Det kenyanske dilemma

Kenya har fået en ny præsident, og dermed har USA fået et nyt problem. Det østafrikanske land er en vital allieret for amerikanerne, men kan USA opretholde sit nære forhold til et land, hvis nyvalgte præsident, Uhuru Kenyatta, er anklaget for forbrydelser mod menneskeheden?

DEN AFRIKANSKE VINKEL: Præsidentvalget i Kenya fik nøjagtigt det udfald, amerikanerne mindst havde håbet på. Ganske vist forløb valget relativt fredeligt, og landet er indtil videre sluppet for de borgerkrigslignende tilstande, der fulgte i kølvandet på sidste valg i 2007.

Men vinderen af valget, Uhuru Kenyatta – søn af Kenyas landsfader og første præsident, Jomo Kenyatta – er en kontroversiel skikkelse. Han er anklaget for forbrydelser mod menneskeheden ved Den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag, og det samme er i øvrigt den nyvalgte vicepræsident, William Ruto. Anklagen lyder på, at de sammen har organiseret og betalt nogle af de dødspatruljer, som slog flere end 1.200 mennesker ihjel i etniske massakrer efter valget i 2007.

Netop derfor var det set med amerikanske øjne den forkerte kandidat, der vandt valget i forrige uge. Der er ingen tvivl om, at amerikanerne og den vestlige verden helst havde set modkandidaten, Raila Odinga, som sejrsherre, for med Kenyattas sejr står amerikanerne i en prekær situation. Kan de opretholde det nære og vigtige forhold til landet, nu hvor dets præsident står på anklagebænken i Haag? Eller må de afbryde de diplomatiske relationer med landet, ligesom de har gjort med Sudan; et andet afrikansk land hvis leder, Omar al-Bashir, også har en alvorlig anklage fra ICC hængende over hovedet?

En vigtig allieret
Selvom Kenya altså nu tilhører en lille, uheldig liga af lande, hvis præsidenter er anklaget for forbrydelser mod menneskeheden, er der to væsentlige årsager til, at USA hverken vil eller kan isolere landet, sådan som de har forsøgt at gøre det med Sudan. For det første har Kenyatta valgt at samarbejde med ICC og rejste selv til Haag for at bedyre sin uskyld (om end han også har udtalt, at hvis han vandt valget, ville han tolke det som, at Kenyas befolkning derved havde frikendt ham, så hvorvidt han vil møde op igen, når retssagen mod ham indledes til sommer, er mere tvivlsomt). I modsætning hertil har al-Bashir fra start gjort det klart, at han ikke vil samarbejde med domstolen, hvilket har udløst en international arrestordre på den sudanesiske præsident.

Derudover er der den vigtige forskel, at Sudan i modsætning til Kenya aldrig har været nogen god ven af USA og Vesten – heller ikke før al-Bashir blev sigtet for at opildne til folkemord i Darfur. Kenya derimod er en helt central allieret for amerikanerne, og de to landes forhold er så tæt og af så vigtig karakter, at ingen af dem – og da slet ikke amerikanerne – vil være tjent med, at USA bryder de diplomatiske forbindelser til det østafrikanske land. Som en amerikansk top-diplomat udtrykte det overfor New York Times: ”Vi har mere brug for Kenya, end Kenya har brug for os.”

Med den udtalelse henviser diplomaten implicit til, at skulle Vesten bryde de diplomatiske bånd med Kenya, kan kenyanerne altid gå sammen med Kina, der som bekendt ikke har tradition for at blande sig i interne politiske anliggender så som, om et lands præsident er anklaget for forbrydelser mod menneskeheden. Meget sigende er Sudans største handelspartner netop Kina, og USA ved udmærket godt, at kineserne altid står klar til at lukrere på en eventuel diplomatisk krise mellem Kenya og USA. Blandt andet derfor vil amerikanerne gøre alt for at undgå at bryde det gode forhold til Kenya.

Men vigtigst af alt, og grunden til, at diplomaten udtaler, at amerikanerne har mere brug for Kenya end omvendt: Kenya er suverænt den vigtigste allierede for USA i Østafrika – ja, hvis ikke i hele Afrika – så en afbrydelse af de diplomatiske forbindelser ville være et eklatant selvmål. Kenya er nemlig helt central i amerikanernes kamp mod terrorisme, da kampen mod al-Qaeda-cellen al-Shabaab i nabolandet Somalia foregår i tæt samarbejde med kenyanerne. Det samme gør sig gældende i kampen mod pirateri i Aden-bugten – her spiller Kenya også en vigtig rolle, bl.a. som modtagerland af tilfangetagende somaliske pirater. Den skrøbelige fred mellem Sydsudan og Sudan er i høj grad også afhængig af et fredeligt og stabilt Kenya, hvorfor det igen er vigtigt for USA at opretholde et tæt forhold til Kenya – netop for at sikre at landet forbliver stabilt.

