Donald Trump er en historisk svag præsidentkandidat

Den fremtidige republikanske kandidat står overfor enorme udfordringer for at nå Det Hvide Hus. For selv om han selv vil hævde det modsatte, så er Donald Trump en historisk svag kandidat

Donald J. Trump er det republikanske partis præsidentkandidat.

Lad os lige lade den synke ind i et øjeblik.

Den tidligere realitystjerne og byggematador er nu et af de blot to mennesker, der er i betragtning til verdens mest magtfulde politiske stilling.

Der er ingen tvivl om, at Trumps sejr har overrasket størstedelen af politiske iagttagere, og selv da resultaterne tikkede ind i hans favør, forblev de fleste skeptiske og forundrede omkring hans succes.

Gennem hele primærvalget har han virket urørlig overfor kritik. Trump er sluppet af sted med opførsel, der ville have sunket en hvilken som helst kandidat, hvis efternavn ikke stod på hundredevis af amerikanske og internationale bygninger.

Samtidigt har han vundet over et historisk bredt republikansk felt af kandidater, der på papiret var langt bedre kvalificerede end ham. Han har neutraliseret negative målinger, en kollektiv benægtelse fra medierne om at tage hans kampagne seriøst og modstand fra partiets elite. Han har ramt en nerve i det amerikanske samfund og mobiliseret vreden i den hvide arbejderklasse til en af de største overraskelser i USA’s historie.

Så det overordnede argument er, at han kan gøre det igen. At han er lavet af teflon. At de normale regler i politik er sat ud af spil. At der er gode chancer for, at han kan slå Hillary Clinton i november.

Sandheden er en anden.

Donald Trump går valget i møde som den svageste præsidentkandidat i moderne tid.

Bagud fra start
For det første har Clinton et stort forspring, som han skal indhente. Vi er på vej ind i en periode, hvor meningsmålingerne giver et mere realistisk billede af, hvordan valget i november kommer til at se ud. Og de vægtede gennemsnit i målingerne siden april har Clinton i front med omkring 9-12 procentpoint både på landsplan og i de centrale svingstater.

Det er sket én gang, at en kandidat har kunnet overkomme sådan et stort forspring. I 1988 førte demokraten Michael Dukakis over George H.W. Bush med 49 – 39 procent i midten af maj og tabte siden hen valget. Det er dog den eneste gang i nyere tid, det er sket, og det virker ikke sandsynligt, at der er en stor gruppe vælgere, der kan overbevises om at skifte deres stemme. Stigende politisk polarisering er en af grundene. Der er simpelthen ikke nok svingvælgere til at lukke det hul. Desuden er Hillary Clinton en af de mest kendte politiske figurer i USA. Det er et fåtal af vælgere, som ikke allerede har en holdning til hende. Hun har samtidig været igennem et utal af skandaler. Det er svært at se, hvordan Trump skal få vælgere til at forlade hende og vælge ham.

Men Trump har gjort det før! Så han kan gøre det igen.

Her er det vigtigt at skelne mellem primærvalgsvælgere og vælgerne i november. De fleste af de politiske mærkesager, som Trump er notorisk for er ekstremt upopulære i langt størstedelen af den amerikanske befolkning. Muren på Mexicos grænse, indrejseforbud mod alle verdens muslimer, hans flirten med racisme. Men der er en gruppe vælgere, der er enige med ham i alle tre — den typiske republikanske primærvælger. Hans resultat i primærvalget kan ikke bare overføres til valget i november. Der er i stedet god grund til at tro, at de ekstreme holdninger kommer til at skade ham og miste stemmer som konsekvens.

Det er også værd at huske, at Trump stadig er historisk upopulær i sit eget parti for en nomineret. I målinger er det kun omkring halvdelen af de republikanske vælgere, der ville være tilfredse, hvis han blev deres partis leder. Historisk har de nominerede ligget omkring 70-80 procent. Desuden viser en CNN-måling fra sidste uge, at republikanske vælgere, der ikke stemte på Trump kun foretrækker ham med 70-24 procentpoint mod Hillary Clinton. Til sammenligning førte Clinton 86-10 procentpoint over Trump blandt Sanders-vælgere.

