En normal, ineffektiv State of the Union

Præsident Trump undgik fejl og lagde op til et mere forenet USA. Men regn ikke med, at aftenens tale ændrer noget.

Washington D.C. – Vi fik teleprompter-Trump.

Præsidenten fremlagde en positiv og forenende tone. Hans tale var velskrevet, fyldt med personlige historier og fremført med en endnu ikke set disciplin. Og på trods af, at han ikke kunne lade være med at sende få stikpiller ved at referere, at amerikanere stolt står op og hilser deres flag, at det skal være nemmere at fyre ansatte i staten og sætte en hård linje på immigration, vil talen blive modtaget positivt blandt den brede skare af kommentatorer, der vil tale om en ny Trump. En præsident, der trykkede på reset-knappen. En præsident, der kunne være på vej ind i en ny periode som outsideren, der kan stykke aftaler sammen på tværs af partilinjerne.

Ifølge en umiddelbar måling fra CBS/YouGov var talen en vinder.

På samme tid var det småt med konkrete politiske tiltag på nogle af problemerne, han selv nævnte i starten. Der var ingen udspil løsninger for amerikanere, der var blevet ramt af naturkatastrofer eller berørt af masseskyderier. Teksten var fyldt med floskler og ude af karakter for en præsident, der indtil videre har domineret overskrifterne på grund af bombastiske udtalelser, racistiske kommentarer eller den nyeste selvforskyldte skandale i hans administration. Og så var det nævneværdigt, at Trump ikke nævnte den russiske trussel, på dagen hvor hans CIA-direktør forudsagde, at russerne igen vil prøve at påvirke det næste amerikanske valg til november.

Men lykkedes præsident Trump med sin første State of the Union?

Det korte svar er nej …
En af grundene til, at den nuværende præsident er sværere at vurdere, er at han ikke spiller inden for de samme politiske rammer som hans forgængere. Trump har overladt det meste af den politiske agenda til Republikanerne i Kongressen. Han har til gengæld et langt større fokus på at promovere sig selv og hans egen indsats i at “Make America Great Again”.

Hvis han dominerer overskrifterne, er han glad.

Men talen handler om at fremlægge en politisk agenda fyldt med tiltag og udspil. Og overtale kammeret og befolkningen om nødvendigheden af at gennemføre det politiske projekt.

En præsidents styrke stammer hovedsageligt fra tre kilder ifølge USA’s mest anerkendte forsker i præsidentiel magt, Richard Neustadt.

1) Den evne til at overtale der er indbygget i embedets magt
2) Forventningen om at han vil udnytte den magt
3) Hans støtte i befolkningen

State of the Union har altid fokuseret på at ændre punkt et og punkt tre.

Hvor tonen var mild og forenende, var substansen alt andet end det. Der var korte retoriske opfordringer til politiske tiltag, hvor der burde være en mulighed for samarbejde på tværs af partierne såsom infrastruktur, betalt barsel, nedsættelse af medicinpriser, faglærte uddannelsesmuligheder og muligheder for tidligere indsatte, men kigger du på de faktisk detaljer, er det svært at se, hvordan Det Hvide Hus skal finde støtte fra et stort nok antal Demokrater.

Samtidigt skurrede præsidentens politisk ukorrekte sprogbrug i Demokratiske aktivisters ører og hans forsøg på at redefinere alle amerikanere som “drømmere” fik uden tvivl DACA-aktivister op i det røde felt. Deres pres på Demokraterne vil ikke blive mindre, når immigrationsforhandlingerne fortsætter.

Og på trods af dine gode tal, så er det værd at huske på, at størstedelen af de folk, der tunede ind sandsynligvis var fan af præsidenten i forvejen. Og en Gallup-analyse af approval ratings efter State of the Unions siden 1978 viser, at præsidenter sjældent ser deres popularitet stige, når der er gået en uge.

Det Hvide Hus har heller ikke planlagt den samme rundtur i landet for at sælge deres politiske projekt. Det kan gøre en potentiel positive effekt markant mindre.

