En drømmestart på Paris?

Det skortede ikke på store ord og visioner, da COP21 startede i Paris. Men bag ordene gemmer sig en politisk virkelighed, der er mere sort end lyserød. Trods forlydender om det modsatte.

Af Pia Olsen Dyhr, formand og klimaordfører for SF.

Tænk hvis en af de gode nyheder, når klimatopmødet åbnede var, at den danske statsminister annoncerede, at Danmark havde et nyt reduktionsmål for 2020. Ikke de tidligere 40 pct., men 41 pct. En ekstra procent for kloden, som han sagde. Det var sammen med et par andre gode meldinger på åbningsdagen med til at skabe optimisme, og da han blev spurgt om det ikke var dyrt for Danmark, svarede han et smil, at det var helt misforstået. Tværtimod var det en økonomisk gevinst for Danmark. Du tænker på alle de grønne arbejdspladser der blive skabt fx i vindmølleindustrien, blev han spurgt. Ja også det, men selv hvis vi ser bort fra det, har vi regnet på at der er en pæn gevinst for samfundet. Vi får færre sygedage og færre dødsfald, når luftforureningen går ned, og vi får et bedre vandmiljø – det skal vi jo sikre, også fordi EU kræver det. Og det der for alvor er dyrt er, hvis vi venter med at gøre noget ved det. Og så skaber vores udspil i øvrigt også over 3.000 job. Samtidig har tænkt langsigtet – vi har lavet vores bilafgifter om, så benzinslugerne har fået et hak op, og de grønnere biler er blevet billigere. Og det er også klog politik, for vi skal jo sikre at trafikken forurener meget, meget mindre – hvis vi skal leve op til det mål EU har sat for 2030.

Og så bankede den politiske virkelighed på. Jeg vågnede af mine drømmerier. Det var helt sort udenfor, ligeså sort som regeringens politik. Den havde chancen for at bringe Danmark videre i klimakampen, men på bare 5 måneder har den fået gennemført masser af kortsigtet og klimaskadelig politik. Klimaministeren siger, at han er stolt af at rejse til Paris med en 37 procent målsætning, men han har absolut intet at være stolt af.

Det absurde er, at Klimaministeriet selv har beregnet, at den tidligere regerings 40 pct. målsætning kan gennemføres med en samfundsøkonomisk gevinst. Den gevinst har regeringen valgt at lade gå til spilde til skade for Danmark. Klimarådet, som regeringen sikkert gerne ville have nedlagt, hvis den kunne, har ikke alene bekræftet den konklusionen, men har beregnet at gevinsten løber op i hele 1 mia. kr. om året udover klimagevinsten samtidig med at der skabes 1.000 arbejdspladser ekstra. Faktisk fremlægger Klimarådet to planer for, hvordan vi kan nå 40 pct. målet, og i min vilde drøm gik Danmark derfor videre, og gennemføre de bedste fra begge disse planer – det ville jo være ikke alene drømme-klimapolitik, men også klogt. Sand grøn realisme.

Klimarådet påpeger som alle andre, at det er i landbruget vi kan hente de store, billige gevinster. Det er kun fordi vi har en bonderegering, at det ikke sker. Men Klimarådet har også et par nye forslag med i deres planer, nemlig at skal bruge varmepumper meget mere. Varmepumper veksler elektricitet til varme, og pointen er, at de kan producere 3-5 gange så meget energi som de bruger. Det er en, konkluderer rådet, ikke alene en teknisk, men også økonomisk effektiv opvarmningsform, som vi skal bruge meget mere. Det sker bare ikke i tilstrækkeligt omfang, fordi el-afgiften er for høj i forhold til afgiften på andre opvarmningsformer. Derfor går omstillingen for langsomt. En skatteomlægning, hvor el til varmepumper bliver billigere betalt fx med en anelse højere bundskat vil give en betydelig klimagevinst, og samlet set får forbrugerne nogenlunde de samme penge mellem hænderne – skatten betales bare på en anden måde. Regeringen har uden videre afvist en sådan skatteomlægning, hvilket virker temmelig forhastet. Det viser i hvert fald, at det haster med den aftalte analyse af energiafgifterne, som regeringen har udskudt. For hvis man skal sætte elafgiften ned – hvad der er en del argumenter for – ville det være fornuftigt at se det i sammenhæng med resten af skattesystemet – i stedet for på forhånd at bruge milliarder til dem, der vil købe en dyr bil, ejer et dyrt hus eller er så heldige, at de står til en stor arv.

Klimarådet ser også længere frem i tiden, og påpeger, at hvis vi skal nå målet om 100 pct. vedvarende energi i 2050, skal tempoet i installationen af VE sættes betydeligt i vejret. Det vil være klogt at begynde at tage beslutningerne nu, så vindmølleindustrien vidste, hvad de havde at holde sig til. SF har foreslået, at der hurtigt træffes beslutning om to nye havvindmølleparker til opførelse i 20erne, men efter at have læst Klimarådets rapport er jeg usikker på om det overhovedet er nok. Det kommer blandt andet til at afhænge af, om solceller fortsætter med at falde dramatisk i pris.

Det er godt, at vi har fået Klimarådet, der har vist sig at tænke klogt og langsigtet omkring den grønne omstilling, og har smadret myten om at omstillingen er økonomisk uoverkommelig eller endda kræver et helt nyt samfundssystem eller hvad ved jeg. Nej, det er pragmatisk, stædig og klog politik der skal til, intet andet. Desværre er det indtil videre noget en dansker kun kan drømme om.