Som hatten på USA sidder Canada med en stor del at dets territorie i Arktis. Mere end 40% af Canadas landareal, og flere end 200,000 borgere findes i regionen. Canada har derfor en stor interesse i området, med unikke problemer til følge. Derfor er det så mere overraskende hvor lidt forberedt landet er på et mere aktivt Arktis.
Gennem det seneste år har der kommet en række ubehagelige konklusioner frem omhandlende sikkerhed i den Arktiske region. Efter mere end 20 år karakteriseret ved generel fred og samarbejdsenighed, har spørgsmålet om militær konkurrence fundet sin vej tilbage til diskussionerne. De vestlige nationers parathed på området har vist sig at være skræmmende mangelfuld.
Først i september 2019 udgav Canada deres Arktiske og nordiske politiske ramme strategi som udfærdiger statens prioriteter, aktiviteter, og investeringer i regionen til 2030 og frem. Fokus er på at undersøge effekten af klimaforandringer, øge den militære tilstedeværelse og opbygge infrastrukturen, samt at have større internationalt samarbejde med redningsaktioner. Den erstatter deres udlevede 2009 strategi, men kritikerne har fundet den for vag og lagt ud på et problematisk tidspunkt. Strategien blev nemlig offentliggjort kun én dag før den nationale valgkampagne begyndte, hvilket betyder at der er stor risiko for at en ny regering tiltræder som ikke nødvendigvis er enig med strategien. Dertil har den ingen implementeringsplan eller tiltag til at kunne styre fremtidigt regeringssamarbejde.
Særligt har strategien lagt vægt på samarbejde med både USA og Danmark, som Canadas østlige og vestlige naboer i området. Norge, som NATO-fælle, er også nævnt som en mulig partner til overvågnings opgaver i regionen. Det der lægges størst vægt på er dog fortsat et samarbejde med Canadas allierede for at sikre de fælles interesser i Arktis.
Der findes dog problemer når det kommer til territorialkrav i området. Både USA og Canada gør krav på den Nordvestlige passage, den utroligt vigtige rute gennem den amerikanske del af Arktis. USA ser den som en del af det internationale farvand, mens Canada fastholder at den er en del af deres territorial område. Selvom der indtil videre er fri afbenyttelse af ruten, er dette et potentielt problem i fremtiden. På nuværende tidspunkt eksisterer der også debat om andre krav på territorie i regionen, heriblandt mellem Canada og Danmark over Hans Ø. Norge og Rusland klarede at finde en fredelig løsning på et af deres mellemværende i 2010, så dette kan sandsynligvis løses uden for mange hovedpiner.
Canadas naturligt forekommende resurser i området tiltrækker stor opmærksomhed og investeringer fra andre stater og udenlandske firmaer. Disse kan potentielt hjælpe til at forbedre infrastruktur og støtte lokalbefolkningen, men der findes dog en risiko for at nogle firmaer kunne søge kun at berige sig selv på bekostning af Canada og dem der bor i området. Det er vigtigt for den canadiske stat at finde en balance mellem udenlandske investeringer og den potentielle sikkerhedsrisiko sådanne kan medføre. Det estimeres dog at Arktis har behov for tæt på 7 billioner kroners investeringer (ca. 1 trillion USD) i infrastruktur over det næste årti, i alt fra transport og telekommunikation, til velfærdsprogrammer der kan understøtte de nye tiltag og den arbejdskraft der behøves. Uden udenlandske investeringer får Canada meget svært ved at klare dette.
Det største spørgsmål er dog fortsat om de stigende globale spændinger vil få stor indflydelse på Arktis og det ellers indtil nu fredelige samararbejde der har eksisteret siden den Kolde Krig.
Den livsvigtige infrastruktur
Med den øgede interesse kommer der også stater der bruger en bred vifte af militære kapaciteter og andre statskontrollerede aktiver for at få den bedst mulige placering i Arktis. Store og hurtige ændringer i militær og strategisk teknologi, som f.eks. ved droner, kunstig intelligens, og cyber, kommer til at have stor indflydelse på hvordan fremmede magter forsøger at nå deres mål i Arktis og Nordamerika. Nogle staters endelig mål, såsom Kina, er relativt ukendt og det er langt fra sikkert de lægger sig op ad de mål Canada og dets vestlige allierede har.
