En roadtrip gennem USA’s uforenelige stater

Midtvejsvalgkampen er rykket ind det afsluttende døgn og stadig mere tyder på republikansk sejr. Kongressen.com har været en tur rundt i flere af de vigtige svingstater for at tage temperaturen på et splittet Amerika, der i morgen går til valg

USA’s politiske system er i stor politisk krise. Præsident Obamas popularitetstal ligger og roder omkring 42 procent, kun en anelse over historisk upopulære George W. Bush. Kongressen producerer stort set ingen lovgivning som konsekvens af partiernes voksende polarisering. Af samme grund mener under 13 procent af amerikanerne, at den lovgivende forsamling gør et godt stykke arbejde.

Krisen i Washington bliver særligt udstillet i år, hvor der er midtvejsvalg den 4. november. Et valg, hvor Republikanerne står til at vinde flertallet i begge Kongressens kamre. For demokraterne handler valget om ikke at blive associeret med Obamas upopulære politik, og for republikanerne om at undgå at få skylden for sammenbruddene på Capitol Hill.

I anledning af midtvejsvalget tager jeg temperaturen på amerikansk politik i de delstater, hvor valget bliver afgjort. Over ti dage kører jeg fra Texas i syd, op gennem Arkansas, Kentucky, for igen at ende nede i North Carolina og Georgia. Jeg vil tale med amerikanerne, politikere og borgere, om et politisk system på sammenbruddets rand. Det her er en roadtrip gennem USA’s uforenelige stater.

Kan Texas virkelig blive demokratisk?
Turen tager sit udgangspunkt i Dallas, Texas. Lone Star-staten er kendt for sine hardcore konservative politikere, i de seneste år Tea Party-yndlingen Ted Cruz. Hernede er der en helt særlig lokalpatriotisk stolthed, som jeg straks mærker, når jeg taler med texanerne. De elsker deres våben, Fox News, de lave skatter og deres personlige frihed. Det skal ingen røre ved!

Men det kan måske ændre sig. Og det er derfor, jeg befinder mig her en støvet oktoberdag.

For demokraterne har en ambitiøs plan. Den handler om at flytte Texas fra rød til blå partifarve inden 2020. Det lyder utopisk. Men den voldsomme demografiske udvikling i Texas, ikke mindst som følge af indvandringen af latinoer fra syd, kombineret med et republikansk parti i identitetskrise, gør, at staten er ved at deles på midten: De gamle hvide mænd; og de nye minoriteter. I dag udgør latinoer næsten 40 procent af befolkningen i staten, og prognoser antyder, at mere end halvdelen vil være spansktalende om 15 år. Læg dertil at omkring 55 procent af latinoerne definerer sig som demokrater, kun cirka hver fjerde som republikaner.

I Dallas’ nordøstlige kvarter møder jeg formanden for det lokale partikontor, der i samarbejde med græsrodsorganisationen ’Battleground Texas’, en samling af Obamas tidligere kampagnemedarbejdere, er i gang med at banke på døre og kime potentielle vælgere ned. De har travlt. Texas er en sofa-stat, hvor vælgerne er svære at lokke til valgstederne. Og for at demokraterne skal have en chance for sejr, kræver det mobilisering af vælgere. Samtidig er det også nødvendigt at nogle flere af USA’s 12 millioner illegale indvandrere bliver retmæssige statsborgere. Partiformanden er optimistisk. Hun mærker nye toner og en voksende interesse for projektet.

Texas bliver ikke blå, hverken i 2014, 2016 eller 2018, men republikanerne er tilsyneladende bekymrede. De forsøger i hvert fald igennem de restriktive ID-love at forhindre, at demokraterne opbygger en solid partibase hernede. Noget som frustrerer partiformanden. Hun får dagligt opkald fra mennesker, der ikke kan stemme, fordi de mangler korrekt billedlegitimation.

Obama fylder i Arkansas
Fra Texas kører jeg nordøst mod Arkansas. På et motel ved grænsen mellem de to stater støder jeg ind i en ’roadworker’, som iført kasket og snavsede armybukser tømmer en sixpack med dåseøl, lænende sig op ad sin truck. Oprindeligt fra Arkansas, men som så mange andre tvunget ud af staten i jagten på arbejde. For ham handler hverdagen om at få brød i maven. Han har ikke tænkt sig at stemme på tirsdag. Og som han siger, er alle politikerne i Washington alligevel de samme skvadderhoveder.

Hans opfattelse er ganske repræsentativ for befolkningen. Valgdeltagelsen i år ventes at ende under 40 procent. Til sammenligning stemmer mere end 60 procent ved et præsidentvalg.

Det er ellers ikke fordi, at indbyggerne ikke bliver gjort opmærksomme på valget. Negative tv-reklamer fylder traditionen tro ganske meget, når man åbner for fjernsynet. I Arkansas bliver den siddende demokratiske senator Mark Pryor konstant hængt op på sin støtte til Obama, ikke mindst omkring den upopulære sundhedsreform. Omvendt får hans republikanske modstander Tom Cotton på puklen for at skære i de offentlige budgetter, noget som ifølge tv-reklamer fra liberale super PACS har ødelagt det føderale beredskab mod Ebola-epidemien.

