Colorado er blevet skueplads for et politisk sving fra højre mod venstre over de seneste år, på trods af placeringen midt i det røde republikanske bælte. Morten Tastum rejste til Aspen i Pitkin County og oplevede på nært hold hvordan indbyggernes politiske holdning har ændret sig gennem årene.
Sneen knaser og hviner under mine, heldigvis, varme støvler mens jeg trasker ned af Lone Pine Road mod Main Street og centrum af byen Aspen, der ligger midt i en lille dal mellem to bjerge. Temperaturen er -20 celsius denne morgen, og dampen står som en røgsøjle ud af min mund – skyggen er ikke et sted man har lyst til at stå stille i for længe. Aspen er mest kendt for at være et skisportssted, der med sine 2,438 meter over havet overflade, leverer fantastisk sne gang på gang. Selve Ajax bjerget ved byen rejser sig endnu en kilometer op i himlen og sender hurtigt lange skygger over byen når solen går ned. Når man går langs de små gader, eller kører på vejene, så ser man mere end før skilte der har en pro-demokratisk besked. Man skal ikke mere end 16 år tilbage for at situationen var en helt anden og staten var overvejende republikansk.
Colorado ligger midt i Rocky Mountains og er nok mest er kendt for den smukke natur, et væld af udendørsentusiaster der kører i Subaru biler, og legaliseringen af marihuana – tre ting der ikke overraskende går godt i spænd. Men ser man på et politisk kort over landet så tegner der sig et interessant billede. Staten ligger midt i et rødt hav af republikansk-stemmende stater med New Mexico ved den sydlige grænse som den eneste anden overvejende demokratisk-lænende stat i området. Knaldrøde republikanske stater som Utah, Kansas og Wyoming omkranser Colorado, og ser man på kortet så skiller de to blå stater sig da også ud fra mængden. Det store skift over de seneste to årtier skyldes særligt at Colorado har fået en større gruppe af folk med høje uddannelser, samt at racemangfoldigheden er steget kraftigt. Nogenlunde det samme observeres også i New Mexico, hvor særligt latinoerne stemmer demokratisk.
Solen glimter, kigger nu lystigt frem over bjergkammen, og bader nu byen i taknemligt, varmt lys. De store biler og SUV’er flyder i stride strømme til og fra byen, og fragter folket til skilifterne og arbejdet. Overalt ses skidragter i alskens farver, ski og snowboards nok til en hel hær, og folk godt på vej mod dagens første run på pisten. Men man skal ikke stå mere end et par minutter i byen for at man også ser en anden type mennesker på gaden, dog gerne først lidt senere op ad dagen. Flotte læderstøvler, dyre pelsjakker, og designer-solbriller pryder mange af dem der går rundt, og ligner bestemt ikke nogen der skal ud på pisten, men allerhøjst hen til caféen med soldækket ved foden af bakken.
Kigger man ned ad gaderne ser man Gucci-, Louis Vuitton-, og Prada butikker, der alle har deres absolut dyreste designs og varer i vinduet – for her er der folk med penge, masser af penge. For selv om Aspen først og fremmest er kendt for at have god sne, så er byen snart lige så kendt for at være stedet de ultra-rige tager hen for at slappe af eller vise sig frem. De rige er først og fremmest amerikanere der kommer fra alle dele af landet, men der findes også mange rige turister fra særligt Sydamerika. Spørger man de lokale, var der indtil for få år siden mange russere, og mere nyligt en del fra Venezuela. Disse ser man dog ikke så ofte mere. Står man på en bakke og lader blikket løbe ud over byen, bliver det endnu klarere at der her findes folk med mere velstand end hvad man ellers ser. Op langs bakkerne ligger der store huse, ja sågar enorme villaer og deciderede komplekser der kunne huse alle elever fra en mindre dansk skole, men som nok i de fleste tilfælde kun ejes af en enkelt familie. Kigger man dertil på ejendomsmarkedet vil man erfare at byen har et af de højeste kvadratmeter priser i hele landet uden for New York og Californien, hvor et hus nemt kan koste 4 millioner dollars (omkring 28 millioner kroner), og sagtens kan findes til over 23 millioner dollars (160 millioner kroner). Der findes kort sagt svimlende mængder af penge her i byen.
Lige præcis på grund af denne store samling af velstand er det interessant at byen stemmer så overbevisende demokratisk. Dette kan forklares bl.a. ved at de fleste af de rige som har hus i byen, ikke er bosiddende der men registreret i en anden stat, og at mange af de registrerede beboere er af en anden etnisk baggrund og har lang uddannelse. Det skal dog påpeges at selvom mange af de rige besøgende eller halv-boende folk ikke stemmer i byen, så er en hel del af dem i den demokratiske fold og det på trods af de fordelagtige skattelettelser de har fået under Trump. Sidder man, som jeg gjorde mere end en enkelt gang, på en af de mange barer eller caféer og lytter til de samtaler der finder sted, står flere ting hurtigt klart – politik diskuteres ofte og lidenskabeligt, og det der siges, er for det meste pro-demokratisk eller anti-republikansk. Amerikanerne er ikke det mindste bange for at dele deres politiske overbevisninger, noget jeg har erfaret nok så mange gange når jeg sidder med fremmede på vej op ad bjerget i en langsom gondol. Der skal ikke meget til før man får hele livshistorien, hører om vind og vejr, eller snakker politik og situationen med landet. Alt tages dog med et smil, og bare fordi man enes over det ene politiske tiltag, kan man bryde ved et andet. Når man endelig forlader en samtale, står det i hvert fald klart at amerikanerne er voldsomt passionerede mennesker der elsker at snakke, og det er jo svært at stå for.
”It just makes me so angry and embarrassed that we [amerikanerne] could choose such a terrible man [Trump] … What he is doing to these people is just reprehensible.” Sådan lød de dømmende ord omhandlende Trumps angreb på minoritetsgrupper i landet, fra Jenny i gondolen på vej op ad bjerget. Jenny og hendes mand Marc var ikke oprindeligt fra Aspen området, men var flyttet hertil for 15 år siden – nu nød de sneen så meget de kunne, men var ikke videre begejstrede over den drejning, det politiske klima havde taget i landet.
Flere af de samtaler jeg tog del i centrerede sig om præsident Trump og hans tiltag mod immigration og illegale indvandrere, og den frygt og harme de lokale føler over det – for Colorado er en stat med en stor del af ikke-hvide amerikanere, især latinoer. De føler et stigende pres og anklagende blikke rettet mod sig, både fra Trump administrationen generelt og fra mange amerikanere med nationalistiske overbevisninger. I takt med præsidentens tiltagende brug af nedsættende ord og kontroversielle beskyldninger om andre befolkningsgrupper i landet, er de blevet mere utilslørede og ligefremme i deres retorik. Det er klart for mange at der er en ny, mere frygtsom og usikker stemning i landet. Det har ikke hjulpet på denne følelse at Trump står stærkere end man havde håbet på til valget ved 2020. Det er ved mangel på andre ord, en trykket stemning der kan mærkes overalt i landet. Når det er sagt så står det klart at Colorado lægger op til at stemme demokratisk ved dette valg og i de næste valg fremover, i hvert fald hvis man skal tro de folk jeg har mødt under mit visit i byen og dens omegn.
Vejret føles mindre koldt med solen på ryggen, selvom isklumperne i mit skæg taler en anden historie. Morgenens gåtur er ovre og det største ønske man har er nu en varm kop kaffe efterfuldt af en dag på løjperne.
‘Det blå bjerg i røde Rocky Mountains’ er første del i en trilogi der følger Morten Tastum gennem USA fra vest til øst. Morten runder den meget liberale by San Francisco og ender lukt i magtens centrum i Washington D.C.