Upopulær på tværs af vælgersegmenter
Samtidig tager han nemt pladsen som den mest upopulære præsidentkandidat nogensinde. Tæt på syv ud af ti vælgere har et negativt syn på ham, mens blot hver tredje har et positivt syn. Sidste gang en kandidat var lige så forhadt var i 1992, da Ku Klux Klan lederen David Duke forsøgte at vinde den republikanske nominering. Og her snakker vi altså om en kandidat. Ikke om den fremtidige nominerede.

Det bliver kun værre, hvis du kigger på de enkelte vælgergrupper. Trumps såkaldte unfavorables er grotesk høje i de centrale dele af Obama-koalitionen – også kendt som the Rising American Electorate.

87 procent af latinoer har et negativt syn på Trump. Det har allerede betydning i svingstater som Florida og Nevada, hvor antallet af nye registrerede latinovælgere er langt foran, hvor de var på nuværende tidspunkt i 2012.

For sorte er tallet mellem 80 og 90 procent. Det samme er tilfældet for millennials. Og omkring syv ud af ti kvinder, lidt over halvdelen af alle vælgere vel og mærke, har et negativt syn på forretningsmanden.

En af de største bekymringer for det demokratiske parti har været, om Obama-koalitionen stadig var motiveret, efter præsidenten ikke længere var øverst på stemmesedlen. Med Trumps kandidatur kan de roligt smide den bekymring ud.

Udover at starte som historisk upopulær blandt næsten alle vælgergrupper og være bagud i tæt på alle meningsmålinger skal Trump også håndtere et vælgerkorps, der er mindre hvidt end nogensinde. Hvide vælgere er hans styrke, men deres indflydelse er skrumpet i nationale valg. i 2012 udgjorde de kun 69 procent af vælgerne, den laveste andel nogensinde. Til sammenligning var de 85 procent af valget i 1988. Det tal kunne sågar blive endnu mindre i år.

Hvis vælgerkorpset er det samme i år som i 2012, hvilket er generøst ville Trump skulle vinde hvide vælgere med en 6 procentpoint højere margen på landsplan end Romney i 2012. Og et sted mellem 12-16 procentpoint i midt-vesten som Michigan, Wisconsin, Ohio og Pennsylvania.

De grundlæggende faktorer er også imod ham
Desuden kommer Trump til at være oppe imod et samlet demokratisk parti, der kommer til at tæppebombe ham med politiske angreb. Hans manglende ground game kommer til at plage ham, især mod Clinton der har lovet at dedikere et historisk stort beløb til græsrodsmobilisering.

De fundamentale faktorer taler ligeledes for en demokratisk sejr i november. Obamas approval-rating er på sit højeste siden foråret 2013, den amerikanske økonomi producerer stabil vækst og forbrugertilliden er på højde med, hvor den var i opsvinget i midten af 00’erne, da Bush blev genvalgt og 80’erne, da Ronald Reagan vandt med det ikoniske slogan: It’s morning again in America.

Hans demografiske og geografiske problemer i forhold til valgsmandskollegiet er en artikel for sig selv, men det korte svar er, at der ikke er mange grunde til at være optimistisk. Vinder Clinton for eksempel de 19 stater, som har stemt demokratisk i de seneste seks præsidentvalg i træk plus Florida, har hun et flertal med 271 valgmænd. Vi kan også kigge på det på en anden måde. Hvis Trump forbedrer sine målinger med fem procentpoint i hver stat, en uhørt høj margen, ville han stadig tabe valget med 253 – 285 ifølge The Upshot.

Efter et chokerende valg, og det faktum, at det er Donald Trump, der står som vinder, så er der rigeligt grund til at skrue ned for selvtilliden. Og selvfølgelig har han en spinkel chance for at vinde.

Men der er overvældende beviser imod ham. Husk på , at de fleste iagttagere affærdigede Trump på trods af beviserne for, at han ville sejre. Trump har ligget øverst i de vægtede meningsmålinger i næsten 300 dage i træk, og ud af de 99 nationale målinger, der er foretaget, siden han tog føringen i juli sidste år, er det blot fem af dem, der har haft en anden i førerrollen.

Hans kandidatur har ikke givet grund til at betvivle målingers nøjagtighed. Tværtimod. Og med det in mente er der kun en konklusion lige nu.

Trump er den svageste kandidat et parti har nomineret i moderne amerikansk historie.