En regional magtfaktor
I det hele taget afhænger hele Østafrika og Afrikas Horns udvikling og stabilitet meget af Kenya. Lande som Rwanda, Uganda og det østlige DR Congo er dybt afhængige af, at Kenya fungerer fredeligt og stabilt, da stort set alt import og eksport i hele regionen går gennem havnen i Mombasa på den kenyanske østkyst. Kenya er med andre ord en regional magtfaktor, og netop derfor er det vitalt for USA at bibeholde landet som sin nære allierede.

At Kenya er en vigtig amerikansk allieret kommer bl.a. til udtryk ved, at USA årligt poster næsten en milliard bistandsdollars i landet, og at den amerikanske ambassade i Nairobi er den største amerikanske ambassade i hele Afrika syd for Sahara. Læg dertil, at Nairobi er hovedsæde for en række store FN-organisationer, ligesom at byen er det finansielle centrum for hele regionen. Kun Lagos i Nigeria og Johannesburg i Sydafrika kan siges at have større økonomisk og finansiel betydning på det afrikanske kontinent. Også amerikanske virksomheder har fået øjnene op for Kenya og landets hastigt voksende økonomi. Firmaer som Google, Intel, Microsoft og IBM har foretaget store investeringer i landet, hvor halvdelen af befolkningen har adgang til internettet, og hvor brugen af mobiltelefoner er så stor og innovativ, at mere end en tredjedel af landets BNP går gennem det såkaldte M-Pesa; et mobiltelefonbaseret bank- og betalingssystem udviklet i Kenya.

Kenya er med andre ord et land i stor økonomisk og teknologisk fremgang, hvilket i høj grad har tiltrukket amerikanske investorer, og det er endnu en grund til, at landet er en central partner og allieret for amerikanerne.

USA kan ikke undvære Kenya
Med alle disse årsager in mente begynder der at tegne sig et klart billede af, hvorfor USA ikke kan undvære Kenya, og hvorfor valget af Kenyatta bestemt ikke huer amerikanerne. Det sætter amerikanerne i et irriterende dilemma, at deres vigtige allierede nu ledes af en anklaget forbryder. For USA har slet ingen interesse i at isolere endsige fordømme Kenya på baggrund af valget. Omvendt har USA som et demokrati en vis moralsk forpligtelse til at lægge forholdet til Kenya på køl – i hvert fald indtil det bliver afgjort, hvorvidt Kenyatta og Ruto kendes skyldige i anklagerne – på trods af, at amerikanerne jo aldrig selv har tilsluttet sig ICC, hvilket mange kenyanere ser som udtryk for amerikansk dobbeltmoral og hykleri af værste skuffe.

Så hvordan løser de amerikanske diplomater det kenyanske dilemma? Kan USA åbent kritisere Kenya, uden samtidig at sætte deres gode og strategisk vigtige forhold over styr? Indtil videre tegner der sig et billede af, at USA forsøger at bevare status quo ved simpelthen ikke at foretage sig noget som helst. Fra amerikansk side prøver man at nedtone det for amerikanerne åbenlyse problem med, at Kenyatta blev valgt, ved først – inden valget – at fremkomme med nogle vage og lettere udefinerbare trusler mod landet, og – efter valget – at lykønske kenyanerne med valget – dog uden at nævne Kenyatta med et eneste ord.

Således advarede den amerikansk topdiplomat Johnnie Carson op til valget kenyanerne om, at de naturligvis måtte vælge den præsident, de måtte ønske, men at deres ‘valg får konsekvenser.’ Hvad disse konsekvenser indebærer, står fortsat hen i det uvisse. Formentlig kommer der ikke til at ske det store ud over, at USA’s begejstring for Kenya bliver lidt mindre eksplicit udadtil. Påfaldende er det i hvert fald, at USA’s udenrigsminister John Kerry i sin obligatoriske udtalelse og lykønskning, efter at valgresultatet stod klart, ikke nævnte Kenyatta med et eneste ord, men blot konstaterede i nøgterne vendinger, at det var godt, at valget forløb fredeligt og kom med en lykønskning ’til alle dem, der blev valgt.’ Og Kerry sluttede sin udtalelse: ”Siden dets selvstændighed i 1963 har Kenya været en af USA’s stærkeste og mest vedholdende partnere i Afrika. Vi står sammen med jer i dette historiske øjeblik og vil fortsætte med at være en stærk ven og allieret at det kenyanske folk.”

Ingen nævnt, ingen glemt – selvom den forkerte kandidat vandt, vil USA ikke sætte sit gode forhold til Kenya over styr. Dertil er Kenya simpelthen for vigtigt.