Har Capitol Hill givet helt op over for Trump?

USA’s lovgivende kammer har opgivet dets autoritet, hvilket gør det mere end vanskeligt at se for sig, hvordan tilliden til en i forvejen udskældt institution kan genoprettes lige foreløbig. 

Washington D.C. – Hvordan i alverden har Scott Pruitt stadig et job?

I de seneste uger har spørgsmålet om Trumps miljøministers fortsatte jobsikkerhed gået fra at være en skandalesag, der skreg efter fyringer til et kollektivt træk på skuldrene.

Korruptionen i the Environmental Protection Agency er slående. Ministeriets ombudsmand har i øjeblikket 10, ja 10, åbne undersøgelser i gang. Pruitt står anklaget for alt fra etiske brud på regler til decideret kriminelle handlinger. Det er efterhånden en udmattet frase, men under enhver anden moderne præsident, var han blevet sendt på porten for længst.

Det skræmmende er ikke korruptionen og det nonchalance attitude fra Trump-administrationen. Det er snarere Kongressens villighed til at holde hænderne for øjnene og opføre sig som om, at alt er, som det plejer.

Der er intet nyt i den etiske linedans fra Trumps side af ligningen. Præsidenten har allerede måtte se sin sundhedsminister Tom Price forlade sin plads efter afsløringer om frådseri og luksusrejser på skatteborgernes regning.

Administrationens kaos er blevet en del af hverdagen i Washington. Regelbrud er blevet normen. Efterhånden er det ikke den åbenlyse korruption, der til dagligt omhylder præsidenten og hans ministerstab, som får sindene i kog.

Det amerikanske system giver bevidst manden i det ovale kontor og hans hold vide rammer. Forudsætningen har altid været, at Kongressen vil stå imod. Men under præsident Trump har Kongressen forladt selve ideen om at føre kontrol og opretholde princippet om ‘check and balances’.

Scott Pruit står på ingen måde alene i hans misbrug af skatteydernes penge. Boligminister Ben Carson har været i krydsilden for hans 31.000 dollars dyre bord. Ryan Zinke har tiltrukket opmærksomhed for helikopterture. Steve Mnuchin har brugt mere end en million dollars på at benytte militære luftfartøjer.

Alle disse etiske skandaler er kommet frem via interne undersøgelser fra ministeriernes ombudsmænd eller fra afsløringer i medierne. Kongressen har dybest set nægtet at kigge dem i sømmene og har kun kaldt ministre i samråd i begrænset omfang.

På samme måde er der ingen nuværende undersøgelser i gang, når det kommer til andre former for personlig berigelse. Forskellige lande holder åbenlyst arrangementer på Trumps personlige hotel i Washington D.C. Og selv om Trump officielt har trukket sig fra den daglige ledelse, er han stadig en del af ejerskabet og tjener derfor personligt, når statsledere og andrediplomater bruger hans ejendom til afholde receptioner eller andre arrangementer. Flere eksperter mener, at dette kan være et brud på forfatningens emoluments-klausul.

Trump-organisationen har ganske vist meldt ud, at alt profit er blevet doneret til skatteministeriet. Men donationer fra Trump har en særlig historie. Washington Posts David Fahrenthold vandt en Pulitzer sidste år for sine historier om Trumps manglende donationer.

Desuden er der spørgsmålet om, hvor overskuddet fra indsættelsesfonden er gået hen. I februar afslørede New York Times for eksempel, at 26 millioner dollars var blevet betalt til en af førstedamens rådgivere. Der er desuden spørgsmålet om, de seks firmaer der bidrog til fonden, og som senere vandt kontrakter med den føderale stat.

Kongressen har siddet på sine hænder. I stedet er spørgsmålet om emolumenter blevet overladt til domstolene. Et søgsmål på vegne af Maryland og D.C. blev i sidste måned godkendt af en føderal dommer.

Kongressens mangel på indflydelse har også været tydelig, når det kommer til lovgivning. Indtil videre er skatteloven den eneste betydningsfulde lov, som den 115. kongres har fået vedtaget. Forsøgene på sundhedsreform var forgæves. Immigration blev tilsidesat. Og ideen om en uge i infrastrukturens tegn er efterhånden slået fejl så mange gange, at det er en løbende joke i politiske kredse.

