Dyre lejligheder sender folk på gaden i San Francisco

Høje lejlighedspriser gør almindelige lønmodtagere husvilde i San Francisco. Midt i elendigheden forsøger en dansker gennem nonprofit-organisationen Blossom Project at tænde drømme og håb for særligt de mange hjemløse kvinder. Men hvad er håbet om job og bolig værd, når en to-værelses lejlighed koster langt over 20.000 kr. om måneden, og lønningerne ikke følger med?

“Der er mange, der træder i brugte kanyler, så se hvor du går!”, siger den 27-årige dansker Maja Straarup Kjær. Hun arbejder for den danske non-profit Blossom Project, der hjælper hjemløse kvinder i San Francisco. Straarup Kjær viser mig rundt i bydelen Tenderloin i San Francisco. Området får starten af den hårde ende af Istedgade fra Hovedbanen ned til Gasværksvej til at ligne et villakvarter i Hellerup. “Jeg har ikke vænnet mig til det endnu, og jeg tror heller ikke, jeg kommer til det,” siger hun. Engang var Tenderloin fyldt med hoteller, restauranter, barer og biografer. Her var underholdning og turister. I dag er det epicentret for armod.

Der opholder sig ca. 7.500 hjemløse i hele San Francisco, der ligger omtrent 600 kilometer nord for Los Angeles på den californiske vestkyst. Det er en gængs begrundelse, at hjemløse flytter til Californien på grund af de varmere temperaturer end eksempelvis i New York, men det sikrer ikke nødvendigvis overlevelse at flytte til vestkysten. De kolde nattemperaturer gør, at hjemløse dør i kulden. Regnen, som staten har så desperat brug for på mange andre fronter, er gift hvis man ikke har tag over hovedet, da risikoen for at fryse ihjel er langt større i vådt tøj.

Selv om solskinstimerne er mange, er det sjældent, at solen rammer de bakkede gader i byen. De få steder langs gaden, der har sol denne morgen på Presidents Day (18. februar) er allerede optaget af forhutlede mennesker, der forsøger at få varmen efter en kold nat. Symptomatisk volder det ikke solen problemer at skinne med sin lave forårssol på de øverste dele af de høje skyskrabere i downtown omkring Union Square og Financial District, der huser kontorer, som udgør en del af kernen af det økonomiske kraftcenter i området i og omkring San Francisco. Nok ynder Californien at kalde sig for solskinsstaten, men det bliver koldt i februar, når mørket falder på. Det bliver ikke nemmere af, at det ikke er tilladt at opsætte telte i byen. Loven blev vedtaget med et snævert flertal i 2016. Det gør hjemløsheden mere synlig end fx i Los Angeles, hvor simple festivaltelte oftere ses end de hjemløse selv. Og det er svært holde varmen med en tynd vindjakke og papkasser, der skal agere vægge.

Dyre lejligheder tvinger folk på gaden
San Francisco er ikke en millionby på samme måde som Los Angeles og New York. Faktisk bor der under en million i bykernen. Alligevel har gentrificeringen sat ind. Jo flere veluddannede og løntunge medarbejdere området rekrutterer, jo større bliver efterspørgslen på boliger. Folk med høje indkomster, ville se sig om efter dyrere lejligheder, hvis gentrificeringen ikke var så massiv, men bliver nødt til at leje sig ind mindre dyre steder. Det betyder, at den lavere middelklasse er nødsaget til at kigge efter lejligheder i den billigste ende af skalaen, de ellers ikke ville kigge efter. Det har den konsekvens, at mange må have flere jobs og bo flere på samme værelse, for at få det til at hænge sammen økonomisk.

Ikke alle i working-poor-kategorien får enderne til at mødes og havner på gaden. Netop i disse måneder beretter den amerikanske udlejningsportal Zumper, at lejeniveauet er på sit højeste nogensinde i San Francisco. I februar 2019 var gennemsnitsprisen på en to-værelses lejlighed lidt over 24.000 kr. om måneden, hvilket var en stigning på over tre procent alene i forhold til januar samme år. Udviklingen har været støt stigende over en årrække. Gennemsnitsprisen er således steget næsten 40 procent siden 2012. På landsplan ligger gennemsnitsprisen på to-værelses lejligheder i dag lidt under 8.000 kr. De gebommerlige stigninger har faktisk fået antallet af hjemløse i San Francisco til at falde en my, og årsagen hertil skal findes i, at folk flytter til andre byer, hvor huslejen er mere moderat, i håb om at kunne få tag over hovedet. Danske Natasha Guman, som jeg også møder i San Francisco, forsøger at fremme danske interesser for tech-virksomheder gennem det danske konsulat. Hun fortæller, at hendes amerikanske venner jublede, da hun fortalte, at hun havde fået en to-værelses lejlighed til 20.000 kr. om måneden. Ikke alle er ligeså heldige som Guman, og der er en vis sammenhæng mellem de høje boligpriser og antallet af hjemløse. Et studie fra tre amerikanske universiteter i New Hampshire, Pennsylvania og Boston viser, at i samfund hvor mere end 32 procent bliver brugt på husleje, stiger risikoen for at ende på gaden med accelererende fart. I San Francisco betaler man i gennemsnit svimlende 60 procent af sin indkomst til husleje, så der er ikke noget at sige til, at der er stor risiko for at ende som hjemløs, hvis man mister sit arbejde. “Vores studie viser, at et boligmarked med høje priser er med til at forstærke fattigdommen,” siger en af studiets forfattere, Chris Glynn fra New Hampshire University i forbindelse med udgivelsen af rapporten.

