donald Trump nyder i øjeblikket en lige så stor til opbakning, 85 procent, blandt Republikanere som Romney havde i 2012, McCain havde i 2008 og Bush havde i 2000. Clinton ligger en smule lavere, men primærvalget er stadig i gang, og hendes opbakning er større end Barack Obamas var på dette tidspunkt i primærvalget i 2008. Sagt på en anden måde: æslerne og elefanterne skal nok komme hjem i november.

Men hvad med de omkring 40 procentpoint, der erklærer sig politisk uafhængige? Sandheden er, at der kun er omkring en ud af ti, der rent faktisk er uafhængige. Resten opfører sig politisk præcis som Demokrater eller Republikanere. De har samme ideologiske holdninger og holdninger til ledende partifigurer som deres ”partifæller”, og de stemmer konsekvent på det samme parti til både præsident og kongressen.

Der er heller ikke mange vælgere tilbage, der er splittet mellem deres ideologi og deres parti. Den typiske konservative vælger er republikaner. Er du progressiv, så er du demokrat. Groft sagt, så er alle demokrater tilhængere af våbenkontrol. Alle republikanere er modstandere. Dette fænomen er kendt som såkaldt sortering.

I Matthew Levenduskys bog ”The Partisan Sort” demonstrerer han, at vælgere overvældende tilpasser deres ideologi til deres parti og ikke omvendt. Hvis du er demokrat og imod abort, og det altså mere sandsynligt, at du skifter din holdning til abort, end at du skifter parti.

Der er ganske enkelt ikke nok vælgere tilbage, der ligesom Johnson er økonomisk konservativ og kulturel liberal. Og selv hvis demokrater og republikanere er nysgerrige omkring Gary Johnson, trækker deres partiskhed dem i en bestemt retning.

Usikkerhed og fejl i målingerne
Et andet spørgsmål er, hvor realistiske målingerne er på nuværende tidspunkt. En række faktorer indikerer, at Johnsons succes i målingerne er støj.

For det første er politiske meningsmålinger i præsidentvalgår allermest upræcise i maj måned.

Udover det udkæmper Hillary Clinton stadig sin primærvalgskampagne mod Bernie Sanders. De fleste Demokrater kommer sandsynligvis til at støtte Clinton til november, og hvis de ikke gør, så bliver de nærmere på sofaen eller skriver en anden kandidat på stemmesedlen i stedet for at støtte Johnson.

Desuden har målinger strukturelle bias, der gør det svært at vurdere den reelle støtte til kandidater uden for de to store partier. I nyere tid er der for eksempel misforhold mellem målinger og reel støtte på valgdagen. Ifølge en analyse af valget i 2014 foretaget af Joe Lenski overvurderer meningsmålinger tredjepartis-kandidaters stemmeandel. Og da Perot var på stemmesedlen i 1996 havde målingerne i maj ham på henholdsvis 17, 12 og 10 procent. Han endte med 8.

Og så er der selvfølgelig også et problem med målingernes metode i sig selv. Særligt Fox-målingen har et problem, fordi de først stillede ’Clinton-Trump-Johnson’-match up spørgsmålet efter det normale Trump-Clinton spørgsmål. Den slags fejl kan rykke en håndfuld procentpoint i en retning. Den eneste måling, der stiller spørgsmålet som det første er fra PPP i maj og har både Trump, Clinton, Johnson og kandidaten fra The Green Party Jill Stein med. De får henholdsvis 38, 42, 4 og 2 procent.

Til slut er det også værd at bemærke, at Johnson kan have et godt valg uden at påvirke det overordnede udfald. For eksempel kvalificerer 5 procentpoint af stemmerne libertarianerne til politisk statsstøtte ved næste valg. Det kræver 15 procents tilslutning at kvalificere sig til debatterne, og det kommer simpelthen ikke til at ske medmindre Trump eller Hillary dropper ud. Eller starter en brydekamp mod hinanden på nationalt TV – og her mener jeg ikke metaforisk.

Det er tydeligt, at både Trump og Clinton har mangler som kandidater. Det kan være derfor, at antallet af folk, der stadig ikke ved, hvordan de skal stemme er unormalt højt. Men partiloyalitet, negativ partiskhed og det faktum, at Johnson hverken er kendt nok eller har en chance for at vinde, taler for, at Johnson skal nyde opmærksomheden i medierne.

For han kommer højst sandsynligt ikke til at påvirke, hvem der ender i Det Hvide Hus.