En generals begrænsede bekendelser

General Stanley McChrystal, der blev fyret af præsident Obama for et par år siden under stor virak, har været en tur i blækhuset og skrevet sine erindringer. Det slipper han ikke ubetinget godt fra, og især tiden omkring fyringen er skildret overfladisk og selektivt

ANMELDELSE: Han har fået plads nok af sit forlag, den gode general McChrystal. Helt præcist har han fået 464 sider stillet til rådighed for på bedste vis at kunne give læserne et indblik i en storslået karriere, der endte brat en forårsdag i 2010, som følge af en uheldig artikel i Rolling Stone Magazine. Desværre har McChrystal intet behov for at brugen pladsen fornuftigt. Tværtimod sidder man som læser af bogen ‘My Share Of The Task’ lidt for ofte med følelsen af: ‘hvad skal jeg bruge det her til?’.

McChrystal har ellers alle muligheder for at fortælle spændende historier. Alt fra hans deltagelse i genopbygningen af den amerikanske hær efter Vietnam-krigen til hans ledelse af styrkerne i Afghanistan.

Task Force 714
En stor del af bogen er helliget hans tid som chef for Task Force 714 og styrkens arbejde i Irak. Task Force 714 er en styrke bestående af forskellige specialenheder fra både de berømte Navy SEALs, Delta Force, og Rangers, som opererede med stor succes i både Irak og Afghanistan. Det er et af bogens mere interessante elementer at læse om McChrystals tid som leder af Task 714. Ikke mindst fortællingen om jagten på Al Qaedas øverstbefalende i Irak, Abu Musab al-Zarqawi, giver et godt indblik det arbejde, der førte til, at man til slut fik fat på Zarqawi.

McChrystal beskriver, hvordan man fik opbygget et netværk på tværs af diverse ministerier og afdelinger af det amerikanske forsvar for bedre at kunne analysere og anvende de efterretninger, man fik fra tilfangetagelser og overvågning. Han beskriver de operationer, som specialstyrkerne udførte som en del af denne jagt og giver også en meget medrivende beretning om de sidste dage, inden man fik ram på Zarqawi i et bombeangreb.

Generelt giver bogen et godt og detaljeret billede af den kamp, de amerikanske specialstyrker udkæmpede i Irak mod Al Qaeda, og mange af beskrivelserne er ikke for sarte sjæle.

Drømmen om at blive leder i kamp
I begyndelsen af bogen skriver Stanley McChrystal, at han følte sig bedst tilpas som leder af specialstyrkerne i Irak:

 “I wanted to be a combat leader.”

Ambitionen om at være en kampleder i stil med general Grant fra den amerikanske borgerkrig gennemsyrer McChrystals karriere og lederskab. Bogen giver et billede af en mand, som har det bedst, når han opholder sig blandt sine soldater og leder deres indsatser, enten som forberedelse til krig eller reelle kampoperationer.

Flere gange i bogen beskriver han, hvordan han føler sig bedre tilpas i sin kampuniform end i sin hverdagsuniform til brug i Pentagon. Meget symbolsk valgte McChrystal at anmode om, at den uniform, som skulle bæres til hans afskedsceremoni, skulle være kampuniform.

Ingen bekendelser
Hændelsen, der førte til, at McChrystal før beregnet måtte holde sin afskedsceremoni, fylder forbløffende lidt i McChrystals erindringer. For de læsere, der havde håbet, at generalen ville lukke op for godteposen og give indblik i, hvorfor han i første omgang gav en journalist fra Rolling Stone Magazine lov til at følge ham, og efterfølgende hvordan han oplevede faldet fra tinderne, bliver skuffede. For selv om McChrystal kort kommer ind på artiklen, hvor både han selv og flere medlemmer af hans stab, blev citeret for upassende kommentarer om blandt andet  vicepræsident Joe Biden og Obama-administrationens Afghanistan strategi, er det begrænset, hvor meget nyt der er i det.

Der er ingen tvivl om, at mange af dem, der køber bogen, vil gøre det med henblik på netop denne affære. Hvad var meningen med at have denne journalist tilknyttet staben over flere dage i Europa? Hvad var McChrystals opfattelse af hændelserne, som blev beskrevet i artiklen? Mente McChrystal, at han blev retfærdigt behandlet i forbindelse med denne sag?

Selvfølgelig kan ikke forvente svar på alting, når man læser en erindringsbog, men det er dog bemærkelsesværdigt, hvor lidt plads, McChrystal bruger på sagen. Han skriver, at han var forbløffet over, hvordan sagen pludselig eksploderede, og at han ikke er enig i mange af de fremstillinger af, hvad der skete de dage i Europa. Derudover kommer der ikke nogen dybere analyse eller kommentarer på sagen. Hvilket i den grad er en skuffelse, når man læser bogen.

For mange ligegyldigheder
Generelt er general McChrystals erindringer en skuffelse. Bogen rummer som nævnt enkelte interessante afsnit, men bogen kunne let være meget kortere end de 464 sider. Det mest interessante ved den er, at forfatteren hedder Stanley McChrystal og ikke indholdet. For hverken bekendelser eller dybere reflektioner synes at have været en del af generalens synopsis, før han satte sig til tasterne. Derfor kan man også med rette undre sig over, hvorfor han overhovedet gjorde det i første omgang.