I dag har filmen ”Vores mand i Amerika” premiere i de danske biografer. Filmen handler om en af de mest afgørende personligheder i nyere dansk udenrigspolitisk historie, men samtidig også en af de mest oversete. Som ambassadør i Washington under Anden Verdenskrig kæmpede Kaufmann for at placere Danmark på den rigtige side af historien. Det er glædeligt, at Kaufmann nu måske endelig kommer længere frem i danskernes bevidsthed og forståelse af krigen.
I dag rammer filmen ”Vores mand i Amerika” endelig de danske biografer. Det var en film, som jeg personligt har set meget frem til, lige siden jeg hørte, at der nu blev lavet en film om Henrik Kaufmann. Som historiker blev jeg begejstret for idéen om en film om denne vigtige mand, for hans historie er helt oplagt til en filmatisering.
Kaufmann var dansk ambassadør til USA, da Danmark blev besat af tyskerne, og over de næste år søgte ambassadøren at knytte Danmark til den kommende supermagt, og få os placeret på den rigtige side af historien efter den hurtige danske kapitulation den 9. april 1940. Det gjorde han ved helt grundlæggende at afvise at anerkende ordrer fra København, og reelt føre sin egen udenrigspolitiske linje – på Kongens vegne. Regeringen i København fyrede Kaufmann og han blev anklaget for landsforræderi. Den fyring valgte Kaufmann at ignorere, for han anerkendte jo ikke regeringens ret til at diktere hans diplomati, og derfor anerkendte han heller ikke deres ret til at fyre ham. En ret frisk tilgang må man sige.
Der er mange andre ting i historien om Henrik Kaufmann og især hans overdragelse af områder på Grønland og ansvaret for forsvaret af den nordligste del af Kongeriget er jo nok noget af det mest centrale i hans eftermæle. Alt dette behandles i filmen ”Vores mand i Amerika” som er instrueret af Christina Rosendahl med Ulrich Thomsen i hovedrollen.
Og som sagt virker det som historiker helt oplagt, at man laver en film om en diplomat, som bryder kontakten til sin regering da landet bliver besat, fører diplomati på et storpolitisk plan uden mandat hjemmefra, og reelt overgiver dele Kongerigets territorium.
Men helt centralt for den nye film står også et noget kedeligt faktum, nemlig at Henrik Kaufmann langt fra er så kendt som han burde være.
Så Christina Rosendahl har påtaget sig en opgave, som lyder at filmatisere en mands liv som fascinerer fagnørder, men som ikke nødvendigvis er bredere kendt. Hun har altså skulle tilfredsstille nørderne og samtidig overbevise folk om at blive hængende og se en film om en mand de ikke nødvendigvis kender.
Lykkedes det så? Ja, det vil jeg klart mene det gør.
Historien om Henrik Kaufmann er så grundlæggende fascinerende, at den naturligt fastholder seeren (hermed ikke sagt, at skuespillere og instruktør kunne have været hvem som helst – de gør et fremragende stykke arbejde), men det hjælper til fastholdelsen af ikke-nørderne. Som nørd er jeg også rigtig godt underholdt, og i modsætning til andre historiske film sidder jeg ikke og vrider mig i sædet over historiske ”friheder”, som instruktører kan tage sig. Ja, Christina Rosendahl har taget sig nogle kunstneriske friheder, og det er også helt på sin plads, når der er tale om en spillefilm. Men det er ikke graverende, at jeg som historiker får lyst til at forlade salen (og det har jeg ellers oplevet med flere andre film) – faktisk er det slet ikke i nærheden.
”Vores mand i Amerika” er en fremragende fremstilling af Henrik Kaufmanns virke under Anden Verdenskrig, og viser hans centrale rolle for at placere Danmark på den rigtige side af historien. Man kan glæde sig over, at Henrik Kaufmann måske på denne måde kan komme klarere frem i danskernes bevidsthed og forståelse af perioden 1940-1945.