Mellem 50 og 70 procent af tv-reklamerne i delstaterne er af negativ karakter; hvor kandidater nedgør modstanderens politik frem for at fremhæve egne fortræffeligheder. Et faktum, som synes at irritere flere amerikanske vælgere. Jeg møder to midaldrende kvinder midt i deres rygepause i den søvnige Pine Bluff. Manglen på positiv og konstruktiv kampagneførelse er åbenlys, og de sukker misundeligt, da jeg fortæller, at negative kampagner ikke er tilladt i Danmark.

På vej ud af Arkansas drejer jeg væk fra Interstaten og fortsætter ad en landevej. Og dermed støder jeg også på de politiske ’yardsigns’, som fylder forhaverne i de politisk interesseredes hjem. Et charmerende bekendtskab ved amerikanske valg midt i tristessen.

Symbolikken klæber til Kentucky
Næste stop er Kentucky. Den lille stat med kun lidt mere end tre millioner potentielle vælgere, som især er kendt for Bourbon og kul-produktion, er blevet centrum i midtvejsvalget. Det skyldes ikke mindst, at den mest magtfulde republikaner i Kongressen, 72-årige Mitch McConnell overraskende er i tæt duel om sin senatorpost med den ukendte business-kvinde Alison Lundergan Grimes. Hvis mindretalslederen McConnell, som har siddet 30 år i Kongressen, mod forventninger ryger ud, vil det sende et klart signal: Amerikanerne er trætte af benhårde og kyniske magtpolitikere.

McConnell fører godt nok med 5-6 procentpoint, men at det overhovedet er blevet så tæt skyldes, at han på mange måder er blevet symbolet på det polariserede og fjendtlige klima i Washington. I manges øjne er han en politisk insider og medansvarlig for den upopulære kongres.

I Kentucky kommer jeg helt tæt på tidligere udenrigsminister og præsidentfrue, Hillary Clinton. Hun har turneret landet rundt de seneste måneder og hjulpet demokrater i delstater, der har været på vippen. I Lexington, Kentucky, er hun gæstestjerne ved det politiske rally med Grimes. Clinton træder ind på scenen, mens Katy Perrys hit ’Roar’ hamrer ud af højtalerne. De 600-700 tilhørere hujer begejstret og vifter med de udleverede kampagneflag, hver gang Clinton tordner mod McConnell.

I Kentucky bliver det også tydeligt, at demokraterne ufortrødent fortsætter deres ’war against women’-kampagne. De mener ikke, at Republikanerne er fulgt med tiden og er tilhængere af kvinderettigheder, for eksempel omkring abort og ligeløn. Grimes råber flere gange, at McConnell er modstander af ’equal pay for equal work’. Et begreb der har lydt både i Colorado, Texas og fra Obama i Philadelphia.

Så bliver det søndag. Det betyder, at kampagnerne er sat delvist på standby. I stedet er en god del af den konservative delstats indbyggere i kirke. Det er jeg også. Om man vil et det eller ej, spiller religion en rolle i amerikansk politik. Halvdelen af amerikanerne mener ifølge Pew Research Center, at kirker bør tilkendegive deres politiske holdning, og en tredjedel mener ligefrem, at de bør støtte kandidater.

Det sker ikke i den lille flække London, Kentucky. Her giver præstens tale om næstekærlighed blot et befriende pust fra den politiske virkelighed.

Slutspurten i North Carolina og Georgia
I skrivende stund befinder jeg mig på grænsen mellem Tennessee og North Carolina. Sidstnævnte bliver efter alt at dømme helt afgørende for demokraternes forsøg på at fastholde flertallet i Senatet. Staten her har udviklet sig til en intens tvekamp mellem den siddende demokrat Kay Hagan og den republikanske udfordrer Thom Tillis.

I baggrunden kører et Foxs News skrattende derudaf. En analytiker hævder flabet, at valgkampen må være på steroider. Det er den dyreste nogensinde i et amerikansk midtvejsvalg; der er brugt mere end 100 millioner dollar, blandt andet på et utal af reklamer målrettet indbyggerne. Det minder om et præsidentvalg, og linjerne er trukket knivskarp op. Hagan anklages for at være Obama look-a-like; Tillis for at være for konservativ til den lilla North Carolina. Alle partiernes støtter er mobiliserede. Resultatet kommer til at afhænge af valgdeltagelsen.

Hagan står til en snæver sejr. Det er bidende nødvendigt, at demokraterne vinder i svingstaten, som har skiftet mellem rød og blå ved de seneste to præsidentvalg, hvis ikke Senatet skal skifte partifarve. Ellers bliver det som prognoserne antyder en sejr på omtrent 52-48 til republikanerne.

På valgdagen vil jeg efter alt at dømme befinde mig i Georgia. Fokus har flyttet sig mod den traditionelt konservative sydstat, hvor kampen står mellem republikaneren David Perdue og demokraten Michelle Nunn. Kun et par procentpoint, i republikansk favør, adskiller de to parter. Et faktum, som har fået demokraterne til at omdirigere kampagnemidler herhen i sidste øjeblik. Måske et desperat forsøg på at redde stumperne? Georgia er i øvrigt en af de delstater, hvor afgørelsen kan blive udskudt, hvis ikke en af de to kandidater får mindst 50 procent af stemmerne.

Vi er måske klogere om 48 timer. Ellers må vi vente til december eller januar, hvor sammensætningen af den næste kongres kan blive udskudt til. Mon den kan samle USA’s uforende stater? Jeg tvivler.