Det er slet ikke sjovt og det er alle de andres skyld

I forbindelse med sine første 100 dage som præsident, har Trump givet et interviews til Reuters. Det er sværere at være præsident end jeg troede, lader Trump forstå. Men spørgsmålet er om han har lært af sine mange nederlag de første 100 dage, så de næste bliver bedre? Der er ikke meget, der tyder på det.

“I loved my previous life, I loved my previous life. I had so many things going. I actually, this is more work than my previous life. I thought it would be easier. I do miss my old life. This.. I like to work. But this is actually more work.”

Ordene er Donald Trumps og stammer fra et interview, præsidenten har givet til Reuters i forbindelse med sine første 100 dage som præsident.

Det er hårdt at være præsident, har det vist sig. Og det er ikke helt så sjovt som det liv, Trump havde før, må man forstå. Nu siges det ganske vist om præsidentembedet, at man ikke kan vide, hvordan det er, før man sidder der. Men at den arbejdsmængde der følger med jobbet som leder af den frie verden, åbenbart er kommet bag på Trump, fortæller noget om, at Trump tydeligvis var mere optaget af selve valgkampen end at sætte sig ind i det embede, han gik efter at vinde.

Der har, måske ikke så overraskende, været ganske meget snak om Trumps præsidentskab i Washington D.C. i løbet af de første 100 dage. Både i medierne, i politiske kredse og indbyggerne i al almindelighed. Der er flere, der ikke bryder sig om Trump end det modsatte i Washington. Det er ikke så overraskende. Det er en overvejende demokratisk by, som også rynkede på næsen da George W. Bush og Ronald Reagan i sin tid kom til byen. Det, der er det bemærkelsesværdige er, at en af de ting, talen ofte går på, når der tales om Trump i øjeblikket er: ‘Vil han overhovedet det her?’ Opfattelsen af, at Trump egentlig bare gerne ville vinde, men ikke nødvendigvis havde lyst til at blive præsident er ganske udbredt. Og udtalelser som den, præsidenten nu selv er kommet med til Reuters, vil kun stimulere denne opfattelse yderligere.

Lad os prøve et tankeeksperiment for en stund. Tænk tilbage til slutningen af april 2009. Kan nogen af jer mindes, at der var historier om, hvorvidt Obama brød sin om at være præsident? Eller tilbage i april 2001, da Bush havde siddet i 100 dage? Nej, vel? Det er højest usædvanligt og fortæller noget om, at vi i det hele taget er vidner til et ganske usædvanligt præsidentskab lige i øjeblikket.

Der er ikke noget at sige til, hvis Trump ikke synes, det er sjovt i øjeblikket. Stort set ingenting lykkes for ham rent politisk, hans approval ratings er faldet fra lavt til endnu lavere og hans hverdag består i langt højere grad af endeløse møder end de rallies, som undervejs blev et tilløbsstykke for tusindvis af mennesker.

Trump er en mand, der ynder at fremstille sig selv som Mr. Fix It. Gør mig til præsident, så skal jeg nok lave nogle gode deals, lød det gang på gang fra Trump under vejs i valgkampen. Så gjorde amerikanerne ham til præsident, men der er bare ikke rigtig kommet nogen deals endnu. Der er blevet underskrevet en masse dekreter, blandt andet hvad angår indrejseforbud, men de er gang på gang blevet standset af domstolene som forfatningsstridige. Og da Trump virkelig skulle vise sig som den store deal mager i forbindelse med Obamacare ændringerne. Men House Freedom Caucus medlemmerne lod sig ikke kue, selv om præsident Trump truede med bål og brand. Og da det stod klart at der ikke kom nogen lovændring måtte en slukøret Paul Ryan gå på talerstolen foran pressen og erklære:
“I’m not gonna sugarcoat this. This is a dissapointment!”

På mange måder er spillet om sundhedsreformen kendetegnende for Trumps første 100 dage som præsident. For når noget er gået galt, så er det ikke Trumps skyld. Vi så ikke Trump stille sig op med Ryan og sige: ‘Det her er ikke hvad vi håbede. Og det tager jeg min del af ansvaret for.’

I stedet lod han Ryan stå alene og skældte ellers ud på både medlemmerne af House Freedom Caucus, Demokraterne og selvfølgelig Obama for i sin tid at have lanceret reformen. Det er aldrig Trumps skyld, hvilket ikke just er en ledelssstil, der stimulerer lysten til at hjælpe præsidenten. Går det godt, er det Trumps fortjeneste. Går det galt, er det nogen andres skyld.

Så nej, det har ikke været nogen dans på roser at være præsident for Donald Trump de første 100 dage. Og de næste 100 dage bliver næppe meget sjovere. Eller nemmere. Den eneste rigtig gode nyhed for Trump er, at Demokraterne stadig er så meget i tovene efter den massive øretæve, de fik den 8. november sidste år, at der stadig ikke er noget, der bare så meget som minder om et slagkraftigt alternativ. Men det er primært det, Trump har at glæde sig over, når han lørdag kan fejre sit 100 dages jubilæum med en gennemstegt bøf. For politiske resultater, ja, dem kniber det fortsat gevaldigt med.