Det er heller ikke sikkert, at mediedækningen kommer til at fokusere på talen i den kommende uge. Denne præsident og hans administration har en evne til selv at skabe dårlige overskrifter, når de endelig er i medgang. Du ved aldrig, hvad der rammer næste gang. Forskning fra Jason Barabas ved Florida State University viser, at befolkningen lærer mere om præsidentens initiativer efter the State of the Union, men dette sker på grund af den efterfølgende mediedækning; ikke fordi vælgerne ser selve talen. Hvis nyhedsstrømmen bruser videre kan sådan en effekt være mindre for præsident Trump.

… men det er en smule mere kompliceret
Med Trump kan det være anderledes. Hans approval ratings er så langt nede i en historisk kontekst, at der er større plads til at vokse.

Styrken i talen ligger også normalt i at artikulere Det Hvide Hus’ politiske projekt, men i stedet trak de på bredere temaer som forsoning og sammenhold. Det kan være en smart strategi. De få opsving i Trumps popularitet er altid kommet i hælene på taler, hvor han har holdt sig til teleprompteren.

Det Hvide Hus virkede bevidst om, at Trump er den mest upopulære præsident i moderne historie og bliver anset som den splittede kraft i amerikansk politik. Og de har uden tvivl tænkt over, at de to hovedlovgivninger, Obamacare-repeal og skattelovgivningen, var to af de mest upopulære love, siden man begyndte at måle blandt befolkningen.

Ved at flytte fokus til de mange personlige historier og immigrationsemnet, hvor Demokrater står mindre stærkt politisk kan Trump-administrationen have givet sig selv en strategisk fordel.

Politisk teater
Aftenens tale var politisk teater, når det er bedst. De fleste taler er floskler og forglemmelige talepunkter. Hvis det seneste års mønstre holder stik, vil denne tale være glemt om en uge eller to. Der er få øjeblikke, der bliver husket: Republikaneren Joe Wilson, der afbryder Obama og råber: Du lyver. Bush’ navngivning af Iran, Irak og Nordkorea som Axis of Evil. Og Bill Clintons erklæring om, at “The era of big government is over”. Tag ikke fejl. Præsident Trumps tale havde fantastiske personlige historier, der fortjener opmærksomhed og forståeligt skabte følelsesmæssige reaktioner i kammeret.

Men talen ændrer ikke på de umiddelbare problemer.

Hverdagen venter igen. På de fleste mærkesager kræver lovgivning stadig stemmer fra mindst 9 Demokrater i Senatet. Og vi er i et valgår, hvor blot en håndfuld Demokrater vil have et politisk problem ved at nægte at samarbejde med Det Hvide Hus. Der skal laves en aftale om immigration. Og hans udlægning var baseret på nogle af de mest højreorienterede, restriktive ideer, der findes. Hvis du er en Demokrat, der vil finde en løsning, har talen ikke gjort det nemmere for dig at støtte et kompromis.

Kampen mellem Husets efterretningsudvalg og justitsministeriet kan tage til i styrke. Flere ministeropsigelser kan være på vej. Politiske pladser i ministerier og ambassader står stadig tomme.

Og på længere sigt fortsætter Det Hvide Hus’ udfordringer med nedlukning af staten, juridiske sårbarhed om Rusland-undersøgelsen, kvindebevægelsen og foruroligende udsigter omkring midtvejsvalget. Lige så optimistisk administrationen bør være i aften, lige så pessimistisk bør de være, når euforien fra talen har lagt sig. Det ligner stadig, at 2017 på trods af alle skandalerne bliver det bedste år i Trumps første embedsperiode.

I morgen vågner vi op til en god økonomi, skyhøjt aktiemarked, solid vækst og fornyet politisk momentum. På trods af alt det er Trump stadig den mest upopulære præsident i nyere tid.

Men for en enkelt aften mindede Trump verden om, hvordan en mere disciplineret version af ham selv kunne have regeret. Måske er det nok til at kalde the State of the Union for en succes.