Det geopolitiske spil i Latinamerika

Den øgede geopolitiske konkurrence mellem USA, Rusland, og Kina er en af de tendenser i international politik som drager mest opmærksomhed rundt omkring i verdens hovedstæder. I denne kontekst er Latinamerika ikke et særtilfælde og de tre stormagters kamp om indflydelse på den internationale scene vil i de kommende år blive centrale for Latinamerikas fremtidige rolle i den globale magtbalance.

USA’s seneste National Defense Strategy og National Security Strategy identificerer begge global stormagtskonkurrence med Rusland og Kina som USA’s primære udfordring i international politik, fra hidtidigt at have fokuseret på terrorisme. Ruslands aggression mod Ukraine og intervention i Syrien, og Kinas ambitioner i det sydkinesiske hav og overfor Taiwan har optaget størstedelen af fokus. Men i Latinamerika, USA’s historisk set traditionelle interessesfære, er konturerne af en stormagtskonflikt mellem de tre også begyndt at tage form. Hvordan stormagternes indflydelse påvirker de latinamerikanske staters udenrigspolitiske dagsorden vil potentielt have store konsekvenser for USA’s strategiske position og sikkerhed på den vestlige halvkugle. Hvis USA ikke spiller sine kort korrekt kan truslen fra Rusland og Kina pludselig komme meget tættere på end hvad man ville foretrække.

Stigende konflikt   

I løbet af 2018 blev linjerne trukket klart op mellem USA’s tætteste allierede i Latinamerika, og de stater som man anser for at udgøre en trussel for regionens stabilitet, og i høj grad USA’s position deri. I november under midtvejsvalget erklærede den nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, i en tale ved Miami Dade College, Florida, at man ville anlægge en ny skærpet strategi for at modvirke den destabiliserende indflydelse fra hvad han døbte ”Tyranniets Trojka”, bestående af Cuba, Venezuela, og Nicaragua. Som regionens sidste socialistisk/kommunistiske stater har de tre traditionelt været Latinamerikas mest indædte modstandere af amerikansk indflydelse i regionens affære, i deres terminologi amerikansk imperialisme. Men dykker man dybere finder man et fællesstræk som formentligt er det egentlige motiv bag Bolton’s udtalelser. Der hvor russiske og kinesisk indflydelse har været mest mærkbar er lige præcis ”tyranniets tojka.”

Nicaragua er Centralamerikas absolut største importør af russisk krigsmateriel. Herudover er det et af de få lande hvor Rusland har en direkte tilstedeværelse i form af det russisk drevne Central American Anti-drug Training Center i hovedstaden Managua, som mistænkes for spionagevirksomhed, primært rettet mod USA. Mest urovækkende for USA var det nicaraguanske parlaments beslutning om at tillade russiske krigsskibe i landets havne. I Venezuela er Ruslands militære indflydelse mindst ligeså markant. 69 % af landets import af militært materiel stammer fra Rusland, og den 10. december udstationerede Rusland to Tu-160 bombefly, med kapacitet til at bære nukleare sprængladninger i Venezuela – en dybt bekymrende udvikling i amerikansk optik. Hvad Cuba angår, har russisk udenrigspolitik fokuseret på at genetablere de tætte bånd fra før Sovjetunionens kollaps, eksempelvis ved en mulig genoprettelse af et tidligere sovjetisk efterretningscenter i Lourdes. Rusland finansierer samtidig det cubanske militærs moderniseringsprogram som del af Moskvas ”våbendiplomati” i regionen.

Modsat Ruslands militære tilgang har Kinas indtog i Latinamerikanske affære været baseret på økonomi. Hvor Kina traditionelt ikke har haft videre indflydelse i regionen har den asiatiske gigant overhalet USA som største handelspartner for tre af Sydamerikas største økonomier, Brasilien, Argentina, og Chile. Kina har også en central geostrategisk interesse i Venezuela grundet landets massive olieressourcer. I 2013 vandt det kinesiske firma HKND Group en kontrakt til at konstruere en kanal tværs over Nicaragua.

Kina kombinerer sin øgede økonomiske magt i regionen med et diplomatisk fremstød som del af en global strategi rettet mod at isolere Taiwan. Kinesiske investeringsprojekter og økonomiske incitamenter har siden 2017 fået tre lande i regionen, Panama, El Salvador, og den Dominikanske Republik, til at etablere diplomatiske forbindelser til Kina, og dermed samtidig et diplomatisk brud med Taiwan. Mest bekymrende for USA er Kinas stigende interesse i USA’s traditionelt tætteste regionale støtter. Eksempelvis har Panama som det første land i Latinamerika underskrevet en aftale om deltagelse i Kinas Belt and Road Initiative (BRI), Kinas globale strategi for at omstrukturere den globale handelsøkonomi, og i mange observatører optik et forsøg på at opnå status som supermagt.

USA’s position på spil

Ruslands ambition i Latinamerika er at anvende sit militære diplomati til at vise Ruslands genfødsel som global stormagt og kapacitet til igen at operere i områder af strategisk betydning i USA’s egen baghave. Kina ønsker at inkludere Latinamerika i BRI for på den måde at konsolidere sig som primær økonomisk magt i regionen, og derved underminere USA’s position som verdens førende økonomi. Som koblingen mellem kinesisk politik i Centralamerika og Taiwan viser, er det også del af en global kamp mellem USA, Rusland, og Kina, om hvordan den internationale orden skal struktureres fremadrettet. Latinamerika vil følge den generelle globale tendens og blive skueplads for konkurrence og konfrontation mellem USA, Rusland, og Kina.

Den stigende udfordring mod USA’s position er ikke gået ubemærket hen hos beslutningstagere i Washington D.C. I november udtalte Stabschef for det amerikanske luftvåben Gen. David Goldfein efter et besøg i Colombia at Trump regeringen vil sætte ind på at forstærke USA’s alliancer i regionen som del af tiltag til at modvirke russisk og kinesisk indflydelse. Samtidig argumenterede tidligere øverstkommanderende for US Southern Command, James Stavridis, for at styrke samarbejdet med USA’s ”three amigos,” Brasilien, Colombia, og Argentina. Sammen med Bolton’s tale er det klart at Latinamerika er rykket op i den sikkerhedspolitiske dagsorden. Det centrale spørgsmål er hvilken strategi USA konkret vælger at implementere.