Drømmen der ikke blev til noget

Præsident Obamas State of the Union tale fokuserede meget på indenrigspolitik. Talen blev brugt til at lancere flere indenrigspolitiske initiativer, og ikke meget på sikkerhedspolitik. En årsag til dette kunne være, at USA igen er engageret i en krig i Mellemøsten. Så drømmen om en fredstale er ikke realiseret.

Allerede i tredje paragraf i Obamas tale kommer emnet på banen: USA er for første gang siden 2001 ikke længere engageret i kampoperationer i Afghanistan. Men fra dette emne går han hurtigt videre til spørgsmålet om USA’s økonomiske udvikling, og hvad man kan gøre for yderligere at styrke økonomien.

Årsagen til at afslutningen på missionen i Afghanistan er nedtonet så meget, er at verden anno 2015 ser anderledes ud, end Obama havde håbet. Siden det blev besluttet, at NATO’s mission i Afghanistan skulle afsluttes i 2014, har Obama-administrationen set frem til en tid, hvor USA ikke var engageret i kampoperationer i Mellemøsten, og fokus kunne flyttes videre mod Asien.

Men fredstalen måtte aflyses. USA er tilbage i Irak og bomber mål i Syrien, og samtidig må man sende soldater til Østeuropa for at støtte op om de allierede mod Rusland.
Bestemt ikke den sikkerhedspolitiske situation som Obama havde håbet.

Krigen er slut
Efter 13 års operationer sluttede amerikansk deltagelse i kampoperationer i Afghanistan her ved nytår. Den internationale International Security Assistance Force (ISAF) overgik til at hedder Resolute Support missionen, hvor formålet er at støtte afghanske sikkerhedsstyrker med træning og rådgivning. Som Obama sagde i sin tale: ”Six years ago, nearly 180,000 American troops served in Iraq and Afghanistan. Today, fewer than 15,000 remain.”

Det skulle have været en sikkerhedspolitisk hovednyhed i talen – USA har afsluttet sin længste krig nogensinde.
Et andet tegn på, at USA er på vej ind i en ny tid, var at denne State of the Union tale var den første siden 2001, som ikke nævnte terrorbevægelsen al Qaeda. Terrortruslen herfra er decimeret til en grad, hvor det ikke længere har en plads i en sådan tale. Der er større udfordringer, og terrortruslen kommer fra meget forskellige steder nu.
En vigtig del af enhver State of the Union er en eller anden form for hyldest til veteraner og tjenestegørende i de væbnede styrker. Obamas tale i år var ikke anderledes.

Første hyldest kom samtidig med indledningen, om at krigen i Afghanistan var afsluttet: ”[…] we salute the courage and sacrifice of every man and woman in this 9/11 Generation who has served to keep us safe. We are humbled and grateful for your service.”

Men Obama stoppede ikke der. Han kædede også hyldesten af veteraner sammen med de initiativer, han fremlagde for at fortsætte fremgangen i amerikansk økonomi. For mange af de veteraner som kommer hjem fra tjeneste, har ofte svært ved at omstille sig til arbejdsmarkedet udenfor militæret. Obamas budskab til de amerikanske arbejdsgivere var dog klart: ”If you want somebody who’s going to get the job done and done right, hire a veteran.”
Med hyldelsten af veteraner og budskabet af krigens afslutning måtte Obama dog fortsætte videre til de sikkerhedspolitiske udfordringer, som USA står overfor i øjeblikket.

Krigen er lige begyndt
Obama måtte adressere en ny krig, som han har måtte engagere amerikanske styrker til. Den konflikt mod Islamisk Stat hvor USA står i spidsen for en international koalition.
For det første er amerikanske luftstyrker hver dag engageret i operationer mod Islamisk Stat for at støtte kurdiske og irakiske styrker på jorden. For det andet har Obama givet tilladelse til at sende op til 3.100 amerikanske rådgivere til Irak for at støtte og rådgive de irakiske og kurdiske styrker for at kunne operere mere effektivt, og dermed bedre udnytte den overlegne luftstøtte som koalitionen leverer.

Det er bestemt ikke efter Obamas planer, at USA endnu en gang befinder sig i Irak med militære styrker, og han måtte da også komme med en indrømmelse: Det her kommer til at tage lang tid. ”Now, this effort will take time. It will require focus.”
Talen blev også en anledning for Obama til at bede Kongressen om en såkaldt ”Authorization for the Use of Military Force”. Det er ikke en krigserklæring, men så godt som. Det er Kongressens tilladelse til præsidenten, til at han kan anvende militær magt mod en given, mere eller mindre defineret fjende. Efter 11.september 2001 vedtog Kongressen f.eks. en AUMF, der gav tilladelse til at bekæmpe al Qaeda og deres støtter. Det har været det juridiske grundlag for krigen i Afghanistan, samt bekæmpelsen af al Qaeda i andre lande, herunder Obamas brug af droner i Yemen, Somalia og andre steder.

Pointen for Obama med at få en AUMF er, at Kongressen dermed får medejerskab af krigen. I talen sagde Obama dog, at det var: ”to show the world that we are united in this mission” – det lyder bare pænere. Faktum er, at Obama ikke har lyst til at stå som ”ejer” af krigen mod Islamisk Stat i Irak og Syrien. Konflikten har potentiale til at vare rigtig længe, og koste flere ressourcer end man på nuværende tidspunkt måske er klar til at erkende. Derfor vil Obama ikke have, at det skal blive ”hans” krig alene.

Så 165 dage inde i kampagnen mod Islamisk Stat, brugte Obama sin State of the Union til at bede Kongressen om at støtte op om hans engagement af amerikanske styrker i Irak og Syrien. To korte paragraffer i talen til at beskrive en krig som amerikanerne ikke ønsker.

Krigen der skal afværges
Imens amerikanske styrker er engageret i Mellemøsten, så er amerikanske styrker også på vej tilbage til Europa. Gennem de seneste år har USA trukket flere og flere af sine styrker hjem fra Europa, som del af fokusskiftet mod Asien, og generelle nedskæringer.

Men Ruslands annektering af Krim, ”Mr. Putin’s aggression” som Obama kaldte det i talen, har betydet, at USA igen må sende tropper til Europa for at støtte de østeuropæiske allierede. Tilbage i 2012 skrev Pentagon i deres såkaldte ”Strategic Guidance”, at Europa var gået hen og blevet ”producenter af sikkerhed, snarere end forbrugere”. Den ændrede sikkerhedssituation i Østeuropa har dog gjort, at den situation har ændret sig, og USA er nødt til at hjælpe til igen med at sikre europæisk stabilitet.

Sidste år sendte den amerikanske hær sine sidste kampvogne i Europa tilbage til USA – de er nu på vej tilbage. Derudover sender man yderligere 3.000 soldater til Europa på rotationsbasis for at deltage i øvelser og træning med allierede. Dette er blot nogle eksempler på den måde, USA prøver at vise en aktiv tilstedeværelse i Europa, som modsvar til Ruslands fremfærd i Østeuropa.

Men både krigen mod Islamisk Stat og behovet for amerikansk tilstedeværelse i Østeuropa er bestemt ikke tilfælde, som Obama havde håbet han skulle have med i sin State of the Union anno 2015. Drømmetalen skulle have signaleret afslutningen på post-11.september konflikterne med amerikanske tropper ude af Irak og Afghanistan, og en lukning af fængslet på Guantanamo basen.
I stedet er amerikanerne tilbage i Irak og der sidder stadig 122 fanger på Cuba.
Obamas tale blev altså en ganske anden, end den overgangstale han kunne have drømt om.