Et typisk Silicon Valley-par
Maja Straarup Kjær, der viser mig Tenderloin, flyttede til San Francisco, da hendes mand fik arbejde som ingeniør i tech-branchen. Hun har dårlig samvittighed over, at hun udgør halvdelen af “et typisk Silicon Valley-par”, der er med til at presse den laveste middelklasse ud i hjemløshed. Den dårlige samvittighed fik hende til at gå ind i Blossom Project. Hun uddeler håndsprit, tamponer, hygiejnebind og vådservietter til byens hjemløse kvinder. Hendes baggrund som sygeplejerske er allestedsnærværende, når hun bevæger sig rundt i San Franciscos bakkede gadeterræn, særligt i Tenderloin. “Når jeg ser hjemløse, der ligger på gaden, ser jeg altid efter om brystkassen hæver sig,” siger Straarup Kjær. Men hendes uddannelse er ikke noget, hun skilter med i embeds medfør: “Titlen giver rygdækning til pleje, men kan blive brugt imod mig i en eventuel retssag.” Blossom Project har også måtte stoppe med at uddele chokolade, som en del af deres opmuntringspakke, da frygten er stor for at blive sagsøgt med den begrundelse, at den hjemløse skulle være blevet syg som følge af at have spist chokoladen. “De hjemløse ser det som en mulighed for at komme tilbage på sporet, da nogle af deres sager, kan bliver betalt af staten,” siger Straarup Kjær.

Blossoms hjælp til trods er der langt til bolig og job for mange af San Franciscos hjemløse. Ofte er det ren overlevelse – og sommetider får livet en makaber slutning. “For få uger siden sad en kvindelig hjemløs i kørestol og var gledet helt sammen midt på Market Street (meget befærdet gade, red.). Hendes hund blev ved med at gø op ad hende, men folk gik videre med poser fra de store omkringliggende butikker. Ingen så, at hun var død,” fortæller Straarup Kjær. Sociologen Georg Simmel pegede i starten af 1900-tallet på, at storbyer, der på det tidspunkt var et relativt nyt fænomen, gør mennesker blaserte og ligeglade. Man ænser ikke hinanden, fordi man ikke kan skabe relationer til en million mennesker. Så er det nemmere bare at kigge ned i jorden og ignorere problemet. Og det er præcis, hvad Maja Straarup Kjær mener, amerikanerne gør i forhold til hjemløse: “Det er som om, byen har givet op over for problemet,” siger hun. Der er måske noget om snakken. FN har i en rapport i oktober i fjor kritiseret byen for ikke at gøre nok. Byens slette forhold for hjemløse bliver sammenlignet med slumområder i Mumbai og New Delhi. Det har i højere grad været private aktører end staten, der har sørget for eksempelvis vand og toiletbesøg.

Vrede mod tech-branchen
Mange indbyggere i byen har været hurtige til at give tech-virksomheder som Google, Apple og Facebook skylden for den massive gentrificering. The New York Times berettede allerede i 2013, at san franciskanere protesterede mod de private busser, der kørte googlemedarbejdere fra deres hjem i downtown San Francisco til hovedkvarteret i Silicon Valley. Selv om Straarup Kjærs mand ikke arbejder for Google eller Facebook, er parret godt klar over, at de også er med til at gøre det endnu sværere for hjemløse at få fodfæste på boligmarkedet. “Jeg har det dobbelt med tech-industrien,” siger Maja Straarup Kjær, da vi sætter os på en café lidt nord for Tenderloin. “På den ene side kaster den også lavtlønsjobs af sig som transport, catering og rengøring, men på den anden side tvinger den dårligt betalte ud af byen og i værste fald fører den til hjemløshed. Det er Facebook og Googles skyggeside,” siger hun.

At husvilde bliver tvunget ud af byen, kalder forskerne af førnævnte studie for the spillover-effect, der betyder, at stigende huspriser får folk til at flytte. Blandt andet er storbyen San Jose, der ligger 80 km fra San Francisco, et yndet sted at flytte hen. Men flytningen kan være en stakket frist, for spillover-effekten beskriver nemlig også, at det sted folk flytter hen til, også bliver gentrificeret og dermed dyrere – og hvor skal man så flytte hen bagefter?

Straarup Kjær og jeg siger farvel ude foran cafeen. Jeg går ned på Union Square ikke langt fra Tenderloin. En velhavende amerikansk mand kommer ud af Louis Vuitton-butikken med sin datter – hun er ikke mere end 10-11 år. Fuldt ekviperet og voksent sminket. Bag dem går en ung fyr med en T-shirt, hvorpå der med versaler står: “Everyone is Googles bitch”.