Under det arabiske forår blev den daværende egyptiske præsident, Hosni Mubarak, presset ud af embedet af folkelige opstand. Men forinden var spørgsmålet: Vil USA støtte Mubarak eller stå på demonstranternes side? Daværende præsident Obama valgte at stille sig bag demonstranternes krav om Mubaraks afgang, selvom Mubaraks regime var pro-amerikansk. USA og Egypten deler et stærkt partnerskab baseret på gensidig interesse i fred og stabilitet i Mellemøsten, økonomisk mulighed og regional sikkerhed, men forholdet har været under pres siden 2011.
Af Thomas Matthies, Mellemøst-analytiker, Kongressen.com
Hosni Mubarak døde den 25. februar i en alder af 91. Han var en af de statsledere, som faldt i kølvandet på det arabiske forår i 2011. Under hans op mod 30 år ved magten bekæmpede Mubarak radikal islamisme og opretholdt freden med nabolandet, Israel. I Washington så man i lang tid Mubaraks regime som en vigtig spiller i forhold til bekæmpelse af terrorisme og en vigtig tilhænger af USA’s bestræbelser på at skabe fred og stabilitet i regionen.
USA havde i årtier opretholdt et langt sikkerhedspartnerskab med Egypten og deres væbnede styrker for bl.a. at bekæmpe terrorisme. USA og Egypten deler samme bekymringer omkring Iran og dets støtte til terrorisme gennem udenlandske proxies samt den regionale virkning af dysfunktionelle stater som Libyen, Syrien, Yemen og Irak. Egypten er også en standhaftig nabo til Israel og forbliver den første af kun to arabiske stater med modet til at investere i et fredeligt forhold til USA’s mest værdifulde allierede i regionen, Israel.
Egypten har generelt siden 1970’erne været en af USA’s og Vestens vigtigste allierede i Mellemøsten, som fik milliarder dollars i amerikansk militærhjælp. Med undtagelse af Israel har intet andet land fået så meget støtte fra USA. Men i kølvandet på det arabiske forår i 2011, som startede i Tunesien, valgte USA, under præsident Obama ikke at støtte regimet i Egypten. I stedet valgte Obama efter noget tids overvejelse at støtte op om den folkelige opstand i Egypten. Men hvorfor valgte Obama at gå ned ad denne usikre vej på bekostning af en ellers velkendt allieret?
Hvorfor efterlod Obama Mubarak i stikken?
Mubarak havde længe opretholdt et “specielt forhold” med Washington, og som et resultat nød Egypten godt af den amerikanske militære og økonomiske bistand gennem flere årtier. I lang tid var forholdet mellem USA og Egypten under Mubaraks regime positivt. Og generelt kunne man beskrive Mubaraks tid ved magten som stabil og pragmatisk. Ikke desto mindre var der i de sidste år af Mubaraks regime en forværring af hans status både indenrigs- og udenrigspolitisk.
Et ømt punkt var især spørgsmålet om menneskerettigheder og civilsamfundets rolle i Egypten. Washington blev mere og mere kritisk over for det jerngreb, Mubarak holdt sin befolkning i især efter valget i 2005 og 2010, som blev kritiseret bredt af eksterne observatører. Udenrigspolitisk var Mubarak også imod USA’s invasion af Irak i 2003 og blev til sidst frustreret over de grundlæggende israelsk-palæstinensiske fredsforhandlinger, hvor han var en vigtig spiller.
I 2011 traf præsident Obama den beslutning, der hjalp med at vælte den egyptiske præsident, Mubarak. Noget, som efterfølgende er blevet beskrevet som ”en af de sværeste beslutninger” i Obamas tid i Det Hvide Hus. Med begivenhederne i januar 2011 var det amerikansk-egyptiske forhold således på det laveste punkt, da præsident Obama bad Mubarak om at fratræde og acceptere afslutningen af hans styre.
Obamas politik var baseret på ideen – eller håbet om – at en demokratisk bølge i det arabiske forår kunne føre til en stabil politisk overgang i Egypten og andre steder i Mellemøsten. Det kan derfor argumenteres, at Obamas politik i høj grad var idealistisk og muligvis en af Obamas større fejlberegninger.
For Obama var målet at undgå et blodbad i den egyptiske revolution. For hans kritikere var det imidlertid det afgørende tidspunkt, hvor idealismen sejrede over realpolitik i Det Hvide Hus. Med et slag mistede både USA og Israel en af sine meget få venner i Mellemøsten, og Obama bærer en stor del af skylden. På mange måder var der regionalt også et stort chok, over at USA var klar til at ofre Mubarak, som havde været en strategisk allieret over 3 årtier. For at ride med på denne bølge og vinde anseelse hos dele af den arabiske befolkning risikerede Obama USA’s status og troværdighed.
Under Obama-administrationen blev det amerikansk-egyptiske forhold mere anstrengt, især efter præsident Sisis kup i 2013. Obama gjorde det klart, at han var utilfreds med det egyptiske militærs kup af landets demokratiske valgte præsident, islamisten Mohammed Morsi. Abdel-Fattah el-Sissi, den general der førte Morsi ud af embedet, blev holdt ved armslængde af Obama, der aldrig inviterede ham til Det Hvide Hus. Og Obama beordrede også en delvis suspendering af militærhjælp til Egypten i oktober 2013, annullerede fremtidige militære øvelser og standsede leveringen af F-16 fly og AH-64 helikoptere til de egyptiske væbnede styrker.