Selv Kongressens mest banale funktion – at finansiere den føderale stat – har udviklet sig til politisk teater, når det er værst og ført til nedlukninger. Og alt imens dette sker har modsvaret til den humanitære katastrofe i Puerto Rico, hvor øen med over tre millioner amerikanske statsborgere forleden mistede alt elektricitet igen, været præget af forsinkelser og en manglende vilje til at finansiere nødhjælp.

I stedet har de største ændringer kommet fra administrationen.

Den politiske agenda er blevet sat igennem regler og direktiver fra ministerier og styrelser. Det militære angreb på Syrien, de nyeste frihandelsafgifter og det nuværende aktive indrejseforbud er alle blevet ført igennem udenom Kongressen. Det sidste eksempel er i øjeblikket i Højesteret, hvor et af nøglespørgsmålene er, hvorvidt Trump-administrationen handlede i strid med en lov foretaget af Kongressen i 1965, der ændrede immigrationsprocessen.

I et andet tilfælde har administrationen decideret ignoreret Kongressen. I juli sidste år vedtog en tæt på enig kongres nye sanktioner imod Rusland. Senatet stemte for 98-2. I Huset var det 419 for og 3 imod. Disse sanktioner er stadig ikke blevet fuldt ud implementeret. I januar nægtede Trump at indføre dem. Og på trods af en offentlig udmelding tidligere i denne måned om, at administrationen nu havde skiftet kurs og ville straffe Putins inderste cirkel, nægtede Trump i sidste ende at følge Kongressen.

Partiskheden og den manglende evne til at samarbejde har desuden taget over. Tag bare Rusland-undersøgelsen i Huset som eksempel. Der hersker ingen tvivl om, at Rusland foretog et koordineret angreb på det amerikanske præsidentvalgs integritet i 2016. Men i det særlige efterretningsudvalg i Huset har de ikke kunnet blive enige om, hvilken vej undersøgelsen skulle gå i mere end et år. Det førte i sidste uge til, at de officielt lukkede undersøgelsen med to forskellige rapporter fra hver side af partiskellet. Og den officielle rapport indeholder konklusioner, som de fleste iagttagere kalder ude af trit med virkeligheden, og som for længst var blevet modsagt af landets efterretningstjenester.

Det er svært at se, hvordan Kongressen som institution kan genfinde sin autoritet i den nærmeste fremtid.

Hyperpartiskheden i vælgerkorpset har skabt alle mulige incitamenter til, at en republikansk kongres er nødt til at holde hånden over en præsident fra deres eget parti. Det samme vil være sandt for en fremtidig demokratisk kongres og en præsident fra det Demokratiske Parti. Deres egen valgpolitiske skæbne afhænger af præsidentens popularitet og deres evne til at bruge embedets magt til at gennemføre love og bestemme direktiver. De har intet at vinde politisk ved at underminere deres eget partis leder.

Hvis Demokraterne vinder et eller begge kamre tilbage efter midtvejsvalget, kan vi forvente flere undersøgelser og en administration, der i højere grad skal være påpasselige med, hvad de kan slippe af sted med. Men en splittet fordeling af magten skaber nye problemer for kaos. En måling fra Pew viser for eksempel, at demokratiske vælgere i stigende grad har mistet appetitten til at gå på kompromis med de folk, de er politisk uenige med.

En demokratisk sejr i 2018 øger desuden chancerne for en rigsretssag. En ny måling fra Quinnipiac viser, at slående 71 procent af demokrater vil have, at deres ledere starter en rigsretssag, hvis de genvinder kontrollen over Repræsentanternes Hus. En sådan udvikling vil tilsidesætte ethvert håb for lovgivning i en lang periode.

Og det gør det ikke nemmere at halvdelen af de demokratiske senatorer allerede befinder sig i midten af det usynlige primærvalg og har alle incitamenter til at gå imod administrationen så meget som muligt for at bolstre deres resume frem mod 2020.

For nu at være fair så har Kongressen sat agendaen, når det kommer til det føderale budget. Trump-administrationens ønsker om at skære ned og nedlægge en lang række føderale agenturer blev sat til side. En lang række føderale programmer og bloktilskud blev forlænget eller fik forhøjet deres budget, på trods af at Det Hvide Hus’ ønske om at få dem ud af finansloven.

Men for iagttagerne der havde håbet på, at en impulsiv, normbrydende præsident ville få Kongressen til at kæmpe imod og insistere på dens magt i amerikansk politisk, har 2017 og 2018 været en skuffelse.