Den nye canadiske militære strategi, ”Strong, Secure, Engaged,” har til mål at sikre militæret i fremtiden har den nødvendige mobilitet, rækkevidde, og tilstedeværelse der kræves for at kunne forsvare området overfor de nye modstandere og teknologier. Her er bl.a. lagt investeringer i seks nye militærfartøjer der kan sejle i Arktiske have, terrænkøretøjer lavet specielt til de arktiske områder, og kraftigt styrkede overvågnings- og kommunikationskapaciteter i hele Canadas arktiske region. Ud over disse investeringer gennemfører Canada nu hvert år deres største militære øvelse, Operation NANOOK, i området.
Den canadiske kystvagt har allerede arktiske kapaciteter der kan støtte maritim sikkerhed og forebygge miljøtrusler, og er trænet i at samarbejde med andre ministerier og organisationer i området. De har set sig nødsaget til at forøge isbrydersæsonen i Arktis for at sikre de maritime aktiviteter og støtte den økonomiske vækst. I denne forbindelse har de skaffet tre foreløbige mellemstørrelse isbrydere der er klar i 2020-21, med flere skibe på vej derudover.
Disse og flere investeringer er et godt skridt i den rigtige vej, men det er langt fra nok. Der eksisterer mere end nok af problemer som Canada enten skal rette op på eller forbedre sig til. Ekstreme vejrfænomener som voldsomme storme, enorme naturbrænde, og oversvømninger sker alt oftere og kraftigere end tidligere grundet klimaforandringer. De skader befolkningen og den kritiske infrastruktur deroppe, og gør sammen med stadigt mere uforudsigeligt vejr, smeltende permafrost, og ændringer i sø isen, at der potentielt kan opstå kritiske problemer med fødevaresikkerhed og transport i området.
Canadas nuværende initiativer til at modarbejde klimaforandringer, og deres tiltag til at beskytte de arktiske økosystemer er langt fra nok til at have en mærkbar effekt i fremtiden. Selvom bevarelsestiltag i den størrelse kræver internationalt samarbejde skal Canada gøre lagt mere end hvad de for tiden har præsteret.
Med den forsvindende sø is og større kommerciel marine aktivitet, kommer der også et behov for bedre søg og redningskapaciteter (SAR). Bedre overvågning af isforhold og isbjerge er krævet og infrastrukturen skal udbygges til at kunne støtte flere redningsfartøjer i regionen. Som det står til nu, har Canada kun en enkelt vej der leder helt til det Arktiske hav, den ikke-asfalterede Dempster Highway. Derudover findes der lige nu kun én dybt vands havn i det nær-arktiske område, ved Churchill i Manitoba – en havn der dertil er i tvivlsom stand. En arktisk dybt vands havn ved Iqaluit er under konstruktion, men forvæntes ikke færdig før ved slutningen af året.
Med den øgede aktivitet kommer også en større risiko for menneskeskabte katastrofer som kan sætte et enormt pres på alle niveauer af staten og lokalbefolkningen i den canadiske arktiske region. Derfor er et absolut kritisk at Canada i forbindelse med den større økonomiske aktivitet i regionen fokuserer hårdt på at forbedre infrastrukturen og sikrer at der findes kapacitet til at undsætte katastroferamte områder og minimere hvad skade der kunne forekomme.
Nationalvalget har sat den arktiske politik på lav-blus og lige meget hvilken regering der kommer ud af valget som sejrherre ved d. 21. oktober, står til at skulle kæmpe med flere årtiers forsømmelse i regionens civile og militære infrastruktur. Fremtidens muligheder og risici ved et mere åbent Arktis kræver en større tilstedeværelse af militære enheder, stærkere nødsituationskapaciteter, og en kraftigt forbedret situationsbevidsthed. For at klare disse store udfordringer er der nødt til at være et effektivt samarbejde på alle niveauer af staten sammen lokalbefolkningen og den private sektor. Kun da kan Canada sikre regionens trivsel med god økonomisk vækst og samtidig sørge for en underbyggende infrastruktur der kan besvare problemer effektivt inde og ude for landets grænser i nord.