Men med et øje på Egyptens nøglerolle i den globale kamp mod terrorisme gendannede Obama militærhjælpen i 2015. Men det var stadig ikke nok til at forbedre forholdet til Egypten, der kritiserede Obama for at nægte Egypten de våben, der var nødvendigt for at bekæmpe islamiske militante, der kæmpede mod egyptiske sikkerhedsstyrker på Sinai-halvøen. Stemningen blandt sekulære egyptere over for USA blev også negativt påvirket af opfattelsen af, at USA bistod det upopulære muslimske broderskab med at opnå magten.
En ny start med Trump
Med valget af Trump håbede mange i Egypten på forbedringer i forholdet til USA. Sisi modtog omsider sin invitation fra Det Hvide Hus kort efter Trumps indvielse, og hans besøg fandt sted i 2017. Og så sent som i 2019 sagde Trump, at forholdet til Kairo ”has never been better”. Også Mike Pompeo har beskrevet forholdet som et af de ”dybeste og bredeste partnerskaber i regionen”. Men bag den diplomatiske retorik er forholdet mellem de to lande svækket. For eksempel trak Egypten sig fra Trump-administrationens ’Middle East Strategic Alliance (MESA) initiative’ (også kendt som det arabiske NATO) tilbage i april 2019. For USA er Egypten i dag også mindre vigtig for det amerikanske militærs operationelle planer. USA har i de senere år begrænset sin tilstedeværelse i Irak og Syrien. Og Washington forfølger forhandlinger med Taliban for at afslutte konflikten i Afghanistan.
Set fra et amerikansk perspektiv har afkastet på investeringerne også manglet i de sidste par år. I mange år har de egyptiske væbnede styrker været mindre i stand til at være en effektiv kampstyrke. Dette betyder, at Kairo ikke har kunne bidrage meget mere end med symbolsk støtte til de amerikanske regionale mål, såsom at modbalancere Iran. Den egyptiske regering har i lang tid hverken haft penge, militær eller administrativ effektivitet til at påvirke regionen med undtagelse af Libyen og Gaza. I 2017 skar den amerikanske kongres da også ca. 100 millioner dollars ud af den amerikanske økonomiske bistand til Egypten og forsinkede omkring 200 millioner dollars. Men ud over reducering i bistand, har Trumps beslutning om at anerkende Jerusalem, som Israels hovedstad, også haft en negativ effekt på det amerikansk-egyptiske forhold.
Men selvom det amerikansk-egyptiske forhold forbliver stabilt, og man fortsat samarbejder, så har Egypten prioriteret forholdene til andre lande ud fra et forsvarsmæssigt synspunkt. Præsident Sisi har allerede udvidet Egyptens internationale støttebase til at omfatte flere nøglepartnere, herunder de arabiske golfstater, Israel og Rusland. Under Sisi har Egypten diversificeret sine militær- og handelsforhold væk fra USA for også at omfatte tættere forbindelser med Rusland, Kina og europæiske nationer, som Frankrig og Tyskland. Mellem 2014 og 2018 var Egypten således den tredjestørste våbenimportør globalt set (efter Saudi-Arabien og Indien) med Frankrig og Rusland, som Egyptens vigtigste leverandører.
Og i skarp kontrast til forholdet mellem USA og Egypten, så er forholdet mellem Egypten og Rusland fra 2013 og fremad blevet varmere. En mulig udenrigspolitisk frygt i Washington er derfor, at hvis man nedgraderer eller reformerer bistanden til Egypten, så vil egypterne fristes til at række endnu mere ud til Kreml. Underskrivelsen af en aftale i november 2017, der tillader russiske fly at bruge egyptiske lufthavne, bekræfter kun denne bekymring. Eller i april 2019, hvor det kom frem, at Egypten overvejede at købe over 20 russiske Sukhoi Su-35-kampfly. Derfor ser det ud til, at det amerikansk-egyptiske forhold er blevet svækket lige siden Mubaraks fald. Selvfølgelig forbliver Suez-kanalen og Egyptens unikke geografiske placering en afgørende faktor for USA. Eksempelvis tilbage i maj 2019, midt i amerikansk-iranske spændinger omkring Hormuz, udsendte USA hangarskibet USS Abraham Lincoln, som gik gennem Suez-kanalen. Og som hjemsted for den arabiske verdens største befolkning kan Egypten hjælpe med at opbygge støtte blandt andre moderate befolkninger i Mellemøsten. Egyptiske producerede medier er for eksempel de mest sete i den arabiske verden. Og i en region, hvor USA har brug for villige, moderate allierede for at nå sine strategiske interesser, forbliver Egypten derfor en vigtig aktør for USA, men hvorvidt det amerikansk-egyptiske forhold nogensinde når op på de samme tidligere højder er endnu uklart.
