Det særlige forhold testes – fra begge sider af Atlanten

Der er langt fra Winston Churchill og Franklin D. Roosevelt til Theresa May og Donald Trump – på mange måder. Det knager og brager i ”det særlige forhold”, som ellers var en af grundpillerne i amerikansk udenrigspolitik i det 20. århundrede. Præsident Trumps tre-dages statsbesøg i Storbritannien udstiller endnu en gang de mange problemer i forholdet.

Over de næste tre dage vil præsident Trump være på statsbesøg i Storbritannien. I lyset af det specielle forhold som de to lande har nydt gennem det 20. århundrede, og begyndelsen af det 21., så burde et sådan besøg være ret lige til. Men det er det bestemt ikke.

Der er langt fra højdepunkterne i det britisk-amerikanske forhold med premierminister Winston Churchill og Franklin D. Roosevelt – eller Margaret Thatcher og Ronald Reagan – som vel nok nogle af højdepunkterne, til det forhold som officielt skal fejres under præsident Trumps tre dage lange besøg i Storbritannien.

Det er ikke forventningen, at der skal komme de store politiske resultater ud af præsidentens besøg – it’s not that kind of tour. Selvfølgelig ud over at det ”blot” er et statsbesøg, og der derfor ikke forventes store aftaler af nogen art, så er det selvfølgelig svært at forhandle og aftale noget som helst i det aktuelle britiske politiske klima. Et klima som præsident Trump heller ikke har kunne holde sig fra at kommentere, hvilket heller ikke har bidraget til en optimistisk optakt til besøget.

Men på trods af at man ikke skal forvente de store politiske resultater, så kan man altså allerede observere markante problemer i det transatlantiske forhold.

Et afbud fra en potentiel premierminister

Vel nok det mest problematiske ved besøget er det afbud, som leder af Labour-partiet Jeremy Corbyn har sendt til mandagens statsmiddag på Buckingham Palace.

Én ting er, at Londons borgmester Sadiq Khan har kaldt præsident Trump for et af de groveste eksempler på en global trussel fra højrefløjen. Det skaber selvfølgelig opmærksomhed og spændinger inden præsidentens ankomst. Men så er det heller ikke værre for det transatlantiske forhold.
Men at en potentiel kommende premierminister melder afbud til en statsmiddag med Dronningen som værtinde, i protest mod præsidenten, det er et klart sygdomstegn. For hvad så hvis Corbyn skulle gå hen og vinde et valg, og ende i Downing Street 10. Så vil han skulle håndtere et forhold mellem USA og Storbritannien i en politisk virkelighed, hvor man efter al sandsynlighed også har lukket døren mod Bruxelles og EU. Så er det en noget problematisk udvikling, at Corbyn på den måde melder afbud i protest mod præsident Trump. Det fordrer ikke godt for det transatlantiske forhold.

Hvad skal der ske under besøget?

Præsident Trump ankommer mandag med Førstedame Melania Trump, præsidentens voksne børn og fra administrationen kommer også udenrigsminister Mike Pompeo og national sikkerhedsrådgiver John Bolton.

I løbet af præsidentens besøg vil han først blive modtaget af Dronning Elizabeth og Prins Charles, hvorefter der vil være frokost og te med medlemmer af den royale familie.
Mandag aften vil der så være den store statsmiddag på Buckingham Palace. Tirsdag er der politiske møder med bl.a. Theresa May, og her skal man nok holde ørerne åbne for udtalelser om Brexit, formandsskifte hos de konservative eller noget helt tredje. Der vil være rig mulighed for det.
Her er det dog også værd at bemærke, at formanden for det britiske parlament, John Bercow (som også har meldt afbud til mandagens statsmiddag) også har modsat sig, at den amerikanske præsident skulle have lov til at holde en tale til parlamentet. Det fik hans forgænger, præsident Obama ellers lov til.

Onsdag begynder markeringerne af 75-året for den allierede invasion af Normandiet under Anden Verdenskrig. Her tager præsident Trump til Portsmouth, hvor fra mange allierede skibe sejlede med kurs mod de fem invasionsstrande i Nordfrankrig. Efter en kort afstikker til Irland går turen så til Normandiet, hvor man torsdag markerer 75-året for D-Dag og hylder stærke transatlantiske bånd.

Forholdet som ikke lå i kortene

Det var langt fra en naturlig selvfølgelighed, at USA og Storbritannien skulle udgøre et sådan tæt og afgørende makkerpar, som de to lande gjorde i det 20. århundrede.

Som enhver ved, så begyndte USA sin eksistens efter et oprør mod britisk styre. Den Amerikanske Uafhængighedskrig var et blodigt opgør med britisk overherredømme, og det kom i stand bl.a. ved fransk hjælp. Senere, i 1812, udkæmpede USA og Storbritannien endnu en krig – under hvilken Det Hvide Hus endda blev brændt af. I de kommende år havde man også en række diplomatiske sammenstød om bl.a. grænsedragningen mellem USA og Canada, og en række situationer i Latinamerika, som USA havde udråbt til sin interessesfære.

Men hvordan kunne det så være, at de to stormagter endte med at supplere hinanden i det globale skakspil i årene op til og under Første Verdenskrig for til sidst at ende som uløselige allierede under Anden Verdenskrig? For normalt når en ny magt (i dette tilfælde USA) udfordrer en gammel magts (her Storbritannien) dominerende position i global politik, så ender det ofte i en eller anden form for konflikt.

I sin fremragende bog fortæller Kori Schake om udviklingen i de to staters forhold. Gennem en række cases får man billedet af, hvordan de to magter nærmede sig hinanden i løsningen af internationale konflikter. Schakes argument er, at de to stater nærmede sig hinanden, fordi de i stigende grad begyndte at ligne hinanden. Til at begynde med var det demokratiske (efter datidens standarder) USA en direkte modsætning til det monarkistiske imperium, Storbritannien. Men efterhånden som USA udvidede sig territorialt fik det også i højere og højere imperialistiske tendenser. På den anden side betød Den Industrielle Revolution, at Storbritannien udviklede sig i en mere liberal retning. På den måde fik de begge lignende liberale og imperialistiske træk. Derfor kunne de samarbejde.
Læs bogen, den er yderst anbefalelsværdig.

Og måske skulle begge parter i ”the special relationship” i dag læse bogen, og minde hinanden om de fællestræk, som gjorde deres partnerskab til et af de vigtigste i det 20. århundrede. For lige nu er der langt til et sådan forhold.