Trump forbliver det valgpolitiske epicenter, en progressiv stemme træder ind på scenen, ledelsen får stadig sin vilje og andre observationer fra primærvalgene i Florida, Arizona og Oklahoma.
Washington D.C. – Åååh, Florida.
Lad os bare få det vigtigste ud af vejen først. Nej, den republikanske kandidat i det 27. distrikt, der skabte overskrifter på grund af hendes påståede kidnapning af rumvæsener, da hun var syv år gammel vandt ikke. Hun måtte nøjes med lidt over fire procent af stemmerne.
Den store overraskelse kom i valget til guvernør.
De fleste havde for et par måneder siden afskrevet det som en kamp imellem demokraten Gwen Graham og republikaneren Adam Putnam. I stedet blev det den progressive, afroamerikanske borgmester fra Tallahassee, Andrew Gillum, og det Trump-loyale kongresmedlem Ron DeSantis, der triumferede.
For at starte med den republikanske side. DeSantis var ikke blevet spået mange chancer før primærvalget startede. Hans modkandidat Adam Putnam var i mange år blevet kronet som det Republikanske Partis fremtidige konge efter at være blevet valgt til Kongressen i en alder af bare 26 somre. I 2010 besluttede han sig for at tage tilbage til solskinsstaten og blev valgt som den magtfulde landbrugskommissær, en post som er et naturligt springbræt før guvernørkontoret.
Alt gik som ventet. Putnam førte i meningsmålinger i foråret og virkede til at glide elegant ind som republikanernes nominerede. Derfra kunne han starte sit fremtidige kandidatur som præsident.
Men så kom Donald Trump i vejen.
Præsidenten erklærede officielt sin støtte til DeSantis, der var blevet en prominent stemme på Fox News og i denne tidsalder blev det altafgørende blandt de republikanske vælgere. DeSantis brugte også udmeldingen smart.
Og nu står han på stemmesedlen i november.
Overraskende hedder hans modstander Andrew Gillum. Den blot 39-årige borgmester fra statens hovedstad er blevet udråbt som ansigtet på generationsskiftet i det Demokratiske Parti af multi-milliardæren Tom Steyer, og hans progressive platform, støttet af Bernie Sanders, er usædvanlig i en moderat stat, der er indbegrebet af svingstat i præsidentvalg og samtidigt gløder rødt på statsniveau.
Gillum træder ind på den nationale scene som en Rorschach-test. Et tegn på, at minoritetskandidater endelig har brudt igennem til større poster. Sanders-fløjens renæssance og største politiske sejr i en primærvalgssæson, der har været alt andet end god for dem. En afvisning af politikerklassen symboliseret ved hans tætteste kandidat det tidligere kongresmedlem Graham, hvis far både havde været Floridas guvernør og senator. Et tegn på en græsrodssejr over de to milliardærer, der også var i feltet. Endnu et skridt i millenial-generations indtog. Hvad end det er, efterlod hans sejr de fleste i Florida måbende.
To kandidater på 39 år er kandidater til guvernør i staten med flest pensionister. Alt der er tilbage at sige, at Florida er en kompliceret størrelse. Det er staten, hvor mere end 50 millioner stemmer er blevet afgivet i præsidentvalgene fra 1992-2016, og forskellen i stemmetal mellem de to partier er under 20.000 eller 0,0004 procent. Den nuværende republikanske guvernør, den dengang ukendte Rock Scott, slog statens siddende justitsminister i primærvalget til guvernør i 2010. Det eneste overraskende burde nærmere være, at folk stadig kan blive overrasket over, hvad der foregår.
Og nu hvor vi er ved Rick Scott (note: jeg arbejdede for hans modkandidat i guvernørvalget i 2014). Senatsvalget i Florida flyver under radaren, men det er et af de farligste for Demokraterne til november.
Målinger imellem den demokratiske senator Bill Nelson og Scott er helt lige. Og det kan ikke tørre de svedige håndflader i demokratens valgkontor. Særligt når det politiske klima burde dikterer en solid Nelson-føring, og at demokrater i rødere stater klarer sig bedre i målingerne.
Nelson har ikke haft en stærk modkandidat i sine to foreløbige genvalgskampagner, så han er rusten. Og Scott er den stærkeste kandidat, han kunne have mødt.
Guvernøren har 100 procent genkendelighed i staten og er populær efter gode håndteringer af Parkland-skyderiet og orkanen Irma. Han har desuden en personlig formue, der siger spar es og kan uden videre smide 10 millioner dollars på tv-reklamer en uge før valget, hvis han skulle have brug for det.
Demokraterne kan dårligt tåle at bekymrer sig for meget om Florida. I magten om Senatet er kortet mildest talt modbydeligt, hvis du er demokratisk konsulent. Ti Demokrater er på genvalg i stater, som Trump vandt i 2016. I fem af dem (MT, ND, MO, IN og WV) vandt han med mere end en dobbeltcifret.
Floridas senator kan trøste sig med, at en siddende senator næsten altid bliver genvalgt, når præsidenten ikke er fra deres parti. Ifølge en analyse fra FiveThirtyEight har sølle 4 senatorer ud af 114 tabt under disse omstændigheder siden 1982. Tallene er de samme for senatorer i stater, som stemte på præsidentens parti, altså Demokrater i røde stater. Her var genvalgsraten 93 procent med en gennemsnitlig sejrsmargin på 22 procentpoint.
Men Nelson går ind i sit livs kamp og Florida bliver en af de sværeste stater at holde for Demokraterne den 6. november.
McSally cruiser til sejr
Anderledes ser det ud i Arizona, hvor valget til Senatet er en af Demokraternes bedste muligheder for at flippe en plads fra rød til blå.
Jeff Flake meddelte tidligere på året, at han trak sig tilbage. Senatoren havde været i åben kamp med præsident Trump og i dagens Republikanske Parti er det det samme som at underskrive en politisk selvmordnote.
Ledelsens favorit Martha McSally vandt overbevisende med en dobbeltcifret margin. Det Republikanske Parti havde frygtet, at enten Kelli Ward eller den omstridte sherif Joe Arpaio kunne overraske deres favorit og så godt som sende pladsen i Demokraternes hænder. Ingen af de to kandidater blev set som at have bred nok appel i et stat, der på trods af sin hældning imod GOP er i spil i et politisk klima som dette.
I stedet kan de nu flytte fokus til, hvem guvernør Doug Ducey skal udpege til at erstatte den afdøde John McCain og sidde i Senatet i de to år, før et specialvalg skal finde sted. Loven påkræver guvernøren at vælge en person fra det samme parti, men siden guvernøren selv er republikaner, bliver det ikke et problem.
Ducey har andre udfordringer foran sig. Erstatningen bliver omgående bedt om at tage stilling til en Højesterets-nomineret og vil også være i fokus, hvis Republikanerne skulle vælge at genoptage deres forsøg på at fjerne Obamacase, som McCain med stor gestik forhindrede i 2017. For det andet er der pres på for at vælge en person, som politisk ikke er alt for forskellig fra McCain og har samme holdninger på en række lokale mærkesager, men som samtidig vil vække glæde blandt præsident Trump og hans mest loyale base. For det tredje skal Ducey vælge en person, der har lyst og kan genvinde pladsen i 2020. Og som samtidig er stærk nok til at vinde i et primærvalg, hvis Kelli Ward (der også udfordrede McCain i 2016) omgående erklærer, at hun er kandidat til pladsen i specialvalget i 2020.
En skruebold fra North Carolina
Men den mest betydningsfulde udvikling i denne uge for udfaldet af midtvejsvalget kunne have fundet sted i en stat uden primærvalg: North Carolina.
En appeldomstol dømte, at det Republikanske Parti havde tegnet statens kongresdistrikter på en forfatningsstridig måde. Dommerne virkede klar til at finde en løsning før valget. Det vil sige, at statens vælgere kan risikere gå til valg om under tre måneder med helt nye distrikter og kandidater.
North Carolina har en årelang historie med skævvredne kort, racebaseret gerrymandering og søgsmål, der har gået hele vejen til Højesteret.
”Jeg synes, at det er bedre at vælge republikanere end demokrater. Så jeg tegnede det her kort, der skal hjælpe med at gøre det, som jeg mener er bedre for landet,” sagde arkitekten bag det nuværende kort David Lewis, en republikansk medlem af statskammeret i 2016.
Groft sagt: Det nuværende kort favoriserer republikanerne. De har 10 ud af statens 13 kongresmedlemmer, på trods af at republikanske kandidater kun vandt 53 procent af stemmerne ved valget.
Der foreligger stadig en række juridiske slagsmål. Dommen vil utvivlsomt blive appelleret til Højesteret. GOP vil spørge om at udskyde dommen, så de gamle distrikter vil blive brugt i 2018. På grund af, at der ikke er en 9. dommer (og derfor et potentielt 4-4 split) er det sandsynligvis op til de to liberale dommere Breyer og Kagan at afgøre North Carolina’s skæbne.
En yderligere krølle er Brett Kavanaugh, præsident Trumps nominerede til Højesteret, hvis høringer starter i næste uge. Hvis Kavanaugh når at blive bekræftet til bænken, og som mange forventer vil kaste en femte stemme med de konservative dommere, kan kortet forblive i brug.
Kort sagt: Det hele er noget rod.
Uanset hvad kommer sagen i North Carolina til at ulme over midtvejsvalget som et tordenvejr, der kan slå ned i den Republikanske lejr. I bedste fald driver det over, og de kan ånde lettet op. De har dårligt brug for flere forhindringer på deres vej til at beholde flertallet, der allerede bugner med brosten og hårnålesving.
You must be logged in to post a comment Login