Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Feature

Det republikanske drama fortsætter i South Carolina

Den republikanske valgkaravane er kommet til South Carolina. På papiret en stat der burde tale til næsten alle de forskellige kandidaters styrke. Trump og Cruz fører dog fortsat i målingerne, mens Rubio indtager tredjepladsen foran Bush og Kasich. Kongressen.com er taget til South Carolina for at følge det republikanske sydstatsdrama.

SOUTH CAROLINA: På Valentinsdag i byen Easley i det nordvestlige hjørne af staten har en stor mængde samlet sig i et auditorium for at se den unge senator Marco Rubio.

Rubio er taknemmelig for det fine fremmøde på dagen der ellers er helliget stævnemøder og romantik: ”Jeg ville ikke kunne få så mange mennesker til et politisk møde på Sct. Valentinsdag i Miami” siger han grinende.

Senatoren fra Florida bør også nok være taknemmelig efter han snublede i sit eget momentum ugen før i New Hampshire og endte med en uimponerende andel af stemmerne. Det unge stjerneskuds bølge af uheld blev toppet af at han brækkede en tand på en frossen Twix-bar og har hurtigt måttet omstille sig og lære at overkomme modstand. I South Carolina er han behørigt ydmyg og ved at han nu må arbejde hårdt for at hænge ved i ræset.

Rubio-kampagnes meget omtalte 3-2-1 strategi byggede på en tredjeplads i Iowa, en andenplads i New Hampshire og så en endelig bølge af begejstring der skulle give Rubio førstepladsen i South Carolina. Første led i planen gik fint, men efter nederlaget i New Hampshire er førstepladsen langt ude fra rækkevidde, og Rubio må nu håbe på en respektabel placering som han langsomt kan bygge på indtil de større stater som Florida og Texas stemmer om nogle uger.

I debatten aftenen før klarede senatoren sig ganske hæderligt, og i sin afsluttende bemærkning fastslog han sin dybe kristne tro, og blev af mange betragtet som vinderen. I South Carolina, ligesom i mange amerikanske stater, er det en vinderopskrift i politik at betone sin tro.

Men i South Carolina er et næsten lige så vigtigt emne dog militærpolitik. Staten har en stor militærtilstedeværelse ligesom resten af Syden – et levn fra Borgerkrigen hvor den besejrede region var besat af unionstropper.

Staten er derfor dybt økonomisk afhængig af føderale sikkerhedsudgifter – ikke blot i form af direkte militærjob men også alle de sekundære firmaer der underholder militærbaserne.

Kyle, der synes godt om Rubios konservative talepunkter, kender mange der har frygtet for at deres jobs skulle forlade staten med mulige nedskæringer i militærbudgettet.
”Det er et plus her at Rubio vil værne om militæret.” Siger Kyle.

Rubio er en af de skrappeste krigshøge blandt kandidaterne og hans bebudede forøgelse af militærets kapacitet ville uttvivlsomt gavne South Carolina økonomisk.

Aftenen efter, i det mondæne Charleston, holder guvernør Jeb Bush et valgarrangement i en sportsarena kaldet ”Charleston Colosseum” hvor der stolt annonceres med at hans bror George W. skal holde tale. Det er en kold og regnvåd dag der hænger over de statelige huse i den smukke gamle havneby, der var et center i den Atlantiske trekantshandel men i dag et yndet turistmål for dem der føler nostalgi for det gamle Syden.

Ligeledes hænger der grå skyer over patricier-guvernørens aktuelle valgprognoser i South Carolina. I weekendens tv-debat viste Bush i en udveksling med Donald Trump at han havde ild i maven og fik et par velrettede stød ind overfor den overfusende byggematador.

Trods lunkne resultater i de første to stater har Bush nu fundet modet til at gå efter frontløberen Trump, og med rigeligt med midler i kampagnekisten har han tid til at udforske denne nye strategi.

Storebror Bush giver en indledede tale efter sin gemytlige formel som man nær havde glemt fra hans egen tid i det Hvide Hus. At trække den ældre Bush i felten håber man vil give pote i South Carolina der har et ualmindeligt kært forhold til USA’s 43. præsident. Han giver sin Sydstats-shtick og mindes at spise bacon i en beværtning og blive antastet af en dyrerets-aktivist under en af sine egne valgkampagner i staten. Vælgerne belønner ham med bifald og klapsalver. Bag podiet ser South Carolinas senior-senator Lindsey Graham tilbedende på den tidligere præsident og hænger på hvert enkelt ord med animerede øjne og grimasser.

Jeb Bush positionerer sig utvetydigt som en prøvet insider i et år der synes at være i outsidernes favør. Han omfavner uforbeholdent sine dynastiske ambitioner og drager på familiens navn og politiske arv fremfor at løbe fra det.

I både debatten og i felten til vælgermøder prøver Bush at vende Trumps styrke som en direkte taler der ikke er bange for at sige hvad han mener og i stedet portrættere ham som en slibrig New Yorker. Han angriber hans grimme sprog og uanstændige opførsel

I Syden kan manerer og høflighed faktisk give Bush kant mod Trump, og derfor forsøger guvernøren ihærdigt at være det respektable valg for respektable vælgere.
”Vi kan godt lide Bush-familien her i Syden – de forstår os.” Siger Marvin, en livslang Republikaner der har bidraget med mindre beløb til begge Bush-brødres valgkampagner.

På denne aften i Charleston virke det som om Bush kampgejst langt fra er udslukt – patricieren er fuld af energi i Colosseum. Men ifølge næsten alle meningsmålinger bliver det op ad bakke for guvernøren. På samme vis tegner Syden til i bedste fald at blive en strabadserende omvej til eventuel nominering for Marco Rubio.

Written By

Johan Wizan er bachelor i litteraturvidenskab med speciale i amerikanske samfundsforhold. Forfatter til 'Scener Fra Et Primærvalg' og blandt bidragyderne til 'PræsidentPortrætter' og 'Glimt Af Et Præsidentvalg'. Bor til daglig i New York og er tilknyttet Kongressen.com som indenrigsskribent. Mail: Johanwizan@gmail.